Satudarah-rockere forbydes nu at samles i rockerborg

Fremover må medlemmer af banden Satudarah ikke længere opholde sig i deres klubhus i Ganløse.

Medlemmer af rockergruppen Satudarah må ikke længere opholde sig i deres klubhus på Ringbakken i Ganløse. 

Det står klart, efter et samlingsstedsforbud er trådt i kraft d. 17. december, hvor forbuddet blev bekendtgjort for lejerne af ejendommen, som er medlemmer af rockerbanden. 

Siden november har byrådet i Egedal kæmpet for at nedlægge et samlingsstedsforbud mod ejendommen på Ringbakken, hvor en gruppe medlemmer fra gruppen Satudarah har opholdt sig. 

Her stemte et enigt byråd forbuddet igennem, der skal forhindre rockerne fra Satudarah i et opholde sig samlet i klubhuset i Ganløse. 

DET SIGER BANDEPAKKEN OM ROCKERBORGE

En kommune kan nedlægge forbud mod at en ejendom anvendes som samlingssted for rockere eller bander, hvis det medfører "væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende".

 

Domstolene kan idømme en person, der er dømt efter bandebestemmelsen, opholdsforbud i den eller de kommuner, hvor forbrydelsen har fundet sted.

 

Kilde: Justitsministeriet

Stor glæde i Ganløse 

Lige nu er der derfor ingen rockere at finde i Ganløse til stor glæde for borgerne. 

- Det er lidt ligesom en sten, der falder fra ens hjerte. Bare det at de ikke længere er der, føles som en lettelse. Med andre ord kan man sige, at det er en tidlig julegave, fortællere beboere i Ganløse.

Selvom Ringbakken er rocker-fri de næste tre måneder, er flere af beboerne dog bekymrede over, om de har tænkt sig at vende tilbage til Ganløse igen til foråret, når samlingsstedsforbuddet udløbet. 

- Vi ved, at kommunen ser på, om forbuddet skal forlænges eller ej, når det uløber. Og der har jo formentlig ikke været nogle voldelige episoder, når de ikke har været det. Så nu frygter vi, at de kommer tilbage igen til marts, og at det hele vil stå på igen. Det virker ikke som om, de bare vil opgive adressen, fordi de har investeret meget i det, fortæller flere beboere til TV 2 Lorry. 

Kan ikke forhindre tilbagevenden 

Ifølge Egedals borgmester, så er forbuddet vigtigt for, at beboerne i Ganløse kan føle sig trygge. 

- Det er godt med det her forbud. Vi har nogle borgere, som har været meget utrygge over de ting, der er foregået på adressen. Jeg er sikker på, det er den rigtige beslutning at indføre et samlingsstedsforbud ud fra politiets oplysninger og borgernes oplevelser, siger Karsten Søndergaard (V).

Han fortæller videre, at kommunen ikke kan forhindre rockerne i at vende tilbage til ejendommen på Ringbakken, men at de vil bruge politiets oplysninger om adfærden efter marts, hvis det skulle ske. 

- Når vi når d. 17. marts, så må vi tage den derfra. Der er fra den dato, at de må bruge ejendommen igen. Hvis de vender tilbage, må vi se om der kommer nye oplysninger fra politiet, som vi kan bruge. Det er dem, vi er afhængige af, uddyber borgmesteren. 

Kommuner, som har nedlagt samlingsstedsforbud mod rockere

Hvidovre Kommune gjorde brug af samlingsstedsforbuddet i november 2017, da man lukkede et klubhus for rockerklubben Bandidos. 

 

Rødovre Kommune udnyttede muligheden for et forbud, da de samtidig med Hvidovre lukkede et klubhus for Bandidos efter flere hærværk- og skudepisoder over hele Sjælland. 

Hillerød Kommune har også ønsket at benyttede samlingsstedsforbuddet mod en Bandidos rockerborg, men til stor frustation for kommunen har ingen naboer klaget over gruppen. 

Mord på radiovært udskyder forbud

Som TV 2 Lorry før har fortalt, har rockerne gennem længere tid skabt voldsom utryghed og været til stor gene for byens små 3.000 indbyggere. Og ifølge borgmesteren har politiet foretaget flere sigtelser på ejendommen. Blandt andet på baggrund af våbenloven. 

Efter Egedal Kommune havde sendt sit ønske ind om et samlingsstedsforbud, skulle det i høring hos lejeren og ejeren af den pågældende ejendom. Den høringsfrist udløb ved midnat d. 6. december. 

Derefter var der lagt op til, at forbuddet mod rocker-borgen skulle træde i kraft, men sådan gik det ikke i første omgang.

Poltiet modtog nemlig nye oplysninger om, at rockerborgen havde en tilknytning til mordet på radiovært og tidligerebandeleder Nedim Yasser.

Blandt andet indgik politiet i en større politiaktion på Ringbakken, som de efterfølgende bekræftede havde forbindelse til anholdelserne af de to mænd, som politiet har sigtet for drab og medvirken til drab på Nedim Yasar. 

Politiaktion ved rockerborgen på Ringbakken i Ganløse.

Derfor var byrådet i Egedal opsat på at få de nye informationer fra politiet til at indgå som en vigtig del af grundlaget af et forbud mod Satudarah, og derfor måtte kommunen sende det i høring på ny. 

I forbindelse med den første høringsperiode svarede rockerne via deres advokat, som kom med indsigelser mod kommunens begrundelser for et forbud.

- Det var et meget langt svar, som helt overordnet gik på, at de ikke var enige i, at der havde været de her utryghedsskabende aktiviteter, som vi har lagt til grund for forbuddet, udtalte borgmester Karsten Søndergaard (V).

 

Historien om rockerborgen på Ringbakken

  • Satudarah flyttede ind i huset på Ringbakken i september 2016.
     
  • I november 2017 besluttede politiet at lukke 11 rockerborge på Sjælland - herunder rockerborgen i Ganløse - på grund af en voldelig konflikt mellem Satudarah og Bandidos.
     
  • Få timer efter lukningen brød en bil, der holdt tæt op ad rockerborgen, i brand.
     
  • I 2018 vendte Satudarah-rockerne tilbage til rockerborgen i Ganløse.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik