Flere husejere i Egedal Kommune har haft ubudne gæster i løbet af weekenden.
I alt er der blevet anmeldt ni indbrud og indbrudsforsøg i kommunen i perioden fra fredag til mandag, hvoraf de syv er begået i Stenløse, mens et enkelt er begået i Ølstykke.
Det oplyser pressevagten ved Nordsjællands Politi til TV 2 Lorry.
Ifølge pressevagten er tyvene sluppet afsted med klassiske tyvekoster såsom smykker. Og i et enkelt tilfælde forsøgte to mænd at stjæle et pengeskab.
Kraftige tyve i sort tøj
Dette opgav mændene dog, da husets ejer råbte de to mænd an, hvorefter de smed pengeskabet fra sig i haven og stak af.
Husets ejer har beskrevet mændene som værende lidt kraftige og iklædt mørkt tøj.
Det er indtil videre ikke lykkedes Nordsjællands Politi at pågribe nogle af gerningspersonerne bag indbruddene i Egedal.
Af samme årsag opfordrer politiet boligejere til at være opmærksom i julen og holde øje med naboens hus.
Hvis man ser noget mistænkeligt, kan man kontakte politiet på telefonnummer 114, og hvis man spotter personer, der er i færd med at begå indbrud, bedes man ringe 112.