47-årig mand ramt af flere skud ved Frederiksberg Centret

Søndag eftermiddag er en person blevet ramt af skud i København. Politiet kender ikke offerets tilstand.

En 47-årig mand er søndag eftermiddag blevet ramt af flere skud på Falkoner Allé på Frederiksberg. Han blev ramt af skud i den bagel-forretning, som han ejer. 

Den 47-årige blev kørt på hospitalet og er i kritisk tilstand.

Det oplyser Københavns Politi.

- En kunde kom ind i bagelforretningen og afgav flere skud, siger politiinspektør Tommy Laursen fra Københavns Politi på et pressemøde søndag klokken 16.30. 

Politiet fik anmeldelsen om skyderi på Falkoner Allé klokken 13.02.

Der er intet, der tyder på, at episoden har relationer til bandemiljøet, oplyser politiet. 

Gerningsmanden flygtede efterfølgende var stedet ad den Den Grønne Sti. Han efterlyses nu af politiet og beskrives som:

  • Mørklødet mand
  • Mellem 23 og 25 år
  • 185 centimeter høj
  • Iført mørk jakke
  • Mørk halsedisse med noget neongrønt i
  • Mørke bukser
  • Sorte handsker, hvor der formentlig er noget gult i
  • Mørke sko. 

Ifølge et vidne, som TV 2 Lorry har talt med, blev der givet hjertemassage til en person inde i en bagelshop. 

Det bekræfter politiinspektør Tommy Laursen og roser den person, der hastigt trådte til og ydede livreddende førstehjælp i bagelforretningen.

- Umiddelbart efter skyderiet var der et vidne, som løb hen og hjalp med livreddende førstehjælp, og det vil vi godt sige tak for. Det var rigtig flot arbejde, og det har gjort, at vi kunne transportere ham ud på hospitalet til videre behandling der, udtaler Tommy Laursen.

Skudepisoden betyder, at Falkoner Allé fortsat er spærret mellem Howitzvej og Nyelandsvej. Der vil være spærret frem til i hvert fald klokken 18.30, lyder det fra politiet. 

Politiet er fortsat søndag sen eftermiddag massivt til stede i området med hunde, fortæller TV 2 Lorrys reporter på stedet.

Politiet oplyser også på pressemødet, at man søger vidner.

Metroen stoppede en overgang ikke på Frederiksberg Station på grund af skyderiet.

Det er den syvende skudepisode i Storkøbenhavn siden 2. december. Foreløbig er fire mænd blevet dræbt.

Her er et overblik over skyderierne:

  • 2. december: En 27-årig mand bliver dræbt af skud nær Nørrebrogade. I alt er fire mænd nu sigtet og varetægtsfængslet i forbindelse med skyderiet.


  • 3. december: En 17-årig bulgarsk dreng bliver dræbt, mens en 15-årig dreng og en 28-årig mand bliver såret ved et skyderi i en frisørsalon i Rødovre. To mænd, der er 29 og 34 år, er sigtet for drabet og er varetægtsfængslet i foreløbig fire uger. Politiet har oplyst, at skudepisoderne 2. og 3. december kan skyldes en konflikt mellem en bandegruppering og andre organiserede kriminelle.


  • 4. december: En 39-årig mand bliver skudt i nakken på en vandpibecafé på Åboulevarden på grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg. Han bliver efterfølgende meldt uden for livsfare. En 18-årig mand er varetægtsfængslet i sagen og sigtet for drabsforsøg. Politiet vurderer, at skyderiet er banderelateret.


  • 7. december: To mænd bliver ramt af skud i Herlev. En 21-årig mand mister livet. En 41-årig mand bliver sigtet for drab og drabsforsøg. Politiet har ikke udtalt sig om motiv.


  • 15. december: En 25-årig dansk statsborger bliver skudt og dræbt i boligområdet Bunkeflostrand i Malmø. Tre danskere og en svensker bliver varetægtsfængslet, men senere løsladt. Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, at der er en forbindelse mellem offeret i Malmø og drabet i Rødovre. Svensk politi har dog ikke bekræftet, at der er en sammenhæng til skyderier i Danmark.


  • 17. december: En mand på 25 år bliver såret af skud i Ulsøparken i Brøndby cirka klokken 23.30. Manden bliver kørt til Rigspolitiet og er uden for livsfare. Denne episode kunne af politiet ikke umiddelbart kædes sammen med tidligere episoder.


  • 28. december: En 22-årig mand dør på hospitalet, efter at han tirsdag eftermiddag bliver ramt af flere skud i Hallingparken i Brøndby. Det vides ikke, om skyderiet har forbindelse til tidligere episoder. Politiet efterlyste to mænd på 20 og 25 år. 4.januar meldte den 25-årig sig selv til politiet.


  • 9. januar: En person bliver ramt af skud på Falkoner Allé på Frederiksberg. Vedkommendes tilstand er ukendt.


Kilder: Ritzau, Ekstra Bladet.

frbskud
Foto: Sabina Louise Nesheim/TV 2 Kosmopol
frbskud2
Foto: Sabina Louise Nesheim/TV 2 Kosmopol
frb22-2
Foto: Presse-fotos.dk
frb1
Foto: Presse-fotos.dk

_




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik