Snart kan du sidde på hjemmekontoret igen - sådan er du stillet, hvis det sker

Hvordan er man egentlig stillet, hvis man på grund af energibesparelser bliver sendt hjem for at arbejde.

Hjemmekontor er noget, der for mange af os rimer på coronanedlukning.

Men snart kan det måske blive aktuelt igen.

Fra den 7. oktober og resten af året, kan omkring 400 ansatte på Egedal Rådhus eksempelvis se frem til at skulle arbejde hjemmefra. Kommunen har nemlig valgt at lukke rådhuset en dag om ugen for at spare.

Og det valg bliver Egedal Kommune næppe den eneste arbejdsplads, der tager, vurderer Christian Lyhne Ibsen, som forsker i arbejdsmarkedspolitik fra Københavns Universitet.

For det faktum, at vi går en vinter med en mulig energikrise og et behov for at spare, gør, at flere og flere arbejdsgivere meget vel vil opfordre deres medarbejdere til at arbejde hjemme.

- Hjemmearbejde under energikrisen er en del af en større tendens, hvor arbejdsgiverne har set, at de har mulighed for at spare. Hjemmearbejde under corona-nedlukningerne har været et relativt succesfuldt eksperiment. Der var ikke produktivitetstab. Medarbejderne sad ikke bare og slappede af.

- Det har givet blod på tanden, fordi arbejdsgiverne har set, at de kan reducere faste udgifter ved kontorbygninger og så videre. Når der så kommer en energikrise, så er hjemmearbejde et håndtag, som man kan skrue på, forklarede Christian Lyhne Ibsen forleden til TV 2 Lorry.

Tyskland tilbyder refusion

Også i vores naboland Tyskland breder det sig med hjemmearbejde. Her arbejder man nemlig allerede på at forlænge de hjemmearbejdsregler, som man havde under coronanedlukningerne.

- I Tyskland foreslår flere virksomheder og den offentlige sektor, at man sparer på energien, ved at forlænge de regler, man havde for home office, da man arbejdede hjemme (under corona, red.), så de regler også gælder under energikrisen, forklarer Lykke Friis, der er direktør i Tænketanke Europa, til TV 2 Lorry og tilføjer:

- Den tyske regering har sagt, at arbejder man hjemme, så har man også mulighed for at få noget refusion fra staten. 

Det er dog ikke tilfældet herhjemme. Men hvordan er det så, at man er stillet, hvis man bliver sendt på hjemmekontoret i Danmark, som det ser ud lige nu?

I Danmark er det Arbejdstilsynet, der står for håndhæve arbejdsmiljølovgivning, der som udgangspunkt gælder ved hjemmearbejde.

Derudover kan den enkelte arbejdsplads godt have indgået en yderligere aftale - eksempelvis i overenskomsten - om eksempelvis et økonomisk tilskud til den ene eller anden udgift.

Af faktaboksen nedenfor kan du blive klogere på Arbejdstilsynets retningslinjer for hjemmearbejde.

Regler for indretningen af hjemmearbejdspladsen

1

Skal arbejdsgiver betale internet eller sørge for netadgang?


Arbejdsmiljølovgivningen fastsætter ikke regler for betaling af internet i forbindelse med hjemmearbejde. Arbejdsmiljøloven regulerer vilkår om, at arbejde sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

2

Hvilke krav gælder for tilrettelæggelsen af skærmarbejde i hjemmet?


Arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdet ved skærm tilrettelægges, så arbejdet regelmæssigt bliver afbrudt af andet arbejde eller pauser.

Disse særlige krav i skærmbekendtgørelsen gælder kun, hvis den ansatte udfører skærmarbejde hjemme regelmæssigt og mere end 2 dage om ugen som et gennemsnit set over en måned.

3

Har man krav på skærmbriller?


Som ansat har man ret til at få undersøgt syn og øjne, og man har ret til skærmbriller, hvis en synsundersøgelse viser, at det er nødvendigt, og ens egne briller eller kontaktlinser ikke kan anvendes.

Disse særlige krav i skærmbekendtgørelsen gælder kun, hvis den ansatte udfører skærmarbejde hjemme regelmæssigt og mere end 2 dage om ugen som et gennemsnit set over en måned.

4

Hvad er kravene til belysning?


Der skal være tilstrækkelig almenbelysning og særbelysning (arbejdslampe).

Disse særlige krav i skærmbekendtgørelsen gælder kun, hvis den ansatte udfører skærmarbejde hjemme regelmæssigt og mere end 2 dage om ugen som et gennemsnit set over en måned.

5

Hvad er kravene til skærmen på hjemmekontoret?


Skærmen skal være adskilt fra tastaturet således, at medarbejderen kan anvende hensigtsmæssige arbejdsstillinger og -bevægelser.

Dette særlige krav i skærmbekendtgørelsen gælder kun, hvis den ansatte udfører skærmarbejde hjemme regelmæssigt og mere end 2 dage om ugen som et gennemsnit set over en måned.

6

Hvad er kravene til arbejdsstolen?


Arbejdsstolen skal ved skærmarbejde være stabil, sikre brugeren bevægelsesfrihed og en hensigtsmæssig arbejdsstilling, med et stolesæde, der kan indstilles i højden og en stoleryg, der kan indstilles i højden og skråtstilles.

Disse særlige krav i skærmbekendtgørelsen gælder kun, hvis den ansatte udfører skærmarbejde hjemme regelmæssigt og mere end 2 dage om ugen som et gennemsnit set over en måned.

7

Hvad er kravene til arbejdsbordet?


Det arbejdsbord, der arbejdes ved, skal have tilstrækkelig plads til, at arbejdet kan udføres med hensigtsmæssige arbejdsstillinger og -bevægelser (der er ikke krav om hæve-/sænkebord).

Disse særlige krav i skærmbekendtgørelsen gælder kun, hvis den ansatte udfører skærmarbejde hjemme regelmæssigt og mere end 2 dage om ugen som et gennemsnit set over en måned.

  Kilde: Arbejdstilsynet


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik