Ny borgmester bytter borgmesterkæde ud med bleskift: ”Det giver mig en større indsigt”

Kun fire dage inde i sin første borgmesterperiode skifter Egedals borgmester hjørnekontor og borgmesterkæde ud med litteratur, bleskift og grønne overalls.

Når de store beslutninger i byrådssalen skal træffes, vil de være lettere med en stor indsigt og viden om, hvordan kommunen også fungerer praktisk.

Sådan lyder det fra Egedals nye borgmester, Vicky Holst Rasmussen (S), der på sin fjerde dag som borgmester har byttet borgmesterkæden ud med et praktikforløb resten af måneden.

Her skal hun både skal være arbejdskvinde, skifte ble i ældreplejen og passe børn. Det oplyser Egedal Kommune i en pressemeddelelse.

quote Det bliver ikke med rød løber. Det er med kondisko og arbejdstøj

Vicky Holst Rasmussen

- Jeg finder ud af, hvilket arbejde, der bliver lavet og møder så mange af medarbejderne i kommunen som muligt. Det gør mig til en borgmester med jord under neglene, og en borgmester, som lytter til medarbejderne. Det giver mig en større indsigt til, når de store beslutninger skal træffes i byrådet, siger Vicky Holst Rasmussen til TV 2 Lorry.

Første praktikdag vel overstået

Torsdag havde hun første praktikdag som bibliotekar i kommunen, hvor hun både var med til at udlåne og modtage bøger.

- Jeg har fået rigtig meget ud af dagen. Jeg vidste jo godt, at vi i Egedal bruger vores biblioteker rigtig meget, og at vi har nogle meget dygtige medarbejdere. Men så har jeg også fået et indblik i, hvad præcision er, og hvordan hele maskinrummet fungerer her på bibliotekerne, siger hun.

Praktikopholdet på bibliotekerne er første sted af flere forskellige steder i kommunen, hvor både medarbejdere, men også borgerne møder den nye borgmester på slap line.

I løbet af januar vil hun prøve kræfter med flere jobfunktioner og dermed skabe sig et overblik over diversiteten i kommunens arbejdspladser.

Håber på mere praktik fremadrettet

Her skal hun blandt andet være arbejdskvinde på kommunens Materielgård, være i en daginstitution og passe kommunens ældre.

- Jeg kommer sågar også til at komme med vores rådhusbetjent rundt. Det bliver ikke med rød løber. Det er med kondisko og arbejdstøj, siger Vicky Holst Rasmussen til TV 2 Lorry.

Egedal Kommune har omkring 150 forskellige jobfunktioner og 3.400 ansatte. Borgmesteren selv håber, hun i fremtiden kan komme i praktik i mange flere funktioner og møde så mange medarbejdere som muligt. Også når januar er slut.

- Jeg vil rigtig gerne lære organisationen og vores medarbejdere rigtig godt at kende, og jeg synes, sådan et praktikforløb er den helt rigtige måde at gøre det på. Ved at have hænderne i mulden får jeg et rigtig godt indblik i, hvordan det hele foregår, siger Vicky Holst Rasmussen.

- Jeg kan godt lide at være i øjenhøjde med folk, og jeg har det bedst med at se folk i øjnene og selv møde op for at se, hvad de mange dygtige medarbejdere laver til daglig. Det betyder rigtig meget for mig.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik