Museum gør flere arkæologiske fund i forbindelse med byudvikling

Ifølge arkæolog er det et lotteri, inden man går i gang med en udgravning, men denne gang var der altså gevinst.

I området Kildedal Syd i Egedal Kommune er det planen, at der skal byudvikles og på sigt skal der blandt andet skyde boliger op.

Men før der kan bygges og graves har selve jorden været taget under kyndig behandling af medarbejdere fra Kroppedal Museum, som har undersøgt området for arkæologiske fund.

Og efter halvandet års udgravning har museet fundet flere spændende ting.

- Langt det meste af det her er boplads-arkæologi. Vi har en masse bygninger fra hovedsageligt yngre jernalder, som begynder fra omkring år 350 til år 700 efter Kristus. Og det har været beboelse på gårde af bønder, siger siger Bo Jensen, arkæolog og museumsinspektør på Kroppedal Museum, til TV 2 Lorry.

Samtidig har man udgravet nogle hulveje, som dækker et langt tidsrum. Nogle har eksisteret samtidig med husene og andre meget senere omkring 1700-tallet.

Vejene viser, at der har været en kontinuerlig trafik igennem området.

Samtidig er der fundet en masse kogestensgruber, som er en slags jordovne, men dem er museet langt fra færdig med at analysere på.

Broche som holdt kvindens tøj sammen og et vidne om hendes status i samfundet.
Broche som holdt kvindens tøj sammen og et vidne om hendes status i samfundet.
Foto: Kroppedal Museum

Lotteri om man finder noget

Det måske største fund, man gjorde, var en enkelt kvindegrav, som ifølge Bo Jensen ikke har ret meget med de andre fund at gøre.

Selvom kvinden er den eneste, man har fundet, så forventer man, at der har været flere, som dog er forsvundet over tid, når jorden er blevet vendt rundt ved pløjning. Den tilbageværende kvindegrav ligger dog højt i landskabet.

- Det er altid et lotteri, om man finder noget. Graven kan gemme sig mange steder. Grunden, til at vi udgravede, var, at vi kunne se, der var alt muligt andet. Da vi gravede ned, fremkom der så knogler, som viste sig at være fra et menneske, siger Bo Jensen.

Da kvinden blev fundet, lå hun næsten i fosterstilling på sin venstre side med knæene trukket op. Man har ikke fundet nogen kiste, så man forventer, at gravpladsen har været foret med skind eller en anden slags tekstil. 

- Hun er blevet begravet i det helt store skrud. Det er sandsynligvis hendes fineste tøj. Det kan vi se på smykkerne, som er det, der bevares i jorden, siger Bo Jensen.

Sammen med kvinden har man fundet blandt andet flere perler, som har siddet i en kæde, og flere brocher, som har siddet på hendes tøj. Desuden var der to lerkar, som man endnu ikke kender indholdet af.

Glasperlerne som oprindeligt har siddet i en kæde.
Glasperlerne som oprindeligt har siddet i en kæde.
Foto: Kroppedal Museum

Kvinden har været mellem 30 og 35 år, da hun døde, hvilket har været en moden alder for tiden, og hun har statusmæssigt befundet sig midt i samfundet. Det vidner de ting, man har fundet sammen med hende, om.

- Vi er det niveau, hvor man i en landsby i 1900-tallet forestiller sig præsten og lægen. De førende familier i lokalsamfundet. Men ikke dronningen af Danmark på det tidspunkt.

Ud fra de smykker, man har fundet sammen med kvinden, er analysen, at det er en kvinde, som er kommet til egnen og er blevet gift med en mand, der er født og vokset op der.

Det ved man, fordi kvinderne blandt eliten i samfundet blev giftet væk til familier af samme status, mens mændene blev på gården. Jo længere op i hierarkiet, man kom, jo længere væk kom bruden fra. I tilfældet fra Egedal gætter Bo Jensen på, at kvindens egen familie måske kommer 50 kilometer derfra.

Det ene af de to lerkar man fandt i graven.
Det ene af de to lerkar man fandt i graven.
Foto: Kroppedal Museum
En kam som kvinden havde fået med i sin grav.
En kam som kvinden havde fået med i sin grav.
Foto: Kroppedal Museum
Kort over udgravningsområdet hvor man kan se alle de gårde, der er blevet fundet.
Kort over udgravningsområdet hvor man kan se alle de gårde, der er blevet fundet.
Foto: Kroppedal Museum

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik