Ældreminister Thyra Frank genopstiller ikke

Thyra Frank fra Liberal Alliance meddeler på Facebook, at hun ikke genopstiller ved folketingsvalget den 5. juni.

Vælgerne kommer til at lede forgæves efter ældreminister Thyra Frank på stemmesedlen, når der afholdes folketingsvalg den 5. juni. Den tidligere forstander på plejehjemmet Lotte skriver på sin facebookside, at hun har valgt ikke at genopstille. 

- Alting har sin tid, og efter grundige overvejelser har jeg besluttet, at jeg ikke stiller op til det kommende Folketingsvalg. Peter fylder 79 år her i maj, og jeg 67 på fredag, og efter 37 års arbejde i ældreplejen og nu 6 år i politik, er det blevet tid til et nyt livskapitel, hvor Peter og familien skal fylde langt mere end hidtil, skriver Thyra Frank.

I opslaget kalder Thyra Frank tiden som ældreminister "spændende" og "udfordrende". Hun fremhæver selv aftalen om den ekstra halve milliard til varme hænder i ældreplejen, der blev gennemført i februar 2018, som en af de vigtigste tiltag, hun har været med til at få gennemført. 

Thyra Frank blev valgt ind i Folketinget i 2011, men opnåede ikke genvalg i 2015. Året efter gjorde hun comeback i politik, da hun blev tildelt posten som ældreminister. 

Den afgående minister skriver afslutningsvis, at hun ikke ønsker at uddybe sin beslutning på nuværende tidspunkt.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik