Christina indsamler cykler og gør dem køreklar til flygtninge

Røde Kors i Center Sandholm oplyser, at man gerne modtager donationer på cykler og cykelhjelme, der er klar til brug.

Hvad gør man, når det brænder i Kabul, og man selv sidder på Frederiksberg og bare gerne vil hjælpe?

Det var nogenlunde det spørgsmål, som Christina Sylvest-Noer stillede til sig selv, da hun for godt to uger siden begyndte at se de tragiske scener udspille sig i Afghanistan.

quote Jeg har læst og set billeder af situationen i Afghanistan og blev ramt af en magtesløs, fordi det var grusomt at se de her mennesker miste deres eksistensgrundlag.

Christina Sylvest-Noer

Derfor tog hun kontakt til Røde Kors i Center Sandholm for at høre, hvordan hun kunne hjælpe bedst muligt.

- Jeg har læst og set billeder af situationen i Afghanistan og blev ramt af en magtesløshed, fordi det var grusomt at se de her mennesker miste deres eksistensgrundlag. Så jeg spurgte mig selv: 'Hvad kan jeg stille op som almen borger?', fortæller Christina Sylvest-Noer til TV 2 Lorry.

Svaret og løsningen skulle findes i cykler.

- I mandags (i sidste uge, red.) fik jeg grønt lys fra Røde Kors til, at det specifikt var cykler, de manglede, og så tænkte jeg 'hvis det er det, I skal bruge, så er det det, I får', uddyber hun.

Stor lokal opbakning

Derfor satte hun sig ned og formulerede blandt andet et Facebook-opslag, som hun delte i lokale Facebook-grupper. Her efterlyste hun cykler, som hun kunne gøre rene og køreklare til asylcenteret i Birkerød, hvor mange afghanske evakuerede er ankommet til.

Og det har virket.

Det er lykkedes Christina Sylvest-Noer at indsamle lidt over 30 cykler.
Det er lykkedes Christina Sylvest-Noer at indsamle lidt over 30 cykler.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol

Siden mandag i sidste uge er det med hjælp fra lokale borgere og cykelhandlere på Frederiksberg lykkedes Christina Sylvest-Noer at samle lidt over 30 cykler, hjelme og låse ind, som hun kan donere videre til centeret.

- Cyklerne kommer i meget forskellig stand. Der er nogle, hvor man godt kan se, at de har mange kilometer på bagen, og så er der andre, hvor man overvejer, om de overhovedet er blevet brugt.

- Der er børnecykler, der er gået i arv, hvor der ikke er børn, der kan bruge dem mere, og så er der andre, der har fortalt, at de har skiftet rugbrødsmotoren ud med en i el, og så skal de ikke bruge den (cyklen, red.) længere.

Nu håber hun, at de rene cykler vil skabe glæde hos de afghanske borgere, der er blevet evakueret til Center Sandholm.

- Det er en lille håndsrækning, men lidt gør også en forskel. Så nu håber jeg, at de bliver glade, og at de få nogle gode oplevelser, siger Christina Sylvest-Noer.

Christina Sylvest-Noer har vasket cyklerne.
Christina Sylvest-Noer har vasket cyklerne.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol

Hun oplyser til TV 2 Lorry, at hun har været i kontakt med politiet for at finde ud af, hvad og hvordan hun har skulle handle i forbindelse med overdragelsen af cyklerne.

Måtte takke nej til donationer

I sidste uge  kunne TV 2 Lorry fortælle, at det allerede væltede ind med donationer til de evakuerede på Center Sandholm.

Og selvom donationerne var kærkomne, så fik den overvældende interesse for at donere ting og sager til afghanerne Røde Kors til at takke nej til endnu flere.

- Lige nu har vi nok til en lang periode, og der er jo intet ræsonnement i, at man får alt for meget mere, end man kan bruge. Så er det bedre, at det går til andre ting. Det bedste billede, jeg kan give dig, er, at der står fire fyldte skibscontainere, som vi har måtte hyre ind i weekenden til alle donationerne. Røde Kors’ frivillige er i fuld gang med at sortere og uddele, sagde Kasper Koch, der er strategi- og udviklingschef hos Røde Kors Asyl, til TV 2 Lorry.

- Lige nu skal vi bare lige holde fokus på den vigtigste opgave, som er at sikre en god og tryg modtagelse af afghanerne.

Donationerne bliver sorteret af frivillige og givet til beboerne. Hvis der er overskydende tøj, går det videre til Røde Kors’ genbrugsbutikker, hvorfra overskuddet benyttes til Røde Kors’ hjælpearbejde ude i verden.

Mange af cyklerne er børnecykler, der er gået i arv, hvor der ikke er børn, der kan bruge dem mere.
Mange af cyklerne er børnecykler, der er gået i arv, hvor der ikke er børn, der kan bruge dem mere.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol

Røde Kors i Center Sandholm oplyser til TV 2 Lorry, at man gerne modtager donationer på cykler og cykelhjelme, der er klar til brug. Særligt cykler til de mindre børn som løbecykler og trehjulede er i højkurs.

Dog kan man med fordel kontakte Røde Kors og undersøge, hvad der er mangel på.

Har det efter omstændighederne godt

Afghanerne, der nu skal bo på Center Sandholm, er i al hast blevet evakueret fra Afghanistan, efter at den militante islamistiske bevægelse Taliban har erobret landet.

Ifølge Kasper Koch har de evakuerede afghanere det efter omstændighederne godt.

- De er ved at få ro på igen. Da de ankom, så vi jo folk, som nærmest ikke havde sovet, siden de tog ud i lufthavnen i Kabul. Det er lige nu et positivt billede - vel vidende, at noget af det chok, de har været igennem, kan vise sig hen ad vejen, sagde han mandag og fortsatte:

- Alle har fået et værelse og fundet sig til rette. Vi har børn, der har fået cykler, så nu cykler de rundt i hele centret, og det er dejligt at se. De voksne nyder det gode vejr, og alle får tøj og hygiejnepakker.

Røde Kors meddeler, at de vil skrive det på deres hjemmeside, hvis der opstår et behov for flere donationer til de evakuerede afghanere.

I sidste uge fortalte TV 2 Lorry, at en rundspørge viser, at en stribe af kommuner i Lorrys sendeområde er klar til at huse afghanske flygtninge, hvis det bliver relevant. Se eller gense indslaget nedenfor.

Hørsholms borgmester Morten Slotved (C) er klar til at modtage de afghanske flygtninge, som er kommet til Danmark efter Taliban har overtaget Kabul.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik