Aggesen udtaler sig efter tab af borgmesterpost

Simon Aggesen og De Konservative har mistet borgmesterposten på Frederiksberg.

Natten til onsdag kort efter klokken 02.00 viste Frederiksbergs – snart – afgående borgmester, Simon Aggesen (K), sig.

Her satte han ord på, at De Konservative står til at tabe magten på Frederiksberg Rådhus, hvor partiet ellers har siddet på borgmesterposten de sidste 112 år.

- Lige nu har vi tabt en første halvleg, der er 112 år lang. Til gengæld bliver den næste halvleg allerede om fire år, siger han til TV 2 News med henvisning til kommunalvalget i 2025.

Med tirsdagens valgresultater har Enhedslisten, Socialdemokratiet, SF og De Radikale flertal med 15 mandater mod 14 hos De Konservative og Venstre.

Afgående borgmester Simon Aggesen og De Konservative gik ellers frem med 3,3 procentpoint til 40,4 procent af stemmerne og er fortsat det klart største parti i kommunen.

Og den fremgang hæfter Simon Aggesen sig ved. 

- Jeg er hamrende stolt og dybt taknemmelig for alle dem, der haft sat kryds ved Konservative.

- Resultatet viser, at borgerne har valgt Frederiksberg og vores politik til, lyder det.

Vil ikke udelukke samarbejde

Tidligere på natten afholdt de røde partier deres første konstituerende møde, efter at de havde sikret sig flertallet på Frederiksberg.

- Nu skal vi ind til vores respektive gruppeværelser og bagland. Vi er slet ikke kommet så langt endnu, at vi kigger efter borgmester, siger socialdemokratiets Michael Vindfeldt til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Vi er meget overvældet over, at vi nu står her. Vi er allesammen overvældede og vi er glade. Frederiksbergborgerne har talt, og de har sagt, at det ikke skal være en fremtid med Simon Aggesen (K).

Men selvom Simon Aggesen ikke længere skal sidde på borgmesterposten, så vil han ikke udelukke et samarbejde med de røde partier.

- Døren er åben, min telefon er på høj lydstyrke. Vi står klar til at samarbejde, også hvis de ikke kan finde ud af det ovre på den anden side, siger han.

Nedenfor kan du se og høre Simon Aggesen reaktion.