Stavefejl på nye vejskilte: "Det er selvfølgelig uheldigt"

Kokkedal var pludselig blevet til 'Kokkeldal' på et nyt vejskilt.

En medarbejder i Fredensborg Kommune har for nylig været lige lovlig hurtig med at få sat et nyt skilt op.

Et hurtigt kig på skiltet vil nemlig vise, at der har sneget sig en stavefejl ind i et bynavn. Det korrekte 'Kokkedal' var pludselig blevet til 'Kokkeldal'.

quote Jeg kunne jo sige, at det var fordi, vi prøvede at få Kokkedal på landkortet, men det er desværre ikke tilfældet

Jacob Wrisberg, teamleder, Fredensborg Kommunes Trafikteam

Hos Fredensborg Kommune lægger man sig fladt ned.

- Jeg kunne jo sige, at det var fordi, vi prøvede at få Kokkedal på landkortet, men det er desværre ikke tilfældet. Det er selvfølgelig uheldigt, at vores park og vej-afdeling ikke fanger fejlen, men det er en menneskelig fejl, siger Jacob Wrisberg, teamleder i Fredensborg Kommunes Trafikteam.

Det nye skilt skulle til, fordi der skulle flere serviceinformationer på, men hos leverandøren er de kommet til at lave en stavefejl.

- Den har de ikke selv opdaget, fordi de ikke bor i området. Og ham, der har sat skiltet op, han har åbenbart heller ikke lige opdaget det, siger Jacob Wrisberg.

Ifølge teamlederen er der er allerede bestilt nye skilte.

Forkert skilt eller intet skilt

Fejlen kommer ikke til at koste kommunen noget, da den er sket hos leverandøren. Det forkerte skilt skulle i skrivende stund allerede være ved at blive pillet ned.

- Det, håber jeg, er fordi, de rigtige er på vej. Man kan sige, er det værst at have et skilt med en stavefejl eller slet ikke at have et skilt?

Han hæfter sig også ved, at fejlen ikke kan give juridiske konsekvenser. 

- Med nogle skilte kan man jo miste kørekortet, hvis man overtræder dem - for eksempel med ubetinget vigepligt. Der skal det selvfølgelig være i orden. Her er skaden sket, men der er ikke noget uopretteligt ved det, siger Jacob Wrisberg.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik