Badning ved populært udflugtsmål frarådes efter forekomst af alger

Esrum Sø, der er populær blandt svømmere, døjer med algeforekomster, som det varme sommervejr har medbragt. Derfor frarådes badning.

Har man brug for at nedkøle sig her i sommerheden ved at hoppe en tur i vandet, skal man gøre det et andet sted end i Esrum Sø.

Store mængder alger langs søbredden i Danmarks næststørste sø får nu Fredensborg Kommune til at fraråde badning.

På sin hjemmeside skriver kommunen, at dage med varmt og stille vejrforhold har ”sat gang i algerne”.

- Der er en stor mængde alger i Esrum Sø langs søbredden og kommunen fraråder derfor badning i søen i Fredensborg Kommune, lyder beskeden.

Det tilføjes dog, at forhold som vindretning og strøm i søen hurtigt kan ændre på mængden af alger i vandet, så badning igen kan blive muligt.

Derfor er det op til badegæsten selv at vurdere, hvornår – og hvorvidt – det er sikkert at hoppe en tur i Danmarks vandrigeste sø igen.

- Hold selv øje og bad ikke, hvis ikke du kan se dine fødder, når du står i vand til knæene, skriver Fredensborg Kommune.

Høje temperaturer giver gunstige algeforhold

Alger kræver normalt høje vandtemperaturer, hvorfor de mest almindeligvis forekommer hen mod slutningen af badesæsonen. Det lune sommervejr er dog ankommet tidligt i år og har altså bragt alger med sig.

Langt de fleste alger er ufarlige, men der findes giftige arter som for eksempel blågrønne alger.

Blågrønne alger er giftige for dyrelivet i vandet. Blandt andet kan muslinger forgiftes ved selv mindre koncentrationer. For mennesker er algerne for det meste harmløse, fordi deres gift bliver fortyndet i vandet.

Kun når der opstår meget store opblomstringer af blågrønne alger, kan de udskille så meget gift, at det bliver et sundhedsproblem for mennesker og dyr.

Reglen er, at jo flere blågrønne alger, der er, jo større risiko for forgiftning.

I forhold til mange andre danske søer, er Esrum Sø ellers meget ren og vandet er normalt godt at bade i.

Badning og dykning er flittigt brugt blandt gæster ved søen, især på denne tid af året, hvor svømmere blandt andet kan gøre brug af en 1000 meter Open Water svømmebane i søen.

Gode algeråd

  • Hvis vandet er varmt og vejret er godt, kan der være alger i juli og august.


  • Hold øje med skilte, der fraråder badning.


  • Gå ud i vandet til knæene og kik på dine fødder. Hvis du ikke kan se dem, kan vandet være så fyldt med alger, at du ikke bør bade.


  • Bad ikke ved kraftigt skum i vandet, det kan være algeopblomstringer.


  • Børn skal passe mere på end voksne. De vil reagere på mindre mængder gift, fordi de er små – og de vil gennem deres leg i vandet og på stranden være mere udsatte for algerne. Lad derfor ikke børn lege i algefyldt vand – og hold dem væk fra skumansamlinger på stranden. Det kan være døde alger.


  • Mennesker, der i forvejen er svækkede eller allergiske, skal holde sig væk fra algerne.


  • Fugle, kvæg og hunde er udsatte, fordi de ofte drikker store mængder vand fra søer og kyster. De bør derfor holdes fra kysterne og fra døde alger på sø- eller strandbredden.


  • Hold øje med kommunens hjemmeside. Alle kommuner skal løbende kontrollere deres badevand og advare de badende, hvis der er for store mængder af alger.



Kilde: Miljøstyrelsen


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik