Kanon klimasucces: Kommune udleder 38 procent mindre CO2

I Fredensborg har man reduceret udledningen af drivhusgasser med langt mere, end hvad man har forpligtet sig til som klimakommune.

Udmagrede isbjørne, farlige storme og flere oversvømmelser. 

Klimaforandringer kan synes store og uoverskuelige, men selvom man er en mindre kommune i et lille land, kan man godt gøre en forskel.

Dét mener man i hvert fald i Fredensborg Kommune, hvor man siden 2008 har reduceret udledningen af drivhusgasser med 38 procent, viser nye tal.

Således har man sparet en masse skattekroner. 

Hvis energiforbruget i 2017 havde været det samme som i 2008, ville energiregningen faktisk have været omkring 7,5 millioner kroner højere i år, påpeger den radikale formand for plan- miljø- og klimaudvalget, Lars Simonsen.

- Men vigtigst er det jo, at vi sparer CO2. Selvom det er et lille bidrag, så skal vi gøre vores for at vise et godt eksempel. Det handler om den verden, vi skal give videre til vores børn og børnebørn, siger han til TV 2 Lorry. 

Siden april 2015 har et stort anlæg med solceller prydet den sydlige P-plads ved Fredensborg Kommunes Rådhus. 
Siden april 2015 har et stort anlæg med solceller prydet den sydlige P-plads ved Fredensborg Kommunes Rådhus. 
Foto: Fredensborg Kommune

Rådhuset går forrest

Dét, som man konkret har gjort i kommunen, er at energioptimere 160 bygninger. 

- Vi har gjort forskellige ting. Vi har blandt andet investeret i fjernvarme i én bygning. I en anden bygning har vi indstillet fyret efter gamle manualer. Vi har sågar udskiftet elpærer på rådhuset, forklarer Lars Simonsen. 

Her har man ligeledes fået både elbiler og elcykler, ligesom der er lavet et solcelleanlæg, der leverer strøm samtidig med, at det fungerer som overdække til parkeringspladsen. 

Hvad får borgerne konkret ud af det her?

- Jamen når kommunen får en bedre økonomi, så kan vi jo bruge pengene på noget andet. Det er da væsentligt. Man får faktisk også nogle bedre bygninger, når det kommer til stykket. De får et bedre indeklima, når vi skifter tag eller andet i forbindelse med klimarenoveringerne. 

Dansk forurening 

Fra 2006, hvor udslippet af drivhusgasser toppede på 117 mio. tons målt i CO2-ækvivalenter, til 2016 er udslippet faldet 27 pct. på landsplan. 

Faldet i drivhusgasserne i perioden 2006 til 2015 kan dels forklares af et strukturelt skift i økonomien mod brancher med lav energiintensitet fx erhvervsservice, og dels af bedre udnyttelse af energien i energiintensive erhverv som industri, forsyningsvirksomhed og transport.

Dog steg udslippet af drivhusgasser i 2016, hvilket var første gang i ni år.

Udslippet fra alle danske økonomiske aktiviteter, der bidrager til BNP, steg 4,1 pct. i 2016 i forhold til året før.

Kilde: Danmarks Statistik

Skal ikke blive en sovepude

Fredensborg Kommune har sammen med to tredjedele af landets kommuner forpligtet sig til - overfor Danmarks Naturfredningsforening - at reducere CO2-udslippet med to procent hvert år. 

Med den nye opgørelse har man allerede gjort det dobbelt så godt, men dét skal ikke blive en sovepude, lover Lars Simonsen:

- Vi skal ikke sænke niveauet. Jeg vil gøre mit til, at vi holder vores niveau, når der skal forhandles budgetter denne sommer. Vi er startet med at fokusere på de mest rentable områder, men vi skal blive ved med at energioptimere, selvom det måske ikke kan svare sig økonomisk i samme grad, siger han. 

Har målsætningen med to procent om året været for lav?

- Jeg ved ikke, om målsætningen har været for lav. Jeg tror, den er realistisk. Men det gør ikke, at vi ikke allesammen hele tiden skal se på, hvordan vi gør det bedre. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik