Tre dage på Nordkyststien - natur, vabler og oplevelser

Det er blevet populært at vandre, og der er mange muligheder for at prøve kræfter med vandring i vores område.

En mandag formiddag i højt solskin den sidste uge af juni stod jeg klar ved Knud Rasmussen hus i Hundested. Oppakning på ryggen, praktiske sko, kort i hånden.

Foran mig ventede cirka 65 kilometers vandretur på Nordkyststien, en cykel- og vandrerute, der strækker sig langs kysten fra Hundested til Helsingør.

Som så mange andre nu til dags skulle jeg prøve kræfter med vandrelivet. 

Der er flere og flere, der kaster sig ud i at lave mad over bål og overnatte i naturen. Rekordmange booker de gratis shelterpladser, viser tal fra Naturstyrelsen - især er der mange i vores del af landet.

Antal personbookninger af store lejrpladser for landsdelene

I 2017 var der 102.304 personer, der bookede en af de store lejrpladser på Sjælland og øerne, mens tallet i 2018 var steget til 112.253.

Man kan se, at der er flere, der bruger naturen, fortæller Lars Bendix Poulsen, specialkonsulent hos Naturstyrelsen. 

- Alle tal peger i samme retninger; at vi bruger naturen langt mere end tidligere, siger han og peger på, at der er kommet flere tilbud, man kan benytte sig af. Naturlegepladser, shelters, vandreruter og mountainbikeruter. 

Da han startede med at arbejde i Naturstyrelsen i 1982, var der stort set ingen interesse for at bruge naturen.

- Men det er markant anderledes i dag, fortæller han. 

Serien om turen hedder: Eventyr i Vandresko. Du kan se første del her.

Overnatning i naturen

Jeg skulle overnatte to gange undervejs.

Herhjemme må man ikke bare slå sit telt op, hvor man lyster, men kun på områder, der er godkendt til at slå telt op. Derfor fandt jeg to steder på turen, hvor det var muligt og samtidig passede sådan cirka med mine aftaler undervejs og det antal kilometer, jeg skulle gå per dag (og nej, det kom slet ikke til at passe så godt, som jeg havde håbet). 

Jeg fandt en shelterplads ved Tisvilde Hegn og en lille lejrplads ved Munkerup ved Gilleleje.

Det sidstnævnte sted, kom jeg dog slet ikke til at sove, da jeg havde sat kryds et forkert sted på kortet og kom til at vade alt for langt.

Mine ømme fødder og trætte knold nægtede at gå tilbage igen. Derfor endte jeg i stedet på en campingplads i Dronningmølle, hvor jeg taknemmeligt betalte cirka 140 kroner for at slå mit telt op. 

Del 2, hvor Erik B. deler sine tur-erfaringer

Naturstyrelsen har tre katogorier af overnatning: Små lejrpladser, Fri teltning og Naturstyrelsens store lejrpladser.

Hvis du skal på tur, kan du finde en oversigt over overnatningsmuligheder her.

Her kan du også læse om overnatning i tarp, sovepose i naturen mv.

Min pakkeliste - vejede cirka 7,5 kilo uden vand

Aftale med gode folk

Undervejs på min rute havde jeg aftalt at mødes med fire forskellige folk, der kunne hjælpe mig med at blive klogere på vandrelivet.

Eventyreren Erik B. Jørgensen, ornitologen Bo Thyge Johansen, den lokale ildsjæl Gitte Christiansen og manden bag Kierkegaardstien ved Gilleleje, Jakob Aagaard. 

I det hele taget bød turen på virkelig mange oplevelser.

Jeg kan allerede her afsløre: At jeg kom til at gå væsentlig længere end 65 kilometer. At jeg ikke er god til at bruge en økse. At jeg ikke er ret god til at finde vej. At jeg fik syv vabler. At jeg fortrød, at jeg slæbte en bog med. At jeg måtte spise med min pløk, da jeg mistede min spork. At jeg var vild med at vandre. At jeg elsker naturen. 

Jeg mødte den seje eventyrer Erik B. Jørgensen. Ham kan du læse om, hvis du klikker på artiklen.

Du kan se alle mine oplevelser på vejen ved at klikke ind på serien her.