Beboere i krig med boligselskab: "Det er valget mellem pest eller kolera"

Konflikten omkring skandalerenoveringen í Boligselskabet Søndermarken på Frederiksberg spidser til. Beboerne kræver nu, at KAB aflyser det ekstraordinære beboermøde boligselskabet har indkaldt til på mandag.

Beboerne i det almene boligbyggeri Søndermarken på Frederiksberg har de seneste dage indsamlet underskrifter.

De kræver, at det beboermøde boligselskabet KAB har indkaldt til på mandag, bliver aflyst.

quote Hvis de vælger ikke at lytte til os og alligevel gennemføre mødet, så vil vi møde talstærkt op og simpelthen kræve at de stopper mødet

Tina Schjerling, Beboer, Søndermarken

De vil ikke – som KAB kræver - stemme om en genhusningsplan, der giver store huslejestigninger.

- Den afstemning er meget unfair. Det er pest eller kolera for os, siger en af Søndermarkens beboere, Arthur Köstler, til TV 2 Lorry.

Og en anden beboer, Tina Schjerling, mener, at KABs afstemning er dybt urimelig.

- At boligselskabet sender afstemningen over til os beboere er simpelthen grov manipulation og ansvarsforflygtigelse, siger Tina Schjerling.

Fanget i en umulig situation
På beboermødet på mandag skal beboerne stemme ja eller nej til boligselskabets genhusningsplan.

Og det sætter beboerne i lidt af et dilemma. For på den ene side vil de gerne genhuses under den omfattende renovering. På den anden side skal den genhusningsplan, boligselskabet KAB har præsenteret beboerne for, finansieres af store huslejestigninger, som beboerne selv skal betale for. Ifølge beregninger fra KAB kan huslejen stige med næsten 20% over de næste ti år. 

TV 2 Lorry har tidligere fortalt, at Frederiksberg Kommune har stoppet renoveringen af Søndermarken, efter fund af sundhedsfarlige stoffer i flere lejligheder. 

Beboerne synes, at det er urimeligt, at de skal hænge på regningen for en renovering, der er kørt af sporet.

- Det er boligselskaberne KAB og FFB, som er bygherre på renoveringsprojektet. Det er dem som ikke har styret byggeprojektet godt nok. Så det er deres ansvar, siger Tina Schjerling.

Renoveringen kan først komme i gang igen, når KAB kan præsentere en plan, der sikrer beboernes helbred. Man har nemlig fundet farlige stoffer som zink, bly og asbest i stikprøver.

Regningen ender altid hos beboerne
Ifølge KABs genhusningsplan får beboere huslejestigninger på op til lige under 20 procent over ti år.

Ifølge KAB er det loven, der gør, at ekstraregningen for renoveringen kun kan sendes til beboerne.

Efter påbud fra Frederiksberg Komune er boligselskabet KAB gået i gang med at omtænke stort renoveringsprojekt

Men det afviser beboerne.

- Det er ikke vores ansvar. Og derfor kan det ikke være rigtigt, at den regning skal pålægges os beboere. Det er simpelthen ikke fair, siger Tina Schjerling.

Indtil nu har beboernes aktionsgruppe ringet på hos 141 lejemål. De fortæller, at kun 13 har afvist at skrive under på kravet om at mødet bliver droppet.

Hvis boligselskabet alligevel vælger at gennemføre beboermødet og afstemningen på mandag, vil mødet ikke forløbe stille og roligt, lyder det. 

- Hvis de vælger ikke at lytte til os og alligevel gennemføre mødet, så vil vi møde talstærkt op og simpelthen kræve at de stopper mødet, siger Tina Schjerling.

Ingen kommentar fra boligselskab
Det almene boligselskab KAB, som administerer boligerne i Søndermarken og er ansvarlig for renoveringsprojektet, ønsker ikke at kommentere på beboernes ønske om at få mandagens møde aflyst.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik