Mikael har haft en fødselsdepression tre gange - nu vil han nedbryde tabuet

Mænd bliver næsten lige så ofte som kvinder ramt af fødselsdepression. Men det er et emne belagt med tabu. Nu står far til tre frem og efterlyser åbenhed.

06:22

Normalt er fødselsdepression noget man forbinder med moderrollen. Men virkeligheden er en helt anden. For næsten ligeså mange mænd bliver ramt af depression. Mød blandt andre Mikael, der har været ramt af fødselsdepression hele tre gange.

Tre børn, tre fødselsdepressioner.

Mikael Andersen hopper glad rundt på havetrampolinen med sine tre børn. Men farrollen har ikke altid gjort ham glad. Tværtimod.

Han er nemlig blevet ramt af en fødselsdepression, efter fødslen af hver af sine tre børn.

Læs også Mandeforsker om mænd på barsel: "De er nøjagtig ligeså gode som kvinder"

- Jeg har holdt mig for mig selv, når jeg kunne, og jeg har ikke delt mine følelser. Og jeg har nok været meget sur, siger han.

Men det var ikke før fødslen af hans tredje barn, at han selv fandt ud af, at hans voldsomme reaktion på at få børn skyldtes en fødselsdepression.

Der blev fysisk lagt ned i sengen for hårdt. Det var skræmmende og skamfuldt

Mikael Andersen

Ifølge Forum for Mænds Sundhed er andelen af mænd, der får en fødselsdepresion, ikke langt fra andelen af kvinder.

Det vurderes, at 10-12 procent af alle mødre hvert år rammes, mens det blandt fædrene er mellem syv og otte procent.

Tog for hårdt fat i børnene

Og en fædredepression er i den grad ikke nogen vittighed.

Læs også Flere fædre tager længere forældreorlov i Københavns Kommune

For Mikael Andersen viste det sig tydeligst i pressede situationer:

- Det var typisk i spise og sovesituationer, hvor der er blevet råbt, og fysisk taget fat. Og der blev fysisk lagt ned i sengen for hårdt. Det var skræmmende og skamfuldt.

- Det starter med, at man bygger op, bliver aggresiv og vred, og så går det over i dyb fortvivlelse over, hvordan man opfører sig. Og sådan kørte det i bølger de første par år, siger han.

Åbenhed blev vejen frem

Mikael Andersen vidste dog ikke, at han reagerede i kraft af en depression, for han blev aldrig screenet, og hans psykolog forbandt heller ikke hans adfærd med det faktum, at han var blevet far.

Med sit tredje barn blev Mikael endelig screenet af en sundhedsplejerske, og han kom i en løbende fædregruppe, der er etableret af Gladsaxe Kommune i 2017.

Læs også Familie valgte ekstrem vej for at få mere tid sammen

Her kan fædre med efterfødselsreaktioner komme og tale med andre mænd i en lignende situation.

- Det er et emne, der stadig er belagt med et vist tabu. Og jeg har i en fædregruppe talt med andre mænd og kan genkende reaktioner, siger han.

- Det er stadig svært at være åben omkring, at man stadig ikke er den far, som man gerne vil være, siger han.

De vigtige snakke

I fædregruppen er der plads til at snakke om alt - både det lette og det tunge.

- Vi starter altid ud med at tale om, hvad der er sket siden sidst. Og det kan være alt fra, at nogen har fået en ny bil, til de mere svære ting. Og fædrene er gode til at lytte og respondere på hinandens erfaringer, siger Torben Pedersen Skovby, der er familieterapeut i kommunen.

Og i virkeligheden er det heller ikke meget rocket science over, hvad der skal til.

Sådan reagerer mænd med fødselsdepressioner:

En fødselsdepresion er det samme for mænd og kvinder, men de ses forskelligt ved de to køn.

  1. Mænd trækker sig fra de nære relationer
  2. Mænd udviser aggressiv adfærd
  3. Mænd forsøger at handle sig ud af smerten i stedet for at tale om den.
  4. Den smertefulde følelse bliver meget overvældende for mændene, fordi de ikke taler om smerten.

Kilde: Svend Aage Madsen, chefpsykolog på Rigshospitalet

- Når jeg fortalte min hustru om, hvad det var vi talte om, så sagde hun, at det jo lød meget som det, de talte om i deres mødregruppe, siger Mikael Andersen.

Det er familieterapeuten enig i.

- Mænd har nok ikke den samme kultur med at tale om de ting, der er svært, som eksempelvis forældreskabet, siger Torben Pedersen Skovby.

Kvinder og mænd reagerer forskelligt på fødselsdepresioner

Svend Aage Madsen, der er chefpsykolog på Rigshospitalet, og som har forsket i mænds sundhed i over 30 år, påpeger, at der er store forskelle på, hvordan kønnene reagerer, når de bliver ramt af en fødselsdepression.

03:06

Svend Aage Madsen om mænds reaktionsmønstre ved fødselsdepression

Luk video

Blandt andet trækker mænd sig fra nære relationer, og bliver i smerten frem for at tale om den. Noget der kan have store konsekvenser for andres opfattelse af fædrene.

- Hvis fædrene ikke taler om, hvordan de har det og ikke viser udtryk for det eller viser vrede eller stikker af, så tænker man ikke over, at de måske har det dårligt, men snarere, at de er nogle røvhuller, der skrider fra det hele, siger Svend Aage Madsen.

Og det er måske ikke så mærkeligt, at sundhedspersonalet ikke var på mærkerne dengang Mikael blev far for første gang, for ti år siden. For mænd og fødselsdepressioner er et relativt nyt fænomen.

- Dengang vi sagde det første gang i 2002, blev det en vittighed. Der blev lavet satiretegninger, og det var med i DR's nytårsrevy. Siden har mændene altså bare stået i kø, siger Svend Aage Madsen.

TV 2 Lorry har i en serie sat fokus på mænd på barsel. Se hele serien "Far på fuld tid her".

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik