De ligger blot og venter uden for døren.
Mikroeventyr er de korte ture, der skaber skønne små afbræk i hverdagen og giver fine oplevelser i naturen.
Den største udfordring er ofte at få sagt til sig selv: ”Nu gør jeg det!”
Det gode ved dem er, at der altid er plads til dem i kalenderen, selvom man hverken har ferie eller særlig meget tid i hverdagen. De er heller ikke svære at planlægge, når man lige har sporet sig ind på dem. Og så koster det stort set ingenting at komme på mikroeventyr.
Den største udfordring er ofte at få sagt til sig selv: ”Nu gør jeg det!”
Ekspedition Lorryland - Vinterturen
Opfundet af Alastair
Det var den britiske eventyrer Alastair Humphreys, der første gang satte ord på konceptet med at tage på hurtige, lettilgængelige overnatningsture i sit lokalområde.
Han havde brugt fire år på at cykle jorden rundt og havde derudover en række vilde ekspeditioner på sit eventyrlige CV. Hjemme i England savnede han at komme på tur, men kunne ikke lige stikke af i årevis.
Derfor begyndte han at tage på de små, korte ture i sit nærområde. Sov på en bakketop. Svømmede en tur i en flod. Tilbragte en nat et mørkt sted under fuldmånen.
Han populariserede derefter begrebet mikroeventyr, og det førte til, at han blev kåret til National Geographic Adventurer of the Year i 2012.
I dag finder man folk, der bruger begrebet mikroeventyr verden rundt, og det smukke er, at der absolut ingen regler er for, hvad et mikroeventyr kan være. Der er ingen facitliste. Det handler i bund og grund om at komme ud og få nogle gode oplevelser, og jo mere man bringer fantasien i spil, jo sjovere bliver det.
I denne artikel får du fem tips til mikroeventyr, du kan drage på, uanset hvor du bor.
1. Overnat i et shelter i nærheden
Her er det helt nemme, overkommelige mikroeventyr, som du kan sætte ud på i såvel hverdagen som i weekenden, sommer som vinter.
Tag ud til et shelter. Overnat. Tag hjem igen.
Og så kan du ellers frit kombinere overnatningen med en transportform: du kan gå til shelteret, hoppe i cykelsadlen og tage en rundtur inden din overnatning eller tage vandvejen og komme frem i kajak eller kano.
Der findes enormt mange sheltere spredt rundt i Lorryland, hvad enten du vil sove ud til vandet eller dybt inde i skoven. Du kan vælge mellem nem adgang med parkering tæt på eller vandre kilometervis, inden du kommer frem. Uanset hvad du vælger, kan det dog være en god ide at reservere det på forhånd; især hvis du sætter ud i sommerhalvåret eller i weekender.
Du kan læse mere om, hvordan du finder shelter- og overnatningspladser her.
2. Drag på mission
Det er blevet virkelig tydeligt under ’Ekspedition Lorryland’, at man kan skrue væsentlig op for følelsen af eventyr ved at forvandle turen til en mission.
Fisk dig til aftensmaden, og steg den over bål på shelterpladsen. Find østers i Isefjorden, og nyd dem med et glas champagne. Bestig den højeste bakketop i dit område, og tilbring natten dinglende i en hængekøje mellem trætoppene. Gå hele vejen rundt om en ø eller en sø. Find urter til at lave din egen snaps undervejs. Find det mest øde sted i dit område, og overnat lige der.
Der er ubegrænsede muligheder for at peppe eventyret op.
3. Lav et benspænd
Det kan virke fjollet, men en tur bliver ofte langt sjovere, hvis man laver et lille benspænd for sig selv i form af en regel, man overholder på sin tur.
Nogle af de sjoveste og bedste oplevelser, vi har haft på Ekspedition Lorryland, har netop været, når vi har opfundet en regel, der gør turen lidt mere besværlig.
Det kan være, at man bestemmer sig for, at man vil krydse en offentlig skov uden at gå på stierne. At man kun må gå på stranden eller stenene langs kysten. At man lader en terning bestemme, hvilken vej man drejer, hver gang vejen eller stien deler sig.
Det virker måske lidt fjollet, men man kommer ofte tættere på naturen, når man bevæger sig gennem den med benspænd. Det er nemlig her, man dropper automatgearet og i højere grad bliver opmærksom på omgivelserne.
Er du i tvivl om, hvad du egentlig må i den danske natur, kan du læse mere om det her.
4. Mikroeventyr på en hverdag
Det er såre simpelt, men så nemt at glemme, at man stort set hver eneste dag har mulighed for at få proppet et lille eventyr ind.
Pak en rygsæk med telt, sovepose, underlag, kogegrej og lidt mad, inden du tager på arbejde. Efter arbejde begiver du dig direkte ud i naturen og finder en fin overnatningsplads, hvor du slår teltet op eller gør klar til natten i et shelter.
Snart sidder du ved et knitrende bål under stjernerne i en verden, der føles milevidt fra hverdagen.
Næste morgen pakker du sammen og tager direkte på arbejde. Du har nu fået lidt eventyr ind i hverdagen – og har garanteret en hyggelig, lille historie at fortælle over frokosten.
Når du er hjemme igen, kan du passende pakke rygsækken til din næste overnatningstur med det samme. Står den klar og venter, er det meget nemmere at tage den spontane beslutning om at gentage succesen, når man pludselig får lyst til det.
5. Prøv noget helt nyt
Det er altid mindeværdigt at prøve noget nyt, og man løber aldrig tør for nye ting, man kan prøve. Start f.eks. med at overnatte på en måde, du aldrig har prøvet før; i shelter, telt, hængekøje, direkte på stranden eller måske bare i soveposen lige ude i baghaven, hvis man er helt ny i at overnatte udendørs.
Få en ven, der allerede har lidt erfaring til at tage dig med på en tur, hvor du kommer frem på en ny måde – på cykel, i kajak eller kano, på tømmerflåde, tandem, rulleskøjter eller løbehjul.
Eller kast dig ud i det på egen hånd.
Det vigtigste tip af dem alle er dog nok det her: Se nu bare at komme ud. Gør dig dine egne erfaringer. Find ud af, hvad der virker for dig.
Så skal der nok ligge masser af mikroeventyr ude i horisonten.
Her kan du se ekspeditionens andet mikroeventyr: Eventyr i Københavns baghave (2:6)
Guiden fortsætter under videoen.