Kommentator: Derfor kommer valgkampen ikke til at handle om københavnerne

Valgkampen bliver en kamp om land og by, mener eksperter. Men det er ikke nødvendigvis København, der kæmpes for.

Flere partier vil bruge valgkampen til at kæmpe om jydernes gunst. 

Det vurderer politisk kommentator Pia Allerslev. 

Det efterlader København og resten af hovedstadsområdet uden for døren. I værste tilfælde vil partierne fortsætte den såkaldte københavnerbashing, der længe har været omdrejningspunkt for den politiske debat. 

quote Jeg tror, det bliver en meget ensidig affære, hvor det handler om at hive de jyske vælgere ind.

Pia Allerslev, politisk kommentator

I bedste tilfælde vil hovedstaden blive glemt. 

- Jeg tror, det bliver en meget ensidig affære, hvor det handler om at hive de jyske vælgere ind, siger Pia Allerslev til TV 2 Lorry. 

En geografisk strid, som særligt Danmarksdemokraternes Inger Støjberg og statsminister Mette Frederiksen (S) har stået i front af med førstnævntes kritik af de københavnske saloner og sidstnævntes frygt for at bevæge sig rundt i store dele af Storkøbenhavn

- Jeg har kun set Inger Støjberg og Mette Frederiksen være meget fokuserede på at tale Jylland og provinsen op og tale København ned, siger Pia Allerslev:

- Det er klart, at de på vælgermøder i København bliver nødt til at være lidt mere venligt stemte over for hovedstaden, men jeg tror det overordnede tema bliver, hvordan vi får styrket Udkantsdanmark, og måske særligt med fokus på Nordjylland, da det er her, statsministerens stemme ligger. 

Pia Allerslev mener ikke, at der er lige så mange dagsordener i hovedstadsområdet, hvor vælgerne for alvor kan rykke sig. Så skal det være på spørgsmålet om psykiatrien, men det er ikke ligefrem et tema, der sætter hovedstaden i et bedre lys, mener Pia Allerslev, der er tidligere fagborgmester for Venstre i København. 

quote Det kan godt være, at Mette Frederiksen ikke tænker, at overborgmester Sophie Hæstorp Andersen er det fedeste kort at hive frem.

Pia Allerslev, politisk kommentator

Hvis nogen skal tale københavnernes sag, er det måske Venstre og Konservative, vurderer hun, da de har populære borgmestre siddende på rådhuset i København. 

- Det kunne godt være noget, de vil tale mere op, da de har bevist, at de kan levere varen, hvor Socialdemokratiet omvendt står en lille smule forpjuskede tilbage, efter at have stået uden for budgetaftalen, siger Pia Allerslev:

- Så det kan godt være, at Mette Frederiksen ikke tænker, at overborgmester Sophie Hæstorp Andersen er det fedeste kort at hive frem, når der skal deles roser ud. 

København som uddannelsesby

Også valgforsker Robert Klemmensen forudser, at valget i år kommer til at handle om Udkantsdanmark. 

- Nu må vi se, hvor hidsig diskussionen bliver, siger han. 

quote Jeg forestiller mig, at partierne vil huske os på, at København er en fantastisk by, og at bonderøvene i Jylland skal slappe lidt af.

Robert Klemmensen, valgforsker

Robert Klemmensen forudser dog, at flere partier vil gå den modsatte vej og tage København i forsvar. 

- Jeg forestiller mig, at partierne vil huske os på, at København er en fantastisk by, og at bonderøvene i Jylland skal slappe lidt af. Måske sagt på en mere akademisk måde, siger han. 

Robert Klemmensen mener, at en bred kam af partierne vil medgive, at der er problemer i Udkantsdanmark, der skal løses, men at københavnerbashingen må stoppe. 

- Det bliver en måde at differentiere partierne på, siger han. 

Samtidig vurderer valgforskeren, at uddannelsesområdet vil komme i spil i kølvandet på regeringens reformudspil om universitetsuddannelser, hvor Socialdemokratiet blandt andet ønsker at forkorte kandidatuddannelser med et år. 

- København er en ret stor uddannelsesby, hvor størstedelen af landets studerende bor, og jeg kunne godt forestille mig særligt Radikale Venstre køre valgkamp mod regeringens udspil, siger han. 

Robert Klemmensen mener, at Radikale Venstre har fået en "fantastisk gave" i udspillet, der gør det muligt for dem at spille på, at det er vigtigt, at Danmark bliver klogere og ikke dummere. 

- Jeg kan forestille mig, at de vil sige, at vi ikke skal skære på uddannelse, da fremtiden har brug for komplekse kompetencer, siger han. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik