Boligselskab stopper renovering af lejligheder efter kritik fra beboere

Boligselskabet FFB stopper straks med at renovere inde i lejlighederne i afdelingen Søndermarken på Frederiksberg. Stoppet kommer efter krav fra beboerne.

Boligselskabet FFB har stoppet renoveringen inde i boligerne i afdelingen Søndermarken på Frederiksberg på grund af coronakrisen. Foto: privat billede

Boligselskabet FFB kommer beboerne i afdelilngen Søndermarken på Frederiksberg i møde. Alt arbejde inde i lejlighederne stoppes med umiddelbar virkning, i første omgang indtil på fredag. Det fremgår af et brev, der er omdelt til beboerne. Der står blandt andet:

Her er det nye brev, beboerne i Søndermarken har modtaget. Foto: Fra Søndermarkens hjemmeside

”På grund af coronasituationen er der netop indgået en aftale med E&P (red. entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen) om midlertidig standsning af arbejdet inde i boligerne i Søndermarken. Dette gælder foreløbigt frem til og med den 27. marts. I løbet af den kommende uge vil vi meget gerne i dialog med Søndermarkens beboere om, hvordan situationen håndteres bedst muligt”

Det var i dag ikke muligt, at få en uddybende kommentar fra FFB. Boligsselskabet siger til TV 2 Lorry, at det først vil tale med beboernes repræsentanter.

Formanden for den beboervalgte beboerbestyrelse, Flemming Nielsen, er tilfreds med boligselskabets nye udmelding:

- Vi hilser stoppet velkomment. Det vil helt sikkert øge trygheden blandt beboerne. Den måde, epidemien udvikler sig på, betyder, at mange af beboerne ikke ønsker, at der skal komme håndværkere ind i deres lejlighed, siger Flemming Nielsen.

FFB vil nu i dialog med beboerne, om hvordan renoveringen kan fortsætte.

I sidste uge var beskeden ellers en anden. TV 2 Lorry kunne fortælle, at FFB afviste at imødekomme et krav fra beboerne om at lukke arbejdet i lejlighederne ned i to uger. I stedet ville man genhuse utrygge beboere på hotel. I tirsdags udsendte FFB en pressemeddelelse, hvor der blandt andet stod: 

”Indtil videre vælger vi at fortsætte renoveringen så meget, som det kan lade sig gøre. Det gør vi samtidig med, at vi træffer de fornødne forholdsregler"

Formanden for den beboervalgte afdelingsbestyrelse glæder sig over, FFB lukker arbejdet i lejlighederne ned. Foto: Privat foto

Beboernes formand, Flemming Nielsen, er glad for, at boligselskabet nu følger beboernes krav om at lukke byggeriet inde i lejlighederne ned. 

- Vi ser med tilfredshed på, at der nu bliver lyttet, og vi glæder os til fortsat at være i dialog med boligselskabet om, hvordan vi kan løse den her situation på den bedst mulige måde, siger Flemming Nielsen.

Sikkerheden kommer først

Dengang coronakrisen startede, sendte FFB et brev ud til beboerne, hvor der blandt andet stod, at renoveringen skulle fortsætte, fordi det ville blive for dyrt at udskyde den. Der stod også, at beboerne helst skulle forlade deres bolig, mens der blev arbejdet i den. Utrygge beboere fik dog mulighed for at sige nej til at lukke håndværkerne ind. 

Læs også Trods corona: Boligselskab afviser at stoppe renovering i folks hjem

Det var det brev, der fik den beboervalgte afdelingsbestyrelse til at kræve, at der blev lukket helt ned for renoveringen inde i folks lejligheder - i første omgang i to uger.

I det nye brev gør FFB et nummer ud af at fortælle beboerne, at sikkerheden har den højeste prioritet. Boligselskabet skriver:

”Der skal findes en god løsning for Søndermarkens beboere – og vigtigst er naturligvis sikkerheden for beboere og håndværkere.”

Beboernes formand, Flemming Nielsen, glæder sig over, at boligselskabet tydeligt markerer, hvordan de prioriterer under krisen.

- Jeg synes, at det lader til, at de tager det alvorligt, når de siger, at sikkerheden for beboerne og håndværkerne er det vigtigste. Det er en fin markering. Der har været behov for en tænkepause, så vi kunne finde ud af, hvordan den her situation kunne håndteres bedst muligt. Nu begynder det at ligne noget, siger Flemming Nielsen.

Læs også Nu indføres mere offensiv teststrategi for coronavirus

Boligselskabet og beboerne skal mødes elektronisk senere på ugen. Foto: Ifølge brevet til beboerne, er det bedst, hvis de bliver væk, når håndværkerne arbejder.

Parterne mødes

Beboerrepræsentanterne og boligselskabets ledelse skal senere på ugen holde et elektronisk møde. De skal sammen forsøge at finde en løsning på, hvordan den vanskelige situation med et stort byggeprojekt og en coronakrise kan løses på den ”mindst ringe” måde.

Flemming Nielsen forventer, at et af de emner, der skal drøftes, er, om stoppet for renovering inde i lejlighederne skal forlænges.

- Det vigtigste er, at vi passer på beboerne i ejendommen og håndværkerne på byggepladsen. Vores udgangspunkt er, at der skal være maksimal sikkerhed, og at vi selvfølgelig skal overholde myndighedernes retningslinjer. Vi ser frem til at mødes med boligselskabet, siger Flemming Nielsen.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik