Overfald på bosted var ifølge politiet drabsforsøg

Mand blev behandlet på Rigshospitalet for knivstik i hals, ryg og andre steder. Retsmøde i Helsingør.

Et voldsomt angreb med kniv fandt natten til lørdag sted på et bosted for personer med psykisk handicap i Nordsjælland.

Ifølge politiet blev en beboer i slutningen af 40'erne stukket adskillige gange af en anden beboer, som endnu ikke er fyldt 20 år.

- Den forurettede blev ramt i hals, ryg, arm og andre steder, siger vagtchef David Buch ved Nordsjællands Politi.

Bostedet ligger i Smørum. Herfra slog en medarbejder alarm cirka klokken halv to.

Den sårede mand blev bragt til behandling på Rigshospitalet. Lørdag formiddag oplyser vagtchefen, at han er uden for livsfare.

Ifølge politiet havde den unge til hensigt at dræbe den anden, og der er derfor rejst sigtelse om forsøg på manddrab.

Lørdag formiddag er politifolk fortsat i gang med efterforskningen af sagen.

Den anholdte blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør. En dommer i Retten i Helsingør besluttede, at den unge mand skal være varetægtsfængslet til 12. juni.

I stedet for et arresthus skal frihedsberøvelsen ske på en psykiatrisk afdeling. Dommeren finder, at der er en begrundet mistanke om drabsforsøg, oplyser anklager Liv Mertz.

- Han har erkendt de faktiske omstændigheder, men han har nægtet at udtale sig, siger hun.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik