Mor til pige i kørestol: 'Handicapvenlig' strand er det stik modsatte

Nivå Strandpark markedsføres som en handicapvenlig badestrand. Men det passer på ingen måde, mener mor til barn i kørestol, der måtte bære datter på stranden.

En handicapvenlig strand med faciliteter og en badebro velegnet til kørestole.

Sådan markedsføres Nivå Strandpark. Men denne beskrivelse kan Monica Lylloff på ingen måde genkende.

Hun er mor til Emma på 10 år, der bruger kørestol, da hun er spastisk. Emma elsker at være i vandet, så tirsdag kørte familien til Nivå Strandpark, hvor handicapfaciliteterne efter sigende skulle være gode.

quote Vi har en kommune, der bryster sig af, at stranden er handicapvenlig og alt mulig, og så viser det sig ikke at passe

Monica Lylloff

- Jeg tænkte, vi kunne prøve at se, om det er realistisk, at man kan tage sin datter i kørestol med til stranden, når nu stranden skilter med at være handicapvenlig, siger Monica Lylloff.

Med på strandturen havde Monica foruden datteren Emma en handicaphjælper samt Emmas to søskende. Da de når til stranden, står det dog klart, at der kun er én handicapparkeringsplads, og at denne er optaget.

- Det er, hvad det er, tænker jeg. Så vi må parkere på en grusplads lidt længere væk, hvor der er fint med plads. Vi tænker, at der ingen problemer er. 

Monica Lylloff (tv.) er mor til Emma (th.) på 10 år. Emma bruger kørestol, da en hjerneblødning under fødslen efterlod hende spastisk.
Monica Lylloff (tv.) er mor til Emma (th.) på 10 år. Emma bruger kørestol, da en hjerneblødning under fødslen efterlod hende spastisk.
Foto: Privatfoto

Da Emma i kørestol kommer ned fra bilens handicaplift og triller ud i gruset, kommer hun dog ingen vegne. Hun synker i gruset, og i fællesskab må Monica og handicaphjælperen slæbe Emma ud af gruspladsen.

- Vi får hende ud og skal over vejen og til stranden. Jeg havde håbet, vi kunne køre ned tæt på vandet og stille kørestolen der. Det kunne vi ikke, for der var ingen farbar sti. Så vi må parkere kørestolen langt væk fra vandet. Handicaphjælperen tager hende under armen, og så må vi bære hende, forklarer Monica Lylloff. 

Ifølge mor Monica elsker Emma at lege i vandet.
Ifølge mor Monica elsker Emma at lege i vandet.
Foto: Privatfoto

- Nu har min datter en størrelse, hvor man stadig kan løfte hende. Men om et par år er det slut. Og hun elsker at være i vandet og blive afkølet og lege i det.

Monica Lylloff er utilfreds med, at man så let kan slippe af sted med at kalde en strand for handicapvenlig, når den på ingen måder er det. 

- Jeg bliver ked af det, når vi har en kommune, der bryster sig af, at stranden er handicapvenlig og alt mulig, og så viser det sig ikke at passe, siger hun. 

Stor mangel på handicapvenlige strande

Hos Danske Handicaporganisationer, der er en paraplyorganisation for en række handicapforbund, er beretninger som Monicas et velkendt fænomen.

- Vi hører regelmæssigt om, at strande, der har været tilgængelige for handicappede, måske ikke er blevet passet ordentlig. Eksempelvis kan sand have flyttet sig og gjort en belægning gennem sandet utilgængelig. Vi hører tit om, at strande, der er oplyst som handicapvenlige, rent faktisk ikke længere er det, siger næstformand Sif Holst.

Sif Holst, næstformand i Danske Handicaporganisationer. Her fotograferet ved anden lejlighed.
Sif Holst, næstformand i Danske Handicaporganisationer. Her fotograferet ved anden lejlighed.
Foto: TV 2 Kosmopol

Hun forklarer, at de i organisationen generelt oplever, at kommuner underprioriterer vedligehold af handicapfaciliteter ved strande.

Der er en tendens til, forklarer hun, at oplysninger om strandenes handicapforhold sjældent opdateres. Derfor sker det ofte, at organisationens medlemmer kører forgæves til en strand, der på hjemmesiden oplyses som handicapvenlig, men reelt set ikke længere er det. Specielt i en sommer som årets, hvor mange badegæster er flokket til strandene.

- Vi oplever klart, at der er en stor mangel på tilgængelige strande, specielt sådan en sommer som i år, hvor alle vil på stranden. Der mangler vi som handicappede bedre tilgængelighed til strandene. 

En enkelt handicapparkeringsplads ved stranden er ikke nok til at klassificere den som handicapvenlig, mener Monica Lylloff.
En enkelt handicapparkeringsplads ved stranden er ikke nok til at klassificere den som handicapvenlig, mener Monica Lylloff.
Foto: TV 2 Kosmopol

Kommune vil se på sagen snarest

quote Det er ikke i orden at skilte med at være handicapvenlig, hvis en strand ikke er det. Derfor er det er kærkomment, at borgere gør os opmærksomme på det, så vi kan få gjort noget ved det

Lars Simonsen, formand for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget

I Fredensborg Kommune er Plan-, Miljø- og Klimaudvalget klar til at tage sagen op ved et af de kommende udvalgsmøder, fortæller formanden, der er blevet gjort opmærksom på Monica Lylloffs kritik af forholdene ved Nivå Strand.

- Det er ikke i orden at skilte med at være handicapvenlig, hvis en strand ikke er det. Derfor er det er kærkomment, at borgere gør os opmærksomme på det, så vi kan få gjort noget ved det. Om man bør fjerne prædikatet handicapvenlig, indtil stranden er det på ny, eller om vi skal gøre noget andet, det tager vi op ved næste udvalgsmøde, siger formand Lars Simonsen fra Radikale Venstre.

- Vi vil som kommune meget gerne leve op til alle krav, og derfor roser vi alle borgere, der henvender sig. Vi skal være en kommune for alle uanset handicap, og derfor lægger vi meget vægt på tilgængelighed, siger Lars Simonsen.

Er der tale om få reparationer, der skal udføres for at Nivå Strandpark på ny er handicapvenlig, håber formanden, dette kan udføres inden sommeren er ovre. Skal der derimod udføres et større anlægsarbejde, vil det tage længere tid, oplyser han.

Formanden forklarer, at handicaptilgængelighed ved strandene lægger udvalget på sinde, og at man derfor en af de nærmeste dage vil tage ned og besigtige forholdene ved Nivå Strandpark.

Badebroen på Nivå Strand er udstyret med en kørestolssliske. Det er fint nok, mener Monica Lylloff, men hvis man i kørestol dårligt kan komme ud til netop badebroen, så giver det ikke mening.
Badebroen på Nivå Strand er udstyret med en kørestolssliske. Det er fint nok, mener Monica Lylloff, men hvis man i kørestol dårligt kan komme ud til netop badebroen, så giver det ikke mening.
Foto: TV 2 Kosmopol

'Det burde ikke være så svært'

Monica Lylloff mener ikke, det er hverken er meget at forlange eller besværligt for kommunen at gøre stranden handicapvenlig.

Hun påpeger, at det ikke kræver specielt stor indsats at afsætte flere parkeringspladser til handicapkøretøjer samt anlægge en sti med hård belægning, der fører ned til strandkanten. Dette vil ikke kun gavne handicappede, men også ældre med gangbesvær, påpeger hun. 

quote Kom nu, det burde ikke være så svært

Monica Lylloff

- Hvis man som kommune gerne vil have et renommé, hvor det hedder sig, at man er opmærksomme på at handicappede og folk med særlige behov, så bliver man nødt til at følge det til dørs – så skal det også have hold i virkeligheden.

Hun har nu været i kontakt med Handicaprådet og Danske Handicaporganisationers lokalafdeling i Fredensborg. De fortæller til hende, at de agter at lægge pres på kommunaludvalget, så der vil blive gjort noget.

Selv håber Monica som mor til et barn i kørestol, at fokus på sagen vil føre til hurtig handling fra politikernes side.

- Jeg håber da på, at det ikke bare bliver en snak oppe i salen i kommunen. At der rent faktisk sker noget, og at vi ikke skal vente på det i årevis. Jeg har det sådan lidt, du ved - 'kom nu, det burde ikke være så svært'.

Nivå Strandpark her én handicapparkeringsplads - her markeret med hvid ring. Monica Lylloff parkerede på gruspladsen bag denne.
Nivå Strandpark her én handicapparkeringsplads - her markeret med hvid ring. Monica Lylloff parkerede på gruspladsen bag denne.
Foto: Google maps

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik