Digteren Henrik Nordbrandt led af anoreksi: Det var et ubevidst ønske om at begå selvmord

Henrik Nordbrandt er født i marts 1945, men selvom det var i besættelsens sidste fase, så fik krigen på flere måder betydning for hans barndom. Blandt andet da han som 14 årig gik i biografen og så en film, der handlede om kz-fangerne.

- Så tænkte jeg, det her, det kan man ikke leve med. Man kan ikke være menneske, når mennesker har begået det her. Man kan kun dø, man kan ikke være menneske, og så udviklede jeg anoreksi. Det var ikke for at ligne en kz-fange, men det var ubevidst et ønske om at begå selvmord, fortæller Henrik Nordbrandt i et nyt interview, som kan ses øverst i artiklen.

Interviewet kommer vidt omkring. Henrik Nordbrandt fortæller om sit arbejde, sin store fascination af Tyrkiet, om sit forhold til spøgelser og ikke mindst om en hård og turbulent barndom. Men også om den hjælp han fik. For da anoreksien udviklede sig blev den 14 årige Henrik henvist til en dygtig psykiater. Og det blev hans redning.

- Han (psykiateren red.) sagde, ”De lider af anoreksi. De er ved at begå selvmord, og det vil jeg ikke blande mig i for det er en eksistentiel beslutning. Hvis de vil begå selvmord så helt i orden. Men med den tilstand, som de er i nu, der bliver jeg nødt til at blande mig i det”. Det var første gang, at der var en, der talte med mig som et voksent menneske, og det var godt, fortæller Henrik Nordbrandt

Mobning var hverdagskost

Også barndomsårene havde sat sine spor i unge Henrik Nordbrandt. 

Som helt lille fik han ikke meget nærhed med sine forældre.

- Min mor havde nogle mærkelige teorier, for hun havde læst nogle amerikanske bøger om børnepsykologi. Det var noget med, at man skulle ikke røre ved børn. Man skulle ved dem så lidt som muligt. Hvordan et intelligent menneske som hende kunne tro på sådan noget forbandet sludder det har jeg aldrig kunnet fatte. Det kunne hun heller ikke selv bagefter, da det gik op for hende, hvor dumt det egentlig var, fortæller Henrik Nordbrandt.

Også skoletiden blev pinefuld for digteren. 

- Fra jeg begyndte i skole, fra dag 1, blev jeg mobbet og banket og drillet, fortæller han.

Og dengang i 50’erne var var også tilgangen til mobning en lidt anden end i dag.

- Min far kunne ikke lide, at jeg ikke gjorde modstand, når nogle bankede mig, så en dag i København stod der en rod som var meget større end mig, der havde banket mig flere gange, og så sagde min far – nu går du ned og banker ham der. Og det gjorde jeg så. Jeg fik banket ham, men jeg blev også medtaget. Jeg skulle til lægen bagefter.

For at komme væk fra problemerne i København rykkede familien til Lillerød. Men det blev Henrik Nordbrandts skoleliv ikke lettere af. Allerede på første skoledag kom de to største i hakkeordenen hen til ham for at sætte ham på plads.

- Men det var mig, der satte dem på plads, for de skulle begge to til lægen. Og jeg blev sendt hjem, blev lagt i seng og skældt ud. Det var en alvorlig sag. Og det gjorde, at jeg så blev mobbet fremover. Indtil jeg var 12-14 år gammel blev jeg mobbet. Systematisk. Så det har i høj grad præget min barndom, fortæller digteren.

Født med granatchok

Besættelsen kom til at sætte sit præg helt fra begyndelsen. Henrik Nordbrandt er født 21. marts, bare to timer før den britiske Royal Air Force bombede Shell-huset i København.

- Om jeg kan huske bombningen ved jeg ikke. Men jeg har senere fået at vide af nogle psykologer, at jeg har fået et eller andet granatchok eller Posttraumatisk Stress Syndrom, som det hedder nu. Som barn når folk spurgte, hvorfor jeg var så nervøs, så sagde jeg altid, som en spøg, at jeg var født med granatchok. Det var en spøg, men det var nok rigtigt. Jeg var meget nervøs og reagerer meget stærkt på støj. Nytårsfyrværkeri er et helvede for mig, fortæller Henrik Nordbrandt.