Vinhandler fik stjålet for flere millioner kroners champagne i spektakulært indbrud

Tyve brød gennem muren til et vinlager i Kokkedal og stjal champagne for flere millioner kroner.

Årets Black Friday blev i sandhed en sort dag for Per Østergaard, der er indehaver af liebhavervinbutikken FineWines i den nordsjællandske by Kokkedal.

Natten til fredag blev vinhandlerens lager udsat for et spektakulært indbrud, hvor tyve i en målrettet aktion brød gennem lagerets mur og stak af med lagerets mest eksklusive luksuschampagne til mange penge.

- Vi taler mange millioner kroner, desværre. Og vi taler også flasker, som vi højest sandsynligt aldrig kommer til at se igen, siger Per Østergaard til TV 2 Lorry.

Den finere optælling af tabet har han endnu ikke foretaget, men:

- Det er på den gale side af fem millioner kroner.

Det var blandt andet champagne fra producenter som Krug, tyvene gik efter.
Det var blandt andet champagne fra producenter som Krug, tyvene gik efter.
Foto: Kenneth Ettrup Hansen/TV 2 Lorry

Tyvene stak af med eksklusive champagneflasker af mærker som Krug, Cristal og Dom Perignon, hvoraf flere af flaskerne har en stykpris på op mod 60.000 kroner.

Indbruddet skete i tidsrummet fra klokken 22.30 til 03.00 natten til fredag i det ene af de to vinlagere, hvorfra Per Østergaard driver den eksklusive forretning. Det var indehaveren selv, der mødte ind til synet.

quote Der er slet ikke tvivl om, at tyvene har vidst, hvad de har haft gang i

Per Østergaard

Tyvene brød igennem ydermuren i et hul stort nok til, at man kunne gå ind og ud med tyvekosterne.
Tyvene brød igennem ydermuren i et hul stort nok til, at man kunne gå ind og ud med tyvekosterne.
Foto: Kenneth Ettrup Hansen/TV 2 Lorry
På indersiden af muren var lagerets vinreoler. Havde tyvene lavet hullet blot en smule til den ene side, var de stødt på en stolpe.
På indersiden af muren var lagerets vinreoler. Havde tyvene lavet hullet blot en smule til den ene side, var de stødt på en stolpe.
Foto: Kenneth Ettrup Hansen/TV 2 Lorry

- Fredag morgen var det jo Black Friday, så jeg mødte en smule tidligere. Jeg lukkede mig selv ind, som jeg altid gør, og da jeg kommer ind på lageret, ser jeg en lyskegle gennem rummet, siger Per Østergaard til TV 2 Lorry.

Da indehaveren inspicerede kilden til lyset, fik han et chok.

- Og så var der et ganske betragteligt hul i muren, så man kunne kigge direkte ud i det fri.

- Jeg tror, jeg gik lidt i panik, for jeg kunne jo godt regne ud relativt hurtigt, hvad det var, der var sket. Da jeg trådte et par skridt tilbage, kunne jeg jo se op på nogle reoler, som i torsdags var fyldt op med de skønneste flasker champagne, man kan finde, og som nu stod tomme, siger han.

Per Østergaard driver vinhandlen FineWines, der har over 150.000 eksklusive flasker på lageret i Kokkedal og et tilsvarende antal på et andet lager i Slagelse.
Per Østergaard driver vinhandlen FineWines, der har over 150.000 eksklusive flasker på lageret i Kokkedal og et tilsvarende antal på et andet lager i Slagelse.
Foto: Kenneth Ettrup Hansen/TV 2 Lorry

Det lykkedes tyvene at lave et hul i den dobbeltmurede bygning i en enten nøje tilrettelagt eller tilfældigt heldig manøvre. For havde tyvene forsøgt at lave hullet et halv meter til den ene eller anden side, var de stødt på stolper.

Selv tror indehaveren, at indbruddet har været nøje planlagt.

- Der er slet, slet ikke tvivl om, at tyvene har vidst, hvad de har haft gang i. De har jo efterladt en masse flasker, og de flasker, de har efterladt, er dem, der har den laveste værdi. Så de har taget cremen af det, der lå på hylderne, siger Per Østergaard.

Derfor har han en klar opfordring:

- Bliver man lige pludselig tilbudt meget specielle udgaver af Krug, Cristal eller Dom Perignon, som man aldrig har set før eller i en størrelse, man sjældent ser og til priser, der måske er lidt for attraktive, så ring gerne til os eller politiet. Vi vil meget gerne have dem tilbage, hvis det er muligt.

Tyveriet er anmeldt til politiet, som nu efterforsker sagen.

Tyvene tog kun forretningens allerdyreste champagne, mens de efterlod de flaskerne med en lavere værdi.
Tyvene tog kun forretningens allerdyreste champagne, mens de efterlod de flaskerne med en lavere værdi.
Foto: Kenneth Ettrup Hansen/TV 2 Lorry

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Forbrug

Til salg

Boligpriserne er eksploderet, og det er dårligt nyt for én gruppe

Reklameskilte DBA

Reklame-entusiasten Jens Ove købte skilt for 500 kr. - nu er det vurderet til 75.000 kr.

Casper Christensens pragtvilla i Hornbæk

Casper Christensen sætter pragtvilla til salg efter et år

C'ho Farme

playRestaurant med bøn til københavnerne: Husk os - der er stadig lys i spøgelsesbyen

Fredensborg

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere