Datter af dansk statsborger skulle udvises søndag - nu får hun lov at blive lidt endnu

Mishti Dixit skulle forlade landet senest den 6. februar. Men en afgørelse fra Udlændingenævnet i dag betyder, at gymnasieeleven kan blive i Danmark, indtil hendes sag er færdigbehandlet.

Mishti Dixit skal forlade Danmark senest på søndag, har en afgørelse fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration, SIRI, slået fast.

To dage efter hendes 20-års fødselsdag, og mindre end et halvt år før, hun kunne se frem til at blive student.

Det er en afgørelse, der er kommet bag på mange. 

Både i hendes omgangskreds i form af venner, familie og rektoren på Frederiksberg Gymnasium, der alle beskriver Mishti som en stærkt engagerede 3.g-elev, der er velintegreret, intelligent og så afgjort dansk.

Og bag på en stribe partier på Christiansborg både til venstre og højre for den politiske midte, der nu kræver, at udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) sporenstregs får fikset den brist i lovgivningen, der har sendt Mishti Dixits fremtid ud i det uvisse - og som ministeren selv har bebudet, at han ville ændre, men indtil videre udskudt i et år.

Ny udvikling giver håb

Men netop som Mishti Dixit og hendes familie skulle til at forberede afrejsen ved udgangen af denne uge, er der nu sket en udvikling i den triste sag, der giver håb for den unge gymnasieelev og hendes familie.

- Jeg fik et opkald fra min mor og gik ud af klassen for at tage telefonen. Og det var jo helt vildt. Jeg kunne høre, min mor var ved at græde af glæde, siger Mishti Dixit i pausen mellem to undervisningstimer til TV 2 Lorry.

Gennem sin ansøgning om opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen har hun med hjælp fra sin advokat Cristina Poblador fået bevilget et såkaldt processuelt ophold. 

Det betyder, at hun må blive i Danmark, mens hendes sag behandles, hvilket ifølge Cristina Poblador forventeligt tager cirka syv måneder.

Hvordan Mishti Dixit kom til at stå til at skulle forlade landet?

Den nu 19-årige elev i 3.g på Frederiksberg Gymnasium har boet i Danmark siden 2015, hvor hun fik opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem til sin mor, der dengang havde en permanent opholdstilladelse.


Mishti Dixits mor har boet og arbejdet i Danmark siden 2008, og da Mishti Dixit var 16 år søgte hendes mor om statsborgerskab.


Statsborgerskabet blev bevilget, men først efter der var gået to år, og Mishti Dixit i mellemtiden var fyldt 18 år. Det fik den utilsigtede konsekvens, at Mishti Dixit blev bedt om at forlade landet i starten af dette år.


Forklaringen er, at da Mishti Dixits mor fik tildelt sit statsborgerskab, så har Mishti Dixit selv ikke længere status af medfølgende familiemedlem til en person der er i landet på en erhvervsordning. Derfor er grundlaget for den hidtidige opholdstilladelse forsvundet.


Men fordi hun nu er myndig, så er hun altså heller ikke omfattet af den regel, der tildeler mindreårige statsborgerskab automatisk, hvis deres forældre får det.

- Det var den rette afgørelse, siger Cristina Poblador til TV 2 Lorry.

Hun vil overfor TV 2 Lorry ikke gisne om, hvorvidt det her siger noget om Mishti Dixits fremtidige udsigter til opholdstilladelse. 

Men advokaten vil dog gerne fremhæve et positivt aspekt, der følger af afgørelsen:

- Hvis de med det samme kunne se, at der ikke var nogen chancer for en opholdstilladelse, så havde de heller ikke givet processuelt ophold.

Den bedste fødselsdagsgave

For Mishti Dixit, der fylder 20 år på fredag, var det ifølge hende selv den bedste fødselsdagsgave hun kunne få.

Men det kommer ikke til at vende op og ned på hendes tilværelse, da der stadig ligger nogle juridiske kampe og venter.

- Jeg vil kunne fejre min fødselsdag på en ordentlig måde, og det har jeg tænkt mig at gøre. Men ellers vil jeg tage det stille og roligt og bare prøve at leve mit liv, som jeg plejer, siger hun til TV 2 Lorry.

Ifølge advokat Cristina Poblador løber Mishti Dixits muligheder for at blive i Danmark nu i to spor:

- Enten bliver det, at Udlændingestyrelsen skal give hende en opholdstilladelse på baggrund af ansøgningen, eller at Udlændingenævnet skal omgøre SIRI's afgørelse om inddragelse af hendes opholdstilladelse. Det hele står og falder med hendes tilknytning til Danmark, og hvor velintegreret hun er, siger hun.

Minister kalder egen udlændingepolitik skør

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) erkender over for TV 2 Lorry, at Mishti Dixits sag med ministeren egne ord er "absurd".

I næste måned fremsætter ministeren et lovforslag, der - ifølge ministeren - skal gøre op med det utilsigtede hul i lovgivningen.

- Det er en absurd situation. Jeg er utrolig trist over, at der her er en velintegreret medborger, der er kommet i klemme i udlændingeloven i en af de skøre regler, der er. Det er derfor, den skal ændres, siger Mathias Tesfaye til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Vi har behov for ro om udlændingeloven. Jeg har sagt det mange gange: Vi er tilhængere af en stram udlændingepolitik, men den skal ikke være skør. Og denne her sag viser jo, at nogle gange er den skør, siger ministeren.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik