Der findes kun otte statuer af navngivne kvinder i Danmark. Men nu er der en niende på vej.
Den kendte, afdøde skuespillerinde og teaterchef Betty Nansen bliver nemlig føjet til den overskuelige række af gengivne danske kvinder, når en bronzeskulptur i et nyt byrum på Frederiksberg sidder klar fra næste år.
Det er Frederiksberg Forenede Boligselskaber (FFB), som i tæt samarbejde med Frederiksberg Kommune står bag det nye byrum for enden af Betty Nansens Allé, hvor bronzeskulpturen af hovedpersonen selv får hjemme og indvies for offentligheden i maj 2022.
- Betty Nansen var i mere end to årtier teaterdirektør på Frederiksberg, og jeg håber, at det nye byrum og bronzeskulpturen kan være med til varigt at forankre Betty Nansen som en vigtig dansker i vores hukommelse. Vi skal kunne hylde vores helte – kvinder som mænd – for de har alle haft betydning for den danmarkshistorie, der er gået forud for os selv, siger Laurits Roikum, der er formand for FFB, i en pressemeddelelse udsendt af boligselskabet.
Mere end en teaterdirektør
Det er billedhugger og scenograf Malene Bjelke, der skal udforme skulpturen, som Frederiksberg Fonden har ydet støttet til.
- Jeg har valgt at portrættere Betty Nansen i slutningen af hendes liv, hvor hun havde opnået det, vi kender hende for i dag. Her ses hun som en person, der hviler i sig selv - ikke i en karakter som spiller, men i rollen som instruktør/teaterleder og privatperson, siger hun i pressemeddelelsen.
Artiklen fortsætter under billederne.
Har valgt ikke at gå den klassiske vej
Selve placeringen af statuen bliver lidt anderledes, end hvad man er vant til at se.
- Betty Nansens Plads er jo et område med fokus på ophold og fritidsaktiviteter - som opfordrer til 'afslappet' samvær. For at imødekomme pladsens ånd, har jeg valgt ikke at gå den klassiske vej og sætte figuren på en piedestal, men i stedet forsøgt at integrere skulpturen direkte i gadeniveau, siger Malene Bjelke og henviser til, at skulpturen kommer til at sidde på en mur.
Artiklen fortsætter under billederne.
Teater hilser skulptur velkommen
På Betty Nansen Teatret på Frederiksberg hilser man den kommende skulptur velkommen.
Betty Nansen var nemlig mere end skuespiller og teaterdirektør, fortæller Eva Præstiin, der er teaterdirektør og producent på Betty Nansen Teatret.
- Som i sin samtid går Betty Nansen også i vores tid foran og får nu en velfortjent plads i det offentlige rum. Betty Nansen var foruden en forrygende kunstner og frygtløs teaterdirektør også en foregangskvinde, der med sit liv beviste, at man ikke bør lade sig begrænse af traditioner og roller, men kan opfinde sine egne, siger Eva Præstiin i pressemeddelelsen.
Tilbage i sommeren 2018 blev en statue af en anden kendt dansk skuespiller ligeledes indviet på Frederiksberg. Se hvilken skuespiller, der var tale om, i indslaget nedenfor.