Nordsjællandske kommuner rykker tættere sammen i krisen

Efter at Helsingør ved årsskiftet træder ud af samarbejdet med turismeorganisationen VisitNordsjælland, fortsætter de fire øvrige kommuner med at styrke turismeerhvervet i Nordsjælland.

Det er ingen hemmelighed – og heller ikke længere en nyhed – at coronakrisen har ramt turismeerhvervet hårdt.

Det betyder, at behovet for en koordineret og effektiv indsats for turismen i Nordsjælland er større end nogensinde, mener de fire borgmestre i Hillerød, Halsnæs, Gribskov og Fredensborg.

De fire kommuner er derfor parate til at arbejde for et fornyet VisitNordsjælland, når Helsingør Kommune forlader samarbejdet den 31. december 2020 for i stedet at samarbejde med Wonderful Copenhagen.

At de fire kommuner har givet håndslag på et forbedret samarbejde, falder i særdeles god jord hos turismeorganisation VisitNordsjælland.

- Vi kan meget mere, når vi løfter i flok. Det er vores fælles indsats et rigtigt godt eksempel på. Jeg er derfor yderst tilfreds med, at de fire borgmestre viser, at de er parate til at arbejde for et fornyet VisitNordsjælland og satser stort for fremtidens turisme i Nordsjælland, siger formand Per Frost Henriksen.

Behov for effektiv markedsføring

Der vil i den kommende tid især være behov for både effektiv markedsføring af Nordsjælland og en bedre koordinering mellem de mange forskellige aktører, for at højne turisterhvervet og sikre de tusindvis af arbejdspladser, der følger med turisterne.

Af den grund vil endnu flere nordsjællandske kommuner blive indbudt til at samarbejde.

- For at få mere luft under vingerne, vil vi også invitere alle nordsjællandske kommuner indenfor til en snak om de muligheder, der kunne være for et mere uformelt eller måske formaliseret samarbejde. Det gælder om at udnytte og udvikle den synergi, der kan være mellem os, for der er mere end nogensinde før brug for et stærkt og lokalt forankret samarbejde om turisme i vores del af landet, siger Per Frost Henriksen.

VisitNordsjælland vil også fremover samarbejde bredt – ikke mindst med Wonderful Copenhagen og andre destinationsselskaber, da det har været til gavn for turismeerhvervet i mange år.

- Vi vil satse på hele paletten og byder op til samarbejde, uanset om det gælder overnattende turister, endagsturister fra Københavns storbyturisme eller såkaldte kulturturister, der særligt besøger vores region for at besøge et af vores slotte, museer eller blot vil nyde den smukke natur, slutter Per Frost Henriksen.

Borgmestrene vil nu i samarbejde med VisitNordsjælland arbejde videre med det politiske oplæg om forskellige muligheder for et videre samarbejde, som skal drøftes og besluttes i de fire kommuners byråd i løbet af august og september måned.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik