To dømt i våbensag i kølvandet på tredobbelt drab

To ud af 16 personer, der er fængslet i en sag om fire våben, har onsdag tilstået deres del af sagen.

To personer har onsdag eftermiddag erkendt at have spillet mindre roller i en våbensag, der begyndte kort efter et tredobbelt drab på Frederiksberg i november sidste år.

I alt 16 personer er blevet fængslet i sagen, der drejer sig om fire våben, som ifølge politiets teori muligvis skulle bruges til at hævne det tredobbelte drab.

Nu har to af de 16 altså tilstået deres roller i sagen. Ifølge anklager Jakob Buch-Jepsen er de to mænd på 23 og 28 ikke medlemmer af en bande.

Den 28-årige er blevet idømt et år og tre måneders fængsel for at have udlånt 15.000 kroner til en kammerat, som ville købe en pistol. Det er et af de fire våben, sagen drejer sig om. Dette skete sidst i november cirka 14 dage efter det tredobbelte drab.

 Den nu dømte mand har ikke selv set pistolen eller været i berøring med den.

Den 23-årige blev idømt et år og ti måneders fængsel.

Han har ifølge anklager Jakob Buch-Jepsen tilstået, at han 6. januar i Rødovre kortvarigt holdt en pistol. Det drejer sig om et andet af de fire våben. Den 23-årige holdt pistolen op i luften og affyrede et skud, hvorefter han gav den tilbage til sin kammerat.

Retssagen mod de øvrige tiltalte i sagen om de fire våben begynder i september.

Det tredobbelte drab i november har ført i alt tre sager med sig. Den ene er selve drabssagen. I den er seks personer sigtet. I en anden sag er to personer sigtet for at have videresolgt et af de våben, der blev brugt ved det tredobbelte drab.

Og den tredje sag handler om de fire våben, som politiet fandt frem til under efterforskningen af det tredobbelte drab.

Sagen om det tredobbelte drab tyder på at være udsprunget af et opgør mellem personer tilknyttet rocker- og bandemiljøet.

Fem af de personer, der er sigtet for drabene, har tilknytning til rockergruppen Bandidos.

Ofrene for det tredobbelte drab var Philip Rasmussen på 19 år, Suhaib Jaffar på 23 år samt Mike Vinther på 24 år. De tre var angiveligt banderelaterede.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik