Bitten efter dom: ”Det var bedre, hvis de satte mig i fængsel – jeg kæmper videre”

Onsdag modtog bisidderen Bitten Vivi Jensen, der var anklaget for brud på tavshedspligten af Frederiksberg Kommune, dom i byretten. Men den giver hun ikke meget for.

Før første retsmøde i sagen om Frederiksberg Kommune mod Bitten Vivi Jensen over hundrede troppet op for at vise deres støtte til bisidderen. Foto: Henry Michaelsen / TV 2 Lorry

- Man fokuserer mest på mit brud på tavshedspligt, og man nærmest ignorerede min pligt til oplysningspligt. Lige meget hvad, så kan sådan en sag ikke vindes.

Ordene kommer fra Bitten Vivi Jensen dagen efter, hun ved Retten på Frederiksberg modtog en dom for at lække oplysninger fra kommunalt regi om 90 personsager, der alle, ifølge hende, vidnede om ulovlig sagsbehandling og et kommunalt system, der bevidst modarbejder syge borgere.

Det mest sørgelige er, at det går ud over de mennesker, som har brug for hjælp

Bitten Vivi Jensen, bisidder

Bitten Vivi Jensen har kort fortalt gennem sin ansættelse i rehabiliteringsteamet i Frederiksberg Kommune taget kopier af 90 jobcentersager for at bevise, at Frederiksberg Kommune bryder reglerne for tildeling af ydelser.

Frederiksberg Kommune mener modsat, at hun har brudt sin tavshedspligt, og derfor politianmeldte de hende i 2017.

Onsdag modtog Bitten Vivi Jensen en straf på ti dagbøder á 500 kroner for at bryde sin tavshedspligt.

- Jeg må indrømme, at min tillid til retssystemet er på et meget lille sted. Og det mest sørgelige er, at det går ud over de mennesker, som har brug for hjælp, siger hun til TV 2 Lorry.

Læs også Whistleblower: De mener, at jeg faker min sygdom

Før første retsmøde i sagen om Frederiksberg Kommune mod Bitten Vivi Jensen over hundrede troppet op for at vise deres støtte til bisidderen. Foto: Henry Michaelsen / TV 2 Lorry

Autodidakt bisidder hjælper borgere på stribe

TV 2 Lorry har tidligere fortalt om Bitten Vivi Jensens arbejde som bisidder.

Blandt andet gennem historien om Vladimira Kristensen, en dødssyg cancerpatient, der blev nægtet førtidspension af Københavns Kommune, selvom hun led af lungekræft, en svær leddegigt og en kronisk tarmsygdom.

Først efter 20 år – og efter Bitten Vivi Jensen gik ind i sagen som bisidder – blev hun tildelt førtidspensionen.

Og det samme gjorde andre borgere, som Bitten Vivi Jensen var bisidder for – som for eksempel Jan Larsen, som kun havde 20 procent af sin lungekapacitet tilbage, men alligevel blev arbejdsprøvet gang på gang og historien om Kim Madsen, der blev tilbudt en lægekonsultation på jobcentret.

Læs også Lider af alvorlige sygdomme: Kommune nægter hende førtidspension

Straf sætter stopper for anke til landsret

Bitten Vivi Jensen er langt fra overrasket over, at hun er blevet dømt. Men hun er skuffet på samfundets vegne og mener, at bødestraffen i sagen er præcis lige så ”vanvittig” som dommen i sig selv.

- Jeg havde forventet, at jeg ville blive dømt. Dommeren kan ikke gå imod systemet.

- Men jeg ville ønske, jeg havde fået en fængselsstraf. Så kunne jeg anke, og så kunne jeg betragte mig selv som politisk fange, siger Bitten Vivi Jensen.

Læs også Ulovligt: Ledige blev undersøgt af læge i jobcenter

Hun henviser til, at bødestraffen på i alt 5.000 kroner er for lav til, at dommen kan ankes til landsretten efter reglerne blev ændret i midten af 2018.

Her vedtog Folketinget en ændring af retsplejelovens paragraf 902, stk. 2, nr. 2, som satte beløbsgrænsen for, hvornår tiltalte kan anke til landsretten op fra 3.000 kroner til 6.000 kroner.

Bitten Vivi Jensens advokat undersøger dog nu, om det er muligt at anke dommen alligevel efter retsplejelovens paragraf 903, stk. 1, der gælder sager, som ”er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler for det.”

Ellers vil advokaten og Bitten Vivi Jensen forsøge at anke sagen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Før første retsmøde i sagen om Frederiksberg Kommune mod Bitten Vivi Jensen over hundrede troppet op for at vise deres støtte til bisidderen. Foto: Henry Michaelsen / TV 2 Lorry

Mangel på forvaltningsdomstol

Ifølge den efterhånden berømte bisidder, der ved Retten på Frederiksberg var flankeret af flere hundrede mennesker fra de sociale folkebevægelser Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne, mangler det danske retssystem en uvildig domstol, som kan dømme forvaltninger og kommuner.

Læs også På trods af lægens anbefalinger: Jane blev straffet for ikke at møde op på jobcenter

Ellers har de sager, som kommuner og ankestyrelsen taber mod borgerne, ingen langvarig effekt, forklarer hun.

- Vi har et system, der slutter om sig selv og ikke er med borgeren. Det er mod borgeren, og borgeren er prisgivet. Mennesker, der ikke engang kan finde rådighed til at passe på sig selv, skal stå skoleret til arbejdsmarkedet.

- Jeg synes ikke, vi kan være bekendt at have sådan et samfund, siger Bitten Vivi Jensen.

Samtidig understreger hun, at dommen ikke vil påvirke hendes fremadrettede arbejde.

- Jeg fortsætter støt og roligt mit arbejde, og det vigtigste for mig er at hjælpe det enkelte menneske.

Læs også Aktindsigt afslører: Kommune kendte til ulovlig lægeklinik på jobcenter

Fortryder ingenting

Fortryder du, at du gik så langt for at tale denne sag?

- Nej – jeg havde gået endnu længere, hvis jeg kunne. Jeg har haft det her helt tæt inde på livet. Og jeg sætter nærmest mit liv på spil for det her. Når jeg starter på noget, så gennemfører jeg det.

- Det handler om menneskerettigheder og ordentlighed. Jeg har intet fortrudt, og det er min pligt, det jeg gør.

Så dommen betyder ingenting?

- Juraen må passe sig selv – jeg er bedøvende ligeglad med, at det står på mit generalieblad.

- Men man kan sige, at i og med jeg taber, så taber alle, som jeg forsøger at hjælpe. I det hele taget vidner det om et råddent velfærdssystem. Jeg mener, at vi har råd til at betale hinanden ordentligt – det er meget dyrere at modarbejde, siger Bitten Vivi Jensen.

TV 2 Lorry var med, da Bitten Vivi Jensens sag kom for retten - se det og portrættet af bisidderen herunder.

02:42

Bitten Vivi Jensen har hjulpet folk i kampen mod det sociale system. Nu er hun tiltalt for at overtræde sin tavshedspligt som kommunalt ansat.

Luk video

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik