Nordsjælland har rekord i frivillige ildsjæle, der forebygger indbrud

I Nordsjælland er der rekord i Nabovenner, som hjælper med at arrangere Nabohjælp. Dermed forebygger de op mod hvert fjerde indbrud, viser forskning.

Vinterferien er en af årets højtider for indbrud. Og med ophævede restriktioner og stigende rejselyst vil mange boliger de næste par uger stå tomme, når vi skal have vinterferiesol, sommerhushygge eller ski under fødderne. Guf for en indbrudstyv.

Bare ikke i Nordsjælland. Her er der nemlig landsdækkende rekord i Nabovenner, som organiserer og fremmer Nabohjælp for at forebygge indbrud.

Nordsjællandsk rekord

Således er der her hele 98 ambassadører for Nabohjælp, såkaldte Nabovenner. Nummer to på listen er i Midt- og Vestjylland, hvor man finder 67 Nabovenner. Det viser en opgørelse fra Det Kriminalpræventive Råd.

- Nabohjælp er noget, fanden har skabt. Det er et citat fra en tidligere indbrudstyv, siger Michala Klitgaard Christensen til TV 2 Lorry.

Hun er en af vennerne, der i øjeblikket går rundt som ambassadør i Ølstykke og får flere til at være med i Nabohjælpsordningen.

Smid skrald i skraldespanden

- Jo flere vi er, jo nemmere og mere effektivt er det i forhold til indbrudstyve. Der er mange ting, vi kan gøre for at hjælpe hinanden. Flytte rundt på ting ude i haven, låne hinandens indkørsler og smide skrald i skraldespanden, siger Michala Klitgaard Christensen.

I tabellen herunder kan du se en oversigt over antallet af indbrud i private hjem i uge 7 og 8.

2018201920202021I alt
København83875761288
Københavns Omegn13019912998556
Nordsjælland1021338156372
Østsjælland55718825239
Det Kriminalpræventive Råd

Under coronapandemien har indbrudstallene været faldende i hele landet, men med udsigt til øget rejseaktivitet, er der ekstra god grund til at passe på netop i uge 7 og 8, lyder det fra Det Kriminalpræventive Råd.

Forhindrer hvert fjerde indbrud

- Forskning viser, at aktiv nabohjælp forhindrer op mod hvert fjerde indbrud, så det er en af de mest effektive og veldokumenterede metoder vi har, siger Sarah Risbøl Jacobsen, der er kommunikationskonsulent i det Det Kriminalpræventive Råd til TV 2 Lorry.

Hun opfordrer til, at man er opmærksom i sit nabolag og eksempelvis siger hej til naboer, man ikke kender. På den måde kan man blandt andet selv hjælpe til med at forebygge indbrud.

Det kan du selv gøre, hvis du skal på ferie:

• Arrangér feriehjælp i Nabohjælps app


• Tænk over, hvor synlige dine særligt værdifulde genstande er. Kan man se dine designermøbler, smykker eller lignende gennem vinduerne ude på gaden?


• Efterlad lidt opvask, vasketøj eller børnenes legetøj, så huset ser beboet ud.


• Sæt en timer på din radio og dit lys, eller brug et såkaldt fake-tv, der får det til at se ud som om, at dit tv er tændt.


• Lås dine redskaber og dit værktøj inde i redskabsskuret, så de ikke kan bruges til at bryde ind i din bolig.


• Klip hækken, så den højest er 1,6 meter høj. Dermed fjerner du gode gemmesteder omkring boligen, som kan give tyven ‘arbejdsro’.


Kilde: Det Kriminalpræventive Råd.

Det Kriminalpræventive Råd lancerede sidste år Nabovenner, som er en slags ambassadører for og igangsættere af Nabohjælp i deres lokalområder. Siden er 600 frivillige hoppet med ombord. Flest altså i Nordsjælland.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik