Alle beboere er tilbage i lejligheder efter gigantvandskade i højhus

Oprydningen efter den omfattende vandskade i højhuset Domus Vista er ifølge boligselskabet Akelius gået over al forventning.

Der var intet hverken hyggeligt eller beroligende over det, da beboere i højhuset Domus Vista på Frederiksberg tidligt om morgenen den 2. maj i år kunne høre rislende og dryppende vand.

For på 16. etage var et vandrør sprunget, og nu fossede vandet ud - og ned. Fra etage til etage. 

I alt blev 14 etager ramt af vandmasser og skader - men nu siger udlejningsvirksomheden Akelius, at de er nået så langt med oprydningen, at alle beboerne kan vende tilbage.

- Den seneste opdatering jeg har fået på sagen, siger faktisk, at omfanget af skaderne ikke var så slemt som frygtet. Selvfølgelig er der mange berørte lejligheder, men Skadesservice reagerede ekstremt hurtigt og effektivt.

- Så status er nu, at affugterne er taget ud, og der er foretaget målinger af fugt og skimmel, og de prøver følger vi op på senere, forklarer Thomas Bang-Pedersen, der er chef for Akelius i København, til TV 2 Lorry.

Her ses vand på gangen på 15. etage. Læg mærke til vandet, der løber ned ad væggene.
Her ses vand på gangen på 15. etage. Læg mærke til vandet, der løber ned ad væggene.
Foto: Privatfoto

Indsatsen er ikke slut endnu

Thomas Bang-Pedersen understreger dog samtidig, at arbejdet ikke er slut endnu, og at arbejde med at planlægge reparationer nu er i fuld gang.

- Det er lejligheder, hvor vi skal renovere gulve og køkkener, og der er også vægge, hvor der skal males. Der er fire lejligheder, hvor der har været brug for genhusning, og i det omfang, der skal installeres nye gulve eller køkkener, så kommer genhusning på tale igen, forklarer han.

Thomas Bang-Pedersen siger til TV 2 Lorry, at Akelius har haft et fint samarbejde både med Lejernes LO og med Skadesservice samt forsikringsselskab.

Vandrør undersøges for nye læk

Og nu er vandrørene i den enorme bygning på Frederiksberg ved at blive gennemgået. Hvis der er andre defekte rør, skal de findes.

Samtidig er det planen, at der skal etableres et system, så Domus Vista ikke igen kan rammes af så stor en vandskade.

- Vi skal have sat noget teknik på, som registrerer, når der sker et stort fald i vandtrykket - hvis der går hul på et vandrør. Det giver et fald i trykket, og systemet vil så lukke for vandet - dermed får man ikke en omfattende skade, som den vi har haft her, siger han.

Et nyt sikkerhedssystem skal registrere et pludseligt fald i vandtrykket - og slukket for vandet. Dermed kan situationer med fossende vand, som det ses på billedet her, undgås fremover.
Et nyt sikkerhedssystem skal registrere et pludseligt fald i vandtrykket - og slukket for vandet. Dermed kan situationer med fossende vand, som det ses på billedet her, undgås fremover.
Foto: Anne Bentzen / Privatfoto

Tilfredshed i LLO

I organisationen, der varetager lejeres interesser, LLO - Lejernes Landsorganisation - er der tilfredshed med samarbejdet mellem dem og udlejningsvirksomheden Akelius.

Det fortæller Claus Højte, der er direktør for LLO i Hovedstaden.

- Den første dag var beboerne utilfredse med, at de ikke rigtig kunne få kontakt med Akelius, men kun med Skadesservice. Men siden er det gået godt, og i forhold til de skader, der har været - og de skader, der dukker op, så rykker de rimeligt hurtigt, siger Claus Højte til TV 2 Lorry.

Han siger videre, at LLO sammen med Akelius og Frederiksberg Kommune nu skal i gang med at undersøge, om der kan etableres en form for beredskab.

For der bor mange ældre mennesker i Domus Vista, og hvis elevatorerne i en periode ikke virker, så er det en udfordring, hvis en ældre kvinde på 26. etage skal have hjemmehjælp tre gange om dagen. LLO ved dog endnu ikke, hvordan sådan et beredskab kan se ud.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik