Havnefoged advarer sejlere efter tyveri af træklodser: ”Fjern dem, før tyven gør det”

Et mystisk tyveri af træklodser har fundet sted på Lynæs Havn i Hundested.

Det var noget af en kedelig overraskelse, der ventede havnefogeden på Lynæs Havn, da han tirsdag skulle hente såkaldte træklodser.

Her måtte han nemlig sande, at ubudne gæster henover weekenden havde lagt vejen fordi havnen og var smuttet derfra med en lang række trævarer. 

quote Det ligger sikkert i en eller andens brændestak nu. Det er jeg helt sikker på.

Morten Frederiksen, havnefoged på Lynæs Havn

Helt konkret var der forsvundet halvanden palle med de træklodser, bådene placeres på, når de står på land. Derudover var der også forsvundet, hvad der svarer til en hel palle med hårdt træ

- I går (tirsdag, red.), da jeg skulle bruge det, tænkte jeg, hvorfor er kassen tom? Det har aldrig været et problem før. Træklodserne er rimelig vigtige, for uden klodser kan vi ikke tage både på land, siger Morten Frederiksen, der er havnefoged på havnen, til TV 2 Lorry.

Låses inde i container

Efter tyveriet har havnefogeden skrevet et opslag på Lynæs Havns Facebook-side, hvor han advarer bådejerne.

- Hvis de stjæler vores træ, så vil de sikkert også tage det, som I har liggende på bådvogne og stativer. Derfor bør I nok fjerne det, inden røverne gør det, lyder opfordringen på Facebook.

Morten Frederiksen oplyser til TV 2 Lorry, at han har været i dialog med havnens forsikringsselskab, som ikke dækker tyveriet, fordi trævarerne ikke har været låst inde - men det er der lavet om på nu. 

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Har du fået stjålet træpiller eller brænde?

Har du oplevet at få stjålet træpiller, brændestakke, gasflasker og brændstoftanke? Så hører TV 2 Lorry gerne fra dig.

Skriv til journalist Signe Julie Andersen på sija@tv2lorry.dk.

Tip os

Morten Frederiksen og kollegaerne har nemlig taget deres forbehold og sikret sig mod endnu et tyveri.

De resterende træklodser er blevet flyttet, mens Morten Frederiksen arbejder på at få lejet en container, hvor man kan låse de eftertragtede træklodser inde. 

- Det vil vi gøre, indtil brænde- og energikrisen er forbi, siger Morten Frederiksen med henvisning til det, han ser som motivet til tyveriet: 

- Det ligger sikkert i en eller andens brændestak nu. Det er jeg helt sikker på, fastslår han og tilføjer, at træet faktisk er ubrugeligt som brænde, fordi de er trykimprægneret. 

Tre tons træpiller stjålet

Og hans antagelse om motiv er måske ikke helt uden grund. 

Som TV 2 Lorry tidligere har fortalt, melder forhandlere i hovedstadsområdet således om panisk stemning blandt kunder, der køber brænde og træpiller i stor stil, mens flere forhandlere også må melde udsolgt af de varme varer.

Midt- og Vestsjællands Politi har i september ligeledes været ude og advare mod, at varme-varer er i høj kurs blandt tyve.

Derfor opfordrede politikredsen både borgere og erhvervsdrivende til at sikre sig mod eventuelle tyverier af de varmende og populære varer som træpiller, brændestakke, gasflasker og brændstoftanke.

- Vi ved, at efterspørgslen på brændsel stiger naturligt, når vi er på vej i fyringssæson. Men i år er det også varer, som lige pludselig har en meget højere værdi end tidligere, og derfor er de særlig udsat, udtalte Michael Flemming Rasmussen, der er politiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi, i den forbindelse til TV 2 Lorry.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyste i samme forbindelse til TV 2 Lorry, at man i denne sæson endnu ikke havde oplevet en større stigning i antallet af tyverier af de føromtalte varer. 

Helt uden anmeldelser står politikredsen dog ikke. 

Så sent som i sidste uge kunne politikredsen berette om, at der var blevet stjålet mellem tre og fire tons træpiller fra en tank på en ejendom i Strøby i Stevns Kommune.

Forsikringsselskaber væltes af henvendelser

Den store efterspørgsel på brændsel og frygten for at miste dem, mærker man også hos flere af landets store forsikringsselskaber.

Både Gjensidig, Topdanmark og If Skadeforsikring melder således om et stigende antal henvendelser fra bekymrede brogere, der vil vide, hvordan man forsikrer brænde og træpiller. 

Nedenfor kan du se en række råd til, hvordan du undgår tyveri af træpiller og brænde. 

Sådan beskytter du dine varme varer

Nedenfor kan du læse Topdanmarks fire gode råd til, hvordan du undgår tyveri af træpiller og brænde. 

  • Hvis træpiller eller brændestakke bliver leveret foran dit hjem, er det en god idé at få båret det væk hurtigst muligt, så det ikke står synligt fremme i dagevis ude på vejen.

  • Lås træpiller og brænde inde, hvis det er muligt.

  • Opsæt gerne lamper med bevægelsescensor.

  • Aftal med dine naboer, om de vil holde ekstra øje med ubudne gæster.

    Kilde: Topdanmark

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik