45-årig kvinde fængslet for hvidvask af 105 millioner kroner

En 45-årig-kvinde og to medgerningsmænd blev tirsdag anholdt i en større sag om hvidvask og forsøg på hæleri af særlig grov beskaffenhed. Onsdag blev kvinden varetægtsfængslet.

Efter et lukket grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg er en 45-årig kvinde - mistænkt for hvidvask af ca. 105 millioner kroner - blevet varetægtsfængslet.

quote Sigtelserne understreger, at vi nu har fået et ekstra redskab i vores jagt på de kriminelles formuer.

Politiinspektør Thomas Anderskov Riis, SØIK

Det er første gang, at Bagmandspolitiet rejser sigtelse efter en ny paragraf i straffeloven, der markant skærper kursen i arbejdet med bekæmpelse af hvidvask.

Kvinden blev anholdt tirsdag sammen med to andre. En 59-årig mand og en 22-årig mand. Ifølge Anklagemyndigheden er de tre personer sigtet for hvidvask ved at have deltaget i omfattende transaktioner med betydelige beløb, der må formodes at stamme fra kriminalitet. Desuden er der også tale om forsøg på hæleri af særlig grov beskaffenhed.

Fængslet i fire uger

Den 45-årige kvinde blev efter grundlovsforhøret varetægtsfængslet i fire uger, mens de to medgerningsmænd blev sigtet og løsladt efter endt afhøring.

Af hensyn til sagens videre opklaring er grundlovsforhøret afholdt for lukkede døre. Det er derfor sparsomt, hvilke andre oplysninger enheden for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) - i daglig tale kendt som Bagmandspolitiet - kan dele med offentligheden.

Politiinspektør Thomas Anderskov Riis oplyser dog, at de mistænkelige forhold strækker sig over en periode på halvandet år, og at mistanken vedrører systematisk opdigtede handler gennem en række selskaber med fiktive udenlandske kunder.

Politiet: Vi har fået et ekstra redskab

- Det er første gang, vi anvender den nye hvidvaskbestemmelse i straffeloven, der markant skærper kursen i vores arbejde med bekæmpelse af hvidvask. Paragraffen har gjort det muligt at tilrettelægge en særlig fremadrettet efterforskning, der har givet det foreløbige resultat, at der nu er en person varetægtsfængslet under mistanke om hvidvask og forsøg på hæleri af særlig grov beskaffenhed i et meget betydeligt omfang på over 100 millioner kroner, siger politiinspektør Thomas Anderskov Riis fra SØIK i meddelesen.

Han understreger, at der fortsat udestår en del efterforskning, og at der derfor endnu ikke er grundlag for at træffe beslutning om, hvorvidt mistanken i sidste ende også skal føre til en tiltale og dermed straffesag.

- Men sigtelserne understreger, at vi nu har fået et ekstra redskab i vores jagt på de kriminelles formuer. Jeg forventer, at vi også i andre sager vil kunne slå endnu mere effektivt til og følge de kriminelle pengestrømme, siger Thomas Anderskov Riis.

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

112

Genrebillede

Gymnasie ramt af kæmpetyveri: 120 designerstole forsvandt over weekenden

politi 112 politibil

57-årig mand savnes – nu beder politiet om hjælp

s-tog

Kvinde frifindes for vold - sprøjtede vand på ansatte i DSB

Fartkontrol

Leasingselskab taber kamp om Porsche efter høj fart

Frederiksberg

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere