Efter højt smittetal – kommune tester alle plejehjems- og hjemmeplejeansatte

Frederiksberg Kommune tester store dele af deres ansatte i hjemmeplejen og på plejehjemme, efter kommunen oplevede et højt smittetal.

Da Frederiksberg Kommune mandag blev kategoriseret som en rød kommune på grund af et højt smittetal, har kommunen nu igangsat en større coronatest af deres medarbejdere i hjemmeplejen og på plejehjemmene.

- Mandag og tirsdag i næste uge tester vi vores medarbejdere, fortæller Torben Laurén, vicedirektør i social-, sundhed- og arbejdsmarkedsområdet i Frederiksberg Kommune, til TV 2 Lorry.

Frederiksberg Kommune kom på sundhedsmyndighedernes observationsliste, efter at der var registreret mere end 20 smittede per 100.000 indbyggere på en uge. Derfor skal mellem 1200 og 1500 ansatte testes den kommende uge.

- Det er alle hjemmeplejeleverandører, kommunale og private, og medarbejdere på de 12 plejecentre, som skal testes, siger Torben Laurén.

Ikke alle bliver testet

Vicedirektøren kan ikke garantere, at alle medarbejdere bliver testet, da der i alt er 2000 ansatte indenfor hjemmeplejen og plejehjemmene. De manglende test skyldes for eksempel ferie eller sygdom. Her opfordrer Torben Laurén til, at medarbejderne selv lader sig teste.

Testene i Frederiksberg Kommune vil den kommende uge finde sted to steder – hjemmeplejen på Howitzvej og Frederiksberg Hospital.

Trods den omfattende test af medarbejdere er Frederiksberg Kommune ikke længere at finde i den røde kategori. Kommunen er nu kategoriseret med farven gul.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik