Fredensborg Kommune har et af landets højeste smittetal - men smitten fordeler sig helt skævt

Fredensborg Kommune indtager nu femtepladsen over kommuner med højest incidenstal - men smitten fordeler sig helt skævt i kommunens byer.

Det står skidt til i Fredensborg Kommune, der med opadgående smittekurver har lagt sig på en femteplads blandt landets kommuner med højest smitteincidens.

Incidenstallet, der viser antallet af registrerede smittede per 100.000, ligger onsdag på 171. Torsdag er det faldet lidt - og ligger nu på 159,5.

Til sammenligning topper Ishøj Kommune i disse dage listen med et incidenstal, der torsdag rammer 301,9.

Men ikke nok med, at smitten stiger i Fredensborg Kommune. Den fordeler sig også skævt.

Smitten er nemlig absolut mest udbredt i Kokkedal, mens den er lavest i Fredensborg, som det fremgår af denne liste:

Se her, hvordan smitten fordeler sig i Fredensborg Kommune

Smittefordelingen i kommunen:

Nivå: 20%

Kokkedal: 65%

Humlebæk 10%

Fredensborg 5%


Aldersfordelingen:

0-18 år: 34%

19-39 år: 27%

40-60 år : 31 %

60+ : 8 %


Kilde: Fredensborg Kommune

Når smitten i Fredensborg Kommune er mest udbredt i Kokkedal skyldes det, at byen har mange af de samme udfordringer, som netop de byer og områder, der i disse dage har de højeste incidenstal.

Det mener professor og virolog ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen, som siger:

- Man har de samme problemer der, som man ser i Vollsmose og Ishøj - det er større familier, der bor i ikke så store lejligheder, og folk, der også i høj grad er udfordret af, at de er nødt til fysisk at møde på arbejde, lyder det fra virologen:

- Og så er der hele problematikken omkring kommunikationen til de her grupper, hvor det med hensyn til sprog kan være en udfordring, som det har vist sig at være andre steder.

Og løsningen er simpel, mener Allan Randrup Thomsen - kommunen skal ud og stemme dørklokker - præcis som vi ser det i både Ishøj og Vollsmose:

- Løsningen er at gøre det samme, som vi gør på Vestegnen og i Vollsmose: Man må rundt og banke på døre og opfordre til, at beboerne lader sig teste. Det er en meget god måde at henvende sig høfligt til folk på, hvor det samtidig er svært at sige nej, siger han.

Vil ikke udelukke, at der skal flere midler i brug

I Ishøj på den københavnske vestegn har man som konsekvens af de høje smittetal lukket skolerne helt ned igen efter en ganske kort genåbning for de mindste klasser.

Det mener Allan Randrup også, at man bør gøre i Fredensborg Kommune i det omfang, det giver mening, siger han.

Og næstformand i senior- og socialudvalget i Fredensborg Kommune, Kristian Hegaard (R), vil ikke udelukke, at man fremover må tage andre midler i brug for at komme smitten til livs:

- Jeg vil bestemt ikke udelukke, at der skal tages flere redskaber i brug. Det må vi drøfte. Incidenstallet ligger stadig højere i Ishøj, men i den situation, vi er i nu, skal vi ikke på forhånd udelukke redskaber. Det skal man tage stilling til løbende, siger Kristian Hegaard.

Næstformanden peger dog på, at kommunen netop nu er i gang med blandt andet at hænge plakater op på forskellige sprog i Kokkedal, så budskabet spredes mest muligt.

I Ishøj stemmer man dørklokker og lukker skoler - du nævner, at I hænger plakater op. Gør Fredensborg Kommune nok for at stoppe smitten?

- Der er ingen tvivl om, at der bliver gjort et godt stykke arbejde, og så kan man følge op på, om der er behov for ekstra indsatser. Jeg synes ikke, at der er grundlag for at sige, hvad det næste skridt bliver. Man kan hele tiden sige: Gør man så nok? Det vigtige er, at vi gør det rigtige, siger Kristian Hegaard.

TV 2 Lorry har torsdag forsøgt at få en kommentar fra Fredensborg Kommunes borgmester, Thomas Lykke Pedersen (S), men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik