Børn overfuses og chikaneres: Nu skal smutvej gennem skolegård skjules

En af de mindste skolegårde på Frederiksberg er også en af de mest befærdede. Det fører til konfrontationer - og nu forsøger kommunen at lindre problemet.

For hvert minut der går i timerne 07 til 17 på Skolen på Nyelandsvej, går mere end én person gennem skolegården.

Men snart begrænses trafikken formentlig betragteligt.

Det står klart, efter eleverne fra Det lille elevråd med formand Molly Kørner Toldam og næstformand Selma Büsing Wendel i spidsen har haft held til at råbe politikerne i Frederiksberg Kommune op om problemet med de mange krydsende personer i skolegården og de problemer, som følger med.

Således viste en optælling, som politikerne fik tilsendt i et åbent brev i slutningen af sidste år, at 1.038 personer gik, kørte eller løb gennem skolegården på den ganske velbesøgte sti i tidsrummet 07 til 17.

Populær smutvej

Stien strækker sig langs Skolen på Nyelandsvejs skolegård og fungerer som en smutvej mellem Nyelandsvej og Frederiksbergcentret.

- I stedet for at gå rundt om Nyelandsvej, så skråer man lige i gennem. Så man sparer jo nogle minutter, hvis man skal nå et tog, som jeg skal lige om lidt, har Michael Hasselflug, der ofte bruger stien, tidligere forklaret for TV 2 Lorry.

Tidligere har skolegård og sti været adskilt af et plankeværk, men for en håndfuld år siden blev plankeværket fjernet i et forsøg på at give eleverne mere plads at boltre sig på, da Skolen på Nyelandsvej i forvejen har én af Frederiksbergs mindste skolegårde.

Stien går fra Nyelandsvej til Frederiksbergcentret
Stien går fra Nyelandsvej til Frederiksbergcentret
Foto: Amanda Sofie Bjerregaard / TV 2 Lorry

Rygere, hunde uden snor, cykler og knallerter

Men de gode intentioner havde en kedelig bivirkning, for stien bliver benyttet lige så meget som før – og nu fører det i stedet til konfrontationer mellem de små elever og borgere, der ryger, går med hunde uden snor eller sågar kører på knallert gennem stien, forklarer skoleleder Maike Raahauge.

- Vi har nogle gange nogen, som ikke opfører sig ordentligt over for børnene, og det er enormt ærgerligt, siger hun til TV 2 Lorry.

- Ja, og lige nu, mens vi snakker, kører der to cykler gennem skolegården, tilføjer hun med et let suk.

- Så vi håber simpelthen på at få mindre trafik gennem skolegården og respekt for børnene, og forståelse for, at det er en skolegård.

Og håbet kan snart blive til virkelighed – i hvert fald i nogen udstrækning.

Låger skal lede færre gennem stisystemet

Et enigt undervisningsudvalg på Frederiksberg har nemlig besluttet, at der skal opsættes låger i begge ender af gangstien, som går gennem skolegården.

Håbet er, at lågerne vil få færre til at benytte smutvejen og dermed give skolebørnene fred i frikvartererne.

- Ved at sætte låger op, håber vi, det bliver tydeligt, at man nu går gennem en sti, som er et shared space med en skolegård. At man gør det tydeligt, at man går et sted hen, hvor der er børn, som går i skole og har ret til at være lige netop dér, siger Ruben Kidde (RV), som er formand for undervisningsudvalget i Frederiksberg Kommune.

- Hensigten er at imødekomme elevernes ønske om at bruge mere plads og håndhæve, at det er en skolegård, selvom der har været en sti der i 30 år, tilføjer han.

Ifølge Ruben Kidde håber udvalget, at eleverne oplever mere tryghed i skolegården, når lågerne er sat op.

TV 2 Lorry har tidligere beskrevet, hvordan børnene på Skolen på Nyelandsvej kan opleve frikvartererne i skolegården.

- Så råber de: 'Ryk jer. Vi skal forbi.' Især i corona-tid så råber de ’hold afstand!’ Og når de ryger, så får man alt det der røg i hovedet. Det er bare ikke nogen særlig god oplevelse, fortalte skoleeleven Selma Büsing Wendel til TV 2 Lorry i december sidste år.

Ifølge skolelederen Maike Raahauge er der altså også mange cyklister og sågar folk på knallerter, som benytter smutvejen til Frederiksberg Centret.

Molly K. Toldam (tv.), Selma B. Wendel (th.), Det lille elevråd
Molly K. Toldam (tv.), Selma B. Wendel (th.), Det lille elevråd
Foto: Kristian Koed Hansen - TV 2 Lorry

Elever og skole havde håbet på mere

Derfor havde elever og skolens ledelse også håbet på, at politikerne på rådhuset var klar til at gå endnu længere for at gøre børnenes oplevelse af skolegården bedre.

- Som situationen er nu, så er alt bedre. Men det er ingen hemmelighed, at vores elever har håbet på, at de kunne få skolegården fra 7-17. Uden hunde, rygere og folk, der går igennem. Så det er ikke helt så godt (med lågerne, red.), men det er bedre end ingenting.

- Det er også svært, at vi ikke kan smide folk ud, hvis de opfører sig uhensigtsmæssigt.

- Min drøm er, at vi kan bruge stien til at have det som gård. At man kan lave nogle ting, om åbner op for andre typer lege. Lige nu bruger vi det ikke, fordi der skal kunne gå folk der, siger skolelederen og tilføjer:

- Vi er rigtig glade for, at der er kommet fokus på det – men jeg håber, at det er en overgangsløsning.

Og det er da heller ikke helt utænkeligt, lyder det fra Ruben Kidde.

- Det er klart, at vi som kommunalbestyrelse her har måtte tage en beslutning, om både skulle tage højde for pladsen til eleverne, men også for andre, som benytter stien. Der er også forskellige andre, som går der med legitime formål ad stien – for eksempel gangbesværede. Forskellen er, at det med lågerne blev med det klare formål, at det er børnenes rum.

- Som ny undervisningsformand på Frederiksberg er det vigtigt for mig at sætte børnene først. Og vi kommer også til at følge effekten af det her, siger undervisningsformanden.

Ruben Kidde (RV) er formand for Frederiksberg Kommunes undervisningsudvalg
Ruben Kidde (RV) er formand for Frederiksberg Kommunes undervisningsudvalg
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Dermed udelukker han heller ikke, at politikerne må tage mere drastiske midler i brug, såfremt lågerne ikke har noget effekt.

- Det er noget, som vil koste på økonomien og vil være en meget længere politisk proces, hvis stien skal sløjfes.

- Men hvis det viser sig ikke at virke, må vi se på sagen igen. For mig er det vigtigste, at børnene kan udfolde sig i skolegården, siger Ruben Kidde.

De to låger er blevet opsat i denne uge, og effekten skal evalueres om seks måneder.

Se TV 2 Lorrys tidligere indslag om sagen herunder - artiklen fortsætter under videoen

Skolegården fungerer som en smutvej for et hav af frederiksbergborgere så nu griber eleverne til handling.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik