11 millioner rigere: Heldig Lotto-vinder har meldt sig

Vinder af 11.191.206 Lotto-kroner vil gerne være anonym - men det vil de fleste, lyder det fra Danske Spil.

Lørdag blev en heldig Frederiksberg-borger 11 millioner rigere. Søndag eftermiddag kunne vi her på TV 2 Lorrys hjemmeside berette, at Danske Spil endnu ikke havde fået kontakt til den nye mangemillionær.

Læs også: Efterlysning: 11 Lotto-millioner mangler ejermand

Med fare for at knuse en masse menneskers håb og drømme, kan vi nu oplyse, at Lotto-vinderen har meldt sig under fanerne.  

- Vores kundecenter har snakket med vinderen i mandags, og Danske Spils pressechef har talt med personen i går, tirsdag, siger Morten Hedegaard, der er kommunikationskonsulent hos Danske Spil, til TV 2 Lorry.

Offentligheden bliver dog ikke meget klogere på, hvem den heldige vinder er. 

- Det kan vi ikke oplyse, fordi vinderen ønsker ikke at fortælle noget. Personen vil gerne være anonym, siger Morten Hedegaard til TV 2 Lorry. 

Han oplyser, at det er tre år siden, en Lotto-millionær senest stod frem med navn og ansigt.

- Det var en 72-årig mand fra Nysted på Lolland. Han vandt 7,2 millioner og købte blandt andet en over fem meter lang guld-Cadillac. Men ellers er det typisk dansk kultur, at vi ikke står frem, siger Morten Hedegaard til TV 2 Lorry. 

Den nye mangemillionær fra Frederiksberg er blevet tilbudt rådgivning som alle andre Lotto-vindere, der vinder over 1,5 millioner kroner. 

- Danske Spil har to millionærrådgivere. Den ene bor i Ålborg, og den anden bor i København. De tager ud og besøger vinderne og taler med dem om, hvad de har af ønsker. Rådgiverne giver også input i forhold til fx at investere eller at give gaver til familiemedlemmer, siger Morten Hedegaard til TV 2 Lorry og tilføjer:

- Ifølge vores millionærrådgivere siger omkring 75 procent af alle Lotto-millionærer ja til rådgivning.

Tillykke til den heldige vinder - hvem end han eller hun er. 

 

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik