Politi fulgte spøgelsesbilist i 28 kilometer på motorvej

Politiet måtte til sidst køre ind foran den 52-årige spøgelsesbilist for at tvinge ham til at bremse.

En 52-årig mand kom natten til onsdag ud på en længere tur som spøgelsesbilist.

Vagtchef ved Nordsjællands Politi Rolf Hoffmann oplyser, at politiet fik en anmeldelse om spøgelsesbilisten, da han blev set i det modkørende spor af motorvejen mod København omkring den nordsjællandske by Humlebæk.

Her satte en politibil efter ham, men der skulle gå et stykke tid, før det var muligt at stoppe ham.

Med en hastighed på omkring 100 kilometer i timen kørte manden mod København, og flere af politiets patruljevogne måtte slutte sig til eftersættelsen i forsøg på at stoppe manden.

Da kortegen nærmede sig Storkøbenhavn vurderede politiet alligevel, at der måtte tages stærkere midler i brug for at stoppe manden.

En patruljevogn blev sendt over i sporet, som manden kørte i.

Patruljevognen kørte ind foran den 52-årige og bremsede ned, så manden ligeledes blev nødt til at bremse. Det skete omkring Ring 3 ved Nybrovej, som ligger tæt mellem Kongens Lyngby og Gentofte.

Passerede flere biler

På det tidspunkt havde spøgelsesbilisten tilbagelagt en strækning på omkring 28 kilometer.

Politiet fik anholdt manden, som ikke sagde særlig meget, beretter Rolf Hoffmann.

Manden, der viste sig at være fra Helsingør, virkede påvirket af enten alkohol eller stoffer, og betjentene på stedet kunne desuden berette, at manden tidligere havde fået frakendt sit kørekort og derfor ikke måtte køre bil.

Han er nu blevet taget med på stationen, hvor han skal undersøges for påvirkning af alkohol og narkotika.

Rolf Hoffmann fortæller, at spøgelsesbilisten på sin vej fra Humlebæk til Ring 3 passerede flere modkørende biler.

Var man bilist i en af de biler, eller har man ellers set noget til optrinnet, opfordrer vagtchefen vedkommende til at henvende sig til politiet. Det kan ske på telefonnummeret 114.

Spøgelsesbilisten kørte i en hvid kassevogn. Politiet oplyser ikke yderligere signalement for manden.

/ritzau/

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik