Traditionsløb vender tilbage

Coronaepidemien fik lukket hubertusjagten for bare anden gang nogensinde, men 7. november vender den tilbage.

Hubertusjagten vender tilbage den 7. november.

Det skriver Sportsrideklubben, der arrangerer jagten, i en pressemeddelelse fredag.

Hubertusjagten blev sidste år aflyst for blot anden gang siden 1905. Aflysningen sidste år kom på grund af coronapandemien. Også Anden Verdenskrig har tidligere bremset jagten.

May-Britt Kattrup fra jagtledelsen i Sportsrideklubben glæder sig over, at jagten igen kan gennemføres.

- Det er virkelig dejligt. Da vi skulle aflyse sidste år, var det med blødende hjerte og i sidste øjeblik, siger hun.

- Nu er vi bare så glade for at være tilbage.

May-Britt Kattrup glæder sig til at byde rytterne velkommen tilbage i Dyrehaven. Men hun slår også et slag for tilskuerne, som hun mener har næsten lige så mange traditioner.

- Det er de samme familier og venner, der mødes de samme steder. De spiser morgenmad inden, og nogle spiser frokost sammen, og det gør de de samme steder. De går hen til de samme spring derude, og de har en lige så skøn dag, som rytterne har, siger hun.

Op til 40.000 tilskuere

Jagten i år bliver holdt første søndag i november, som traditionen foreskriver.

Arrangørerne bag skriver i pressemeddelelsen, at de forventer op mod 40.000 tilskuere, der tropper op i Dyrehaven.

Når jagten er overstået, bliver det igen kronprinsesse Mary, der overrækker præmien ved Eremitageslottet, som hun har gjort det siden 2018.

Sidste år var det coronarestriktionerne, der umuliggjorde Hubertusjagten. De vil dog ikke være til stede i år, og May-Britt Kattrup mener ikke, at coronapandemien overhovedet vil kunne mærkes til jagten.

- Vi er tilbage på fuldt tryk, og der er ikke nogen restriktioner, som påvirker os fra covid-19, siger hun.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik