"Æg"-speriment fortsætter: Dramatisk morgen på TV 2 Lorry

De sidste 23 dage har stået i æggenes tegn på TV 2 Lorry. Vi har efterprøvet myten om, at æg fra supermarkedet kan udruges til små kyllinger - her er, hvad vi fandt ud af.

Det var en dramatisk morgen på TV 2 Lorry i dag.

De seneste 23 dage har vi udruget æg i kælderen, og selvom det først var ganske trivielt, har de seneste dage budt på stor dramatik.

I morges kom den sidste kylling endelig ud efter to hårde dages kæmpen, og de tre små, dunede fugle pipper nu i kælderen. 

Kyllingerne hygger sig under varmelampen
Kyllingerne hygger sig under varmelampen
Foto: TV 2 Kosmopol

Årsagen til virakken og kyllingerne er, at vi har efterprøvet en myte. Den handler om, at æg fra supermarkedet kan udruges til små kyllinger - og tager udgangspunkt i en gammlel artikel fra Se og Hør om en norsk kvinde, der angiveligt udrugede supermarkedæg fra en lokal Rema 1000.

Æggene blev ganske enkelt lagt i en inkubator, og efter tre uger pippede to små kyllinger, som blev kaldt Rema og Tusind, ud.

Derfor købte vi på TV 2 Lorry et udvalg af æg for at se, om det virkelig kan lade sig gøre at udruge de gule, pjuskede kyllinger fra æg fra supermarkedet.

25 æg fra tre forskellige steder

I alt blev der indkøbt 25 forskellige æg.

10 af æggene blev købt hos Tothavens besøgsgård nær Hundested, hvor en hane ofte frekventerer hønsegården. Tothaven gav dog ingen garantier for, hvorvidt de købte æg var befrugtede eller ej.

Derfor købte vi også syv æg fra Allerød og Omegns Fjerkræklub, som vi med sikkerhed vidste var befrugtet. Disse æg skulle fungere som en slags 'kontrol-æg' og sikre, at udrugningsforholdene var, som de skulle være.

disse æg købte vi

  • 10 æg købt direkte fra to Tothavens besøgsgård nær Hundested.
     
  • 7 æg der er købt hos Allerød og Omegns Fjerkræklub, som altså er befrugtet.
     
  • 8 frilandsæg fra Hedegaard, købt i Føtex.

Hvis ingen æg blev udklækket kunne vi jo ikke sikre, at vi havde skabt passende forhold for æggene i det hele taget.

Slutteligt købte vi otte frilandsæg i Føtex fra producenten Hedegaard.

Men hvad endte det så med?

Nu, i alt 23 dage efter projektet startede, tripper tre små kyllinger rundt i en kasse i TV 2 Lorrys kælder.

Udrugningen forløb som planlagt, og vi har haft held med at udruge æg fra begge rugemaskiner.

Igår, torsdag, kom de første to kyllinger ud af æggene. Allerede fra morgenstunden, omkring klokken syv, udklækkede den første kylling. 

Der skulle dog gå timevis, før dens første søster eller bror viste sig for omverdenen. Den kæmpede en brav kamp for at komme ud, men til sidst lykkedes det for den lille pode.

Dernæst stod tiden stille i kælderen. Der var nemlig endnu en kylling på vej.

Alligevel skulle der gå det meste af et døgn, før den sidste kylling, så varmelampens lys for alvor. Da undertegnede ankom til TV 2 Lorry klokken 05.30 i morges, blev kyllingerne som det første besigtiget. 

Kyllingerne hygger sig under varmelampen
Kyllingerne hygger sig under varmelampen
Foto: TV 2 Kosmopol

De to små, gule bolde havde det fortrinligt og trippede forsigtigt rundt i savsmuldet. Den sidste kylling, der fortsat lå i ægget, havde dog svært ved at komme ud af sin skal.

'En hård fødsel'

Med største forsigtighed løftede jeg låget af rugemaskinen for at flytte ægget ved siden af, da det så ud som om, der var for lidt plads til, at skallen kunne vippe af - og kyllingen kunne komme ud. 

En time efter var der dog fortsat ikke sket andet, end at det lille næb tittede frem gennem et lillebitte hul. Under ægget var der dog en revne, som kunne tyde på, at kyllingen havde forsøgt at undslippe skallen fra modsatte side, mod bunden af rugemaskinen.

Efter et lille vip og en forsigtig løsnen af æggeskallen, sprang den sidste kylling hurtigt ud af ægget. Jeg satte straks låget på rugemaskinen igen, for at sikre mig de optimale forhold for poden - den skulle nemlig tørre, før den kunne komme ned til sine søskende. 

Her ses den sidste kylling lige efter, den er udklækket
Her ses den sidste kylling lige efter, den er udklækket
Foto: TV 2 Kosmopol

Da der var gået en time, pippede den lille ny omkring i rugemaskinen, og jeg løftede den forsigtigt ned til de andre kyllinger. Sidstemanden er sort og ikke gul i sin fjerpragt. Og så er den en smule mindre. 

Hvilke æg klækkede så?

Resultatet af udrugningen viste, at forholdene var ideelle for æg at blive udruget i. Alligevel lykkedes det kun i dette projekt at udklække tre af de syv af de æg, vi allerede på forhånd vidste var befrugtet.

Derfor forbliver myten om befrugtede supermarkedæg fortsat en myte - hvert fald her på stationen.

Nu skal de søde små have ro, før de bliver fragtet nænsomt til deres nye hjem på en økologisk gård i Helsinge. Og mon så ikke, vi får dem at se igen til påske?


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik