Dokumentation: Boligfond beklager CPR-fejl

Brev på vej til lejere om fadæsen, der førte til udlevering af personlige oplysninger

Frederiksberg Boligfond "beklager". Og "Vi er kede af det".

I sagen om boligselskabet, der kom til at sende USB-nøgler med personfølsomme oplysninger om sine lejere til lejerne og deres naboer, har boligselskabet nu udsendt en officiel redegørelse, og de lover samtidig at give samtlige beboere en orientering om sagen per brev.

Sådan ser indledningen på redegørelsen fra Frederiksberg Boligfond ud.
Sådan ser indledningen på redegørelsen fra Frederiksberg Boligfond ud.

 

Frederiksberg Boligfond er ved at sælge tre ejendomme på Fredriksberg til den amerikanske ejendomsgigant Blackstone. Men inden salget kan gennemføres, så skal selskabets lejere have tilbud om at købe ejendommene selv, så de kan danne andelsboligforeninger. Derfor fik de på USB-sticks tilsendt flere hundrede siders materiale om bygninger og lejemål. Men materialet rummer også 40 filer med private oplysninger så som CPR-numre, vielsesattester, sygesikringsbeviser og så videre.

TV 2 Lorry har skrevet om sagen siden lørdag, da den blev kendt, og søndag aften kom så den officielle undskyldning fra Frederiksberg Boligfond i form af en pressemeddelelse.

  - Vi kan lige nu oplyse, at meget tyder på, at der er tale om en menneskelig fejl. I det
materiale, lejerne har modtaget, indgår der lejekontrakter. Vi har pligt til at
fremsende kontrakterne, så de kan indgå i lejernes arbejde med at stifte
andelsboligforeninger. Nogle af lejekontrakterne på USB-sticksne indeholder desværre bilag, der ikke skulle ud. Da lejekontrakterne blev scannet, kom bilagene med. Det måtte ikke ske. Bilagene
skulle have været frasorteret. Og det er i disse bilag, at man i nogle tilfælde kan finde
personfølsomme oplysninger.

Sådan forklarer bestyrelsesformand Flemming Brank den uheldige sag i den meddelelse, der udgik fra Frederiksberg Boligfond søndag aften.

Han oplyser videre, at beboerne i de tre ejendomme - Den Sønderjyske By, Svalegården og Peter Bangs Hus snarest får et brev med en redegøelse. Her vil lejerne også blive bedt om at levere de i alt 424 USB-sticks tilbage.

- Som det ser ud lige nu, er der i det meget omfattende datamateriale fundet fejl i ca.
40 filer i alt – her kan man finde personfølsomme oplysninger. Vi har den holdning, at
bare ét tilfælde er ét for meget, og derfor kan vi kun beklage over for de berørte
lejere, forklarer bestyrelsesformanden i meddelelsen.

Af meddelelsen fremgår det også, at de personfølsomme oplysninger, som er sluppet ud, alene er nået frem til andre mennesker, der bor i samme ejendom. Så selv om der er tale om tre ejendomme, så er det altså ikke alle lejere, der har adgang til samtlige private oplysninger, der er sendt ud.

Frederiksberg Boligfond har givet sine lejere 10 uger til at beslutte, om de vil købe de ejendomme, de bor i. TV 2 Lorry kunne søndag fortælle, at fonden arbejder på, om den frist kan skubbes, og det udsagn bekræftes i den meddelelse, fonden sendte ud søndag aften.

 

Sagen Kort

Den amerikanske ejendomsgigant Blackstone er på opkøb i Københavnsområdet.  Og deres strategi er, at de opkøber ejendomme, sætter lejlighederne i stand - for så at sælge videre til en langt højere pris. 

 

Som virksomhedens topchef Jon Gray siger i en video på Youtube:

- Buy it, fix it, sell it, (køb, renover, sælg red.) 

 

Blackstone er en af verdens største ejendomsinvestorer. I alt investerer kapitalfonden for 457 millarder dollars. Det er 3000 milliarder kroner. 

 

Den strategi har ført til bekymring blandt lejerne i de ejendomme, Blackstone er ved at købe. De frygter, at de kommer til at betale højere huslejer, og at der foretages unødvendige renoveringer af deres lejligheder.

 

TV 2 Lorry har igennem længere tid fortalt om de planlagte køb og om lejernes bekymring. Det har været svært at få Blackstone i tale. Koncernen kommunikerer udelukkende per mail og har her bedyret, at de ser sig som langsigtede ejere af de ejendomme, de køber.

 

- Vi kan forsikre alle vores lejere om, at vi er dybt engagerede i at være langsigtede og ansvarlige ejere af vores københavnske ejendomme nu og i de kommende år, hed det for eksempel i en mail, de sendte til os.

 

Blackstone har flere gange fået tilbud om at stille op til interview, men har høfligt og bestemt afvist.

 

Blandt ejendommene, Blackstone har kig på, er de tre ejendomme på Frederiksberg, og hvor beboerne altså har modtaget fortroligt materiale om andre beboere fra bygningernes nuværende ejer, Frederiksberg Boligfond.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik