S-profil hiver minister ind i sag om ægtepars motorvejs-mareridt

Den socialdemokratiske folketingspolitiker Mette Gjerskov har rejst sag over for transportministeren om et stavnbundnet ægtepar fra Gundsømagle.

Sagen om et 80-årigt ægtepar fra Gundsømagle, der ikke kan sælge deres landejendom grundet den kommende Frederikssundsmotorvej har bragt mange sind i kog.

quote Jeg vil være sikker på, at vi er gået så langt, som vi kan for at hjælpe dem

Mette Gjerskov, folketingspolitiker (S)

Et af disse sind tilhører folketingspolitiker for Socialdemokratiet Mette Gjerskov. Hun har netop rejst sagen over for transportminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance.

- Det er så ærgerligt, at der sidder et ægtepar på en stor landejendom, men som ikke kan sælge den på grund af motorvejsplaner. Der må kunne findes en løsning. Og derfor har jeg rejst sagen for transportministeren, siger Mette Gjerskov til TV 2 Lorry.

Hvad betyder ekspropriation?

Ekspropriation betyder, at en husstand tvinges til at afstå sin ejendomsret mod fuld erstatning. Ekspropriation kan kun ske, hvis grunden til ekspropriation er til fordel for almene samfundsinteresser, som f.eks. en motorvej.

Connie og Jørgen i motorvejshelvede

Det 80-årige ægtepar Connie og Jørgen Petersen er stavnsbundet til deres landejendom Falkærgård på 15 hektar i Egedal Kommune. De drømmer om et lille hus i byen, men de kan ikke komme af med landejendommen. Det store ”men” ved ejendommen er nemlig den kommende Frederikssundsmotorvej.

Planen er, at motorvejen skal gå hen over noget af ægteparrets grund, mere præcist en tredjedel af grunden.

Selvom parret har udsigt til at få en motorvej i baghaven, så kan de ikke få deres hus eksproprieret eller få kompensation for det voldsomme værditab, der er på huset på grund af planerne om motorvejen.

Connie og Jørgen Petersen på 80 år ønsker blot at komme ud af deres landejendom, der i 37 år har fungeret som hestepension.
Connie og Jørgen Petersen på 80 år ønsker blot at komme ud af deres landejendom, der i 37 år har fungeret som hestepension.

Og Vejdirektoratets planer for motorvejen og landejendommen er stadig uklare. Ingen ved helt hvornår, hvordan og hvad der præcist skal ske med nogle landejendomme som Falkærgård.   

Og den uvished får potentielle købere til at tage benene på nakken.

Mange kan være i samme situation

Ifølge Mette Gjerskov, der selv bor i området, har motorvejsprojektet været kendt af befolkningen i mange år. Så den kommer ikke bag på befolkningen.

quote Selvom det kun er et hjørne af ejendommen, så forsvinder køberne jo stadigvæk

Mette Gjerskov, folketingspolitiker (S)

Det mærkværdige er dog, at nogle borgere i området ifølge Mette Gjerskov har fået ekspropriation, mens andre ikke har. Derfor har hun også spurgt transportministeren om begrundelserne for at ekspropriere nogle, men ikke nogle andre.

- Selvom det kun er et hjørne af ejendommen, så forsvinder køberne jo stadigvæk. Det er synd for de involverede i sagen, og jeg vil være sikker på, at vi er gået så langt, som vi kan for at hjælpe dem, siger Mette Gjerskov.

Mette Gjerskov vil gerne have et overblik over eksproprieringerne og særligt dem, der ikke er blevet givet. Derfor har hun opsøgt grupper på Facebook, hvor hun har spurgt ind til, om andre har oplevet det samme som Connie og Jørgen Petersen.

- Der kan sidde mange andre i samme situation, og vi må derfor hurtigst mulig få afklaret planerne for motorvejen, så folk får vished, siger hun.

Mette Gjerskov afventer nu transportminister Ole Birk Olesens svar.

Mette Gjerskovs spørgsmål til transportministeren

  • Er ministeren enig med Vejdirektoratet i, at et 80 årigt ægtepar skal være stavnsbundet til deres usælgelige ejendom ’Falkærgård’ ved Gundsømagle, når alle ved, at der kommer en Frederikssundsmotorvej over ejendommen, uden at Vejdirektoratet dog foretager ekspropriation og afgør gårdens fremtid?
  • Vil ministeren redegøre for, hvor mange ejendomme, der er eksproprieret i forbindelse med Frederikssundsmotorvejens forlængelse, herunder en begrundelse for, hvorfor nogle ejendomme eksproprieres, mens andre efterlades i uvished, ligesom ’Falkærgård’ ved Gundsømagle?

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik