Eventyrernes råd: Kom nemt og billigt på mikroeventyr

Eventyrer Tore Grønne guider dig igennem alt det, du skal vide, når du tager på mikroeventyr i Lorryland. Her kommer han med gode råd til mikroeventyr, hvor alle kan være med, og hvor man ikke skal bruge en formue på udstyr.

Okay, du vil gerne på vintertur, men efter at have set en pakkeliste med alt hvad man skal bruge for at komme ud, er du gået helt kold. Der er alt for meget, der skal købes. Alt for meget, der virker uoverskueligt.

Fortvivl ikke – det behøver slet ikke at være så svært.

Da jeg begyndte at rejse ud i verden på cykel og til fods – ture over såvel måneder som år – var der gabende store huller i min pakkeliste. Jeg vandrede til Everest Base Camp i et par cykelsko, for det var nu engang dem, jeg havde med på turen, hvor jeg også cyklede fra Tibet til Danmark.

quote Min varme trøje var en gammel hættetrøje fra skabet derhjemme

Tore Grønne, eventyrer og turcyklist

Det gjorde jeg i et par aflagte løbebukser til 100 kroner, som en kammerat havde givet mig, inden jeg drog af sted. Min varme trøje var en gammel hættetrøje fra skabet derhjemme, og jeg havde ikke noget regntøj. Det fik jeg at føle, da jeg cyklede omtrent 500 km gennem Østrig og Tyskland i konstant, ubønhørlig plaskregn, så det var noget af det, jeg sørgede for at pakke til den næste rejse.

Pointen er ikke, at turen ikke havde været mere behagelig, hvis jeg havde haft et par dyre bukser, ordentlige vandresko og et lækkert sæt letvægtsregntøj.

Hvis du vælger en destination, der er nem at komme til og fra, kan du hurtigt afbryde missionen og tage hjem med det, du lærte, hvis tingene tager en sur drejning. Her er vi på Kalvebod Fælled få stenkast fra metroen.
Hvis du vælger en destination, der er nem at komme til og fra, kan du hurtigt afbryde missionen og tage hjem med det, du lærte, hvis tingene tager en sur drejning. Her er vi på Kalvebod Fælled få stenkast fra metroen.
Foto: Tore Grønne

Pointen er, at det gik fint.

Jeg kunne være blevet hjemme, fordi jeg ikke havde råd til det nyeste, dyreste udstyr, men det gjorde jeg ikke. Jeg tog af sted med det, jeg havde, og i dag er det ikke de tvivlsomme udstyrsvalg, der fylder i hukommelsen – det gør de gode minder til gengæld. 

Ekspedition Lorryland - Vinterturen

Eventyreren Tore Grønne har rejst til fods og på cykel i hele verden. I serien her drager han på seks små eventyr i Hovedstadsområdet sammen med sin gode ven Bertel Henning fra Gershøj.


Se hele Ekspeditionen Lorryland – Vinterturen her.


I den her artikelrække deler Tore Grønne ud af sine tips til at komme på mikroeventyr og få en god oplevelse – selv når vinterkulden kradser, og mørket ligger over landet.


Serien er produceret af Svada Film i samarbejde med TV 2 Lorry.


Pssst... Makkerparret var også på ekspedition i Lorryland i sommer - den serie kan du se her. 

Start med en sheltertur

Når det kommer til mikroeventyr i det danske, kan du komme på masser af fine vintereventyr uden at skulle spendere en formue forinden. Og så kan du ellers langsomt begynde at fylde op i grejskabet derhjemme, som du finder ud af, hvad der virker for dig.

Et godt sted at starte er med en sheltertur. Du kan nemlig køre direkte til shelteret eller komme meget tæt på, har ikke langt at vandre, og så kan du:

Lade være med at bekymre dig om et telt, da du allerede har ly og læ for regnen, vinden og natten i form af shelteret.

Droppe den dyre sovepose, da du bare hiver dynen hjemmefra med på tur. Det samme gælder hovedpuden.

quote Regner det, søger du ly i shelteret

Tore Grønne, eventyrer og turcyklist

Bruge noget du allerede har derhjemme som underlag. Vi brugte et par foldemadrasser fra IKEA på vores magelige sheltertur til Nødebo i Ekspedition Lorryland – Vinterturen, og det fungerede glimrende.

Bruge det varme tøj, du bruger i hverdagen. Du skal ikke være aktiv med pulsen i vejret og har ikke nødvendigvis brug for friluftstøj, der kan ånde helt vildt godt, samtidig med det holder regnen ude. Regner det, søger du ly i shelteret.

Bruge hvad du allerede har i køkkenet til at lave mad med. Eller tage en færdiglavet ret med, som bare skal varmes op over bål. Eller, endnu lettere, tag en sandwich, en salat eller noget andet med, som slet ikke skal varmes op.

Tage masser af ekstra ting og udstyr, tæpper og puder med, da du blot kan fylde bagagerummet til bristepunktet og hive det frem, du har brug for.

Altid køre hjem, hvis noget ’går galt’, og det bare ikke er sjovt længere.

Du kan finde sheltere og overnatningspladser på www.udinaturen.dk.

Et sted i Pakistans stammeområder nær grænsen til Afghanistan i et par aflagte løbebukser og en lokal T-shirt. Jeg havde stadig omtrent 9000 kilometer på cyklen hjem til Danmark.
Et sted i Pakistans stammeområder nær grænsen til Afghanistan i et par aflagte løbebukser og en lokal T-shirt. Jeg havde stadig omtrent 9000 kilometer på cyklen hjem til Danmark.
Foto: Tore Grønne

Gammelt, lånt, brugt og lejet

Vil du på ture, hvor du bevæger dig lidt mere gennem naturen og ikke sover indendørs eller i shelter, bliver turen mere behagelig, hvis du har noget grej, der er mere beregnet til den slag.

Du kan du sagtens komme afsted på tur uden at sprænge boksen på en funklende ny friluftsgarderobe til at begynde med.

Du kan i stedet:

Bruge tøj fra skabet derhjemme; meget af det skal nok virke til at starte med, og så er det ellers bare med at bygge outdoorgarderoben op løbende.

Låne de lidt dyrere ting som telte og rygsække af venner eller bekendte.

Købe brugt udstyr; der er masser at komme efter derude, hvis det ikke lige behøver at være det sidste nye, du bruger til turen.

Leje udstyr. Hvorfor købe et ringe festivaltelt, som alligevel ikke kan holde regnen ude, i stedet for at leje et telt i topkvalitet og få en god oplevelse?

Lave en liste over, hvad du har, som du kan bruge på tur. Når du kommer hjem, noterer du, hvad der fungerede godt, og hvad der ikke fungerede så godt. Langsomt kan du opbygge det arsenal af tøj og grej, der passer til de ture, du gerne vil på. 

Der ligger masser af lettilgængelig sheltere rundt omkring i Lorryland. De er perfekte til en nem, hurtig overnatningstur, hvor du ikke behøver en masse udstyr eller erfaring for at få en god oplevelse.
Der ligger masser af lettilgængelig sheltere rundt omkring i Lorryland. De er perfekte til en nem, hurtig overnatningstur, hvor du ikke behøver en masse udstyr eller erfaring for at få en god oplevelse.
Foto: Tore Grønne

3 tips til turen

Og så er der selvfølgelig nogle ting, du kan gøre, der forbedrer chancerne for en god tur:

Planlæg turen efter det udstyr, du har adgang til: Start med en tur på en dag, hvor der er lovet høj sol, ingen vind og ordentligt temperatur. Her kan du allerede glemme alt om regntøjet og det ekstravarme udstyr.

Planlæg en ”flugtrute”. Husk, at hele pointen med at tage ud er at få en god oplevelse. Der er ingen skam i at vende om. At tage hjem. At bruge det, man har lært, til at komme på en bedre tur næste gang. Hellere det, end at turen bliver så sur, man ikke har lyst til at tage ud igen.

Bevar humoren og grin – ikke mindst af dig selv. En af de charmerende ting ved at drage på mikroeventyr er det uventede. Du kan aldrig kontrollere alt og være sikker på, hvad der kommer til at ske. Det er derfor, det er et eventyr. Omfavn det. Og hvor galt kan det lige gå? Du kan altid følge råd nummer 2 lige herover, hvis det alligevel bliver for surt. 

Hiv en gammel støbejernspande frem fra gemmerne derhjemme, og du er klar til at lave bålmad.
Hiv en gammel støbejernspande frem fra gemmerne derhjemme, og du er klar til at lave bålmad.
Foto: Tore Grønne

Herunder kan du tage med på ekspeditionens fjerde mikroeventyr: Drinks og pizza (4:6)

Guiden fortsætter under videoen. 

I det her afsnit drager eventyrer Tore Grønne og hans vej Bertel Henning på et mageligt eventyr ved Hillerød. For et eventyr behøver ikke at betyde hårde strabadser, men kan lige så vel betyde drinks og pizza – for ja, pizzabude bringer åbenbart også ud til sheltere.

Tore Grønnes samling af råd til nye eventyrere:

1. Kopier alle Tore og Bertels mikroeventyrer

Her får du alt at vide om de seks mikroeventyr, som Tore og Bertel har været på, så du selv kan drage på eventyr. Du får også fifs og links til gode steder at sove, parkeringspladser og vandreruter. Se guiden her.


2. 5 gode råd: Mikroeventyr alle kan tage på

Den erfarne eventyrer Tore Grønne guider dig til, hvordan du nemt kan sige farvel til hverdagslivet og komme på mikroeventyr. Se guiden her.


3. Få ekspertens pakkeliste til vinterens mikroeventyr

Åh, hvad skal jeg mon tage med på vintertur for at klare mig gennem en iskold nat midt i en skov? Fortvivl ej, her får du ekspertens detaljerede pakkeliste. Se guiden her. 


4. Eventyrernes råd: Kom nemt og billigt på mikroeventyr

Du behøver ikke at købe dig fattig i fancy ustyr for at komme på eventyr om vinteren. Eventyrer Tore Grønne har selv vandret til Everest Base Camp i et par gamle løbebukser til 100 kroner. Se ovenfor. 


5. Eventyrerens råd: Sådan holder du regn og kulde ude på vinterturen

Bare tanken om at være gennemvåd og kold i et shelter en vinternat kan få selv den mest eventyrlystne til at blive hjemme. Her får du den erfarne eventyrers bedste råd til at holde regn og kulde ude. Se guiden her.


6. Pep friluftsturen op: Miks en cocktail i shelteret

Et eventyr behøver ikke at være fyldt med strabadser og slid for at være et eventyr. Det er ikke forbudt at ringe efter pizza eller at have krystalglas med til en cocktail under stjernehimlen. Se guiden her. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik