Efter høje smittetal: Nu banker corona-vagter på dørene i Kokkedal

Styrelsen for Patientsikkerhed har sendt ti ansatte og en indsatsleder til Kokkedal i Fredensborg, der er hårdt ramt af coronasmitte, for at få flere borgere til at lade sig teste.

Fredensborg Kommune er hårdt ramt, efter at antallet af coronasmittede i kommunen det seneste stykke tid er steget og steget.

Med 82 smittetilfælde i den seneste opgørelse lørdag eftermiddag fra Statens Serum Institut er Fredensborg nu den kommune i landet, hvor der er næstflest smittede per 100.000 indbyggere.

Incidenstallet ligger på 201,2, og det overgås kun af Ishøj Kommune, der ligger med en incidens på 245.

Smitten i Fredensborg Kommune fordeler sig meget skævt. Mens kun fem procent af de smittede bor i Fredensborg by, bor hele 65 procent af de smittede i Kokkedal.

De resterende 30 procent fordeler sig i områderne omkring Nivå og Humlebæk.

Derfor bliver der nu gjort en ekstra indsats, og allerede i denne weekend bliver ”testambassadører” fra Styrelsen for Patientsikkerhed tydelige i gadebilledet omkring Egedalsvænge i Kokkedal.

Borgmester er glad for hjælpen

Iklædt synlige veste går de fra dør til dør med det klare mål at få endnu flere borgere til at lade sig teste og dermed banke coronasmitten ned.

- Vi er glade for, at Styrelsen for Patientsikkerhed understøtter den store indsats, som kommunen, boligselskaberne, de boligsociale indsatser, foreninger og en masse gode frivillige kræfter allerede yder. Smittetrykket er især højt i Egedalsvænge og det er derfor også her, at styrelsen i første omgang koncentrerer indsatsen, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen i en pressemeddelelse.

- Vi skal banke smitten ned meget hurtigt, og jeg vil derfor de kommende dage afsøge alle muligheder for, at vi kan udvide både testmuligheder og smitteopsporingen, for dette er en situation, som vi på ingen måde vil acceptere, udvikler sig yderligere i Fredensborg Kommune, siger borgmesteren.

Styrelsen for Patientsikkerheds medarbejdere stemmer dørklokker i Kokkedal fra i dag lørdag den 6. marts i tidsrummet kl. 16 til 20 og søndag den 7. marts mellem kl. 10 og 16.

I Kokkedal er testcenteret i Egedalshallen – Holmegårdsvej 3 - åben alle ugens dage kl. 8-20. 

Her kræves ingen tidsbestilling, så borgerne skal blot møde op, lyder opfordringen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik