Iryana Atypina kommer fra Tjerkasy i det centrale Ukraine.
Hun er en af de 72 ukrainere, der indtil videre er blevet visiteret til at bo i Egedal Kommune.
TV 2 Lorry møder hende på rådhuset. Hun fortæller, at hun måtte flygte meget pludseligt med sin mor og 12-årige datter, Margareta.
Iryana Atypina nåede kun at få det allervigtigste med.
- Det tøj jeg har på, mine sko, mit pas, min kat og min datter, siger Iryana Atypina.
Hjemve
I Ukraine bor Iryana Atypina og datteren sammen med hendes mor
- Hun har et stort hus, siger hun og stopper sig selv, fordi hun bryder ud i gråd. Hun tager en tung vejrtrækning, tørrer øjnene og fortsætter:
- Mændene gør ting ved kvinder. De gør det også ved børn. Jeg var bange for, at det ville ske for min datter.
- Undskyld...Vi blev nødt til at forlade alt. Her har vi ingenting. Undskyld.
Igen tørrer hun de tårer, der løber ned af kinderne, væk. Stemmen er trist og opgivende:
- Jeg vil bare hjem.
Alt forsvandt på et sekund
Mischa Kuznetsov er kommet med sin kone og to børn fra Kharkiv tæt på den russiske grænse. I Ukraine arbejdede han som sanger og skuespiller.
- Vi havde et normalt liv. I løbet af et sekund, var det hele væk, siger Mischa Kuznetsov og slår ud med armene for at understrege den altfortærende forandring.
Flygtede i sidste sekund
Var han flygtet bare få timer senere, havde han ikke kunnet forlade landet, fordi han er en mand i den kampdygtige alder.
Men han reagerede prompte, da krigen brød ud.
- Jeg sov, og jeg vågende ved at bomberne bragede omkring mig. Jeg kiggede ud ad vinduet, og så en stor brand. Jeg vækkede min kone og mine børn. Vi satte os ned i bilen, så kørte vi mod Europa, siger han.
Familien måtte flere gange søge ly i beskyttelsesrum.
Mange historier om russiske voldtægter
En grund til at Iryana Atypinas flygtede, var de mange historier om russiske soldaters voldtægter af ukrainske kvinder og piger.
Hun frygtede for sin datters sikkerhed.
- Mændene gør ting ved kvinder. De gør det også ved børn. Jeg var bange for, at det ville ske for min datter, siger hun.
Flygtede da bomberne begyndte at springe
Iryna Rudnevska flygtede med sine to børn Dasha og David og hendes forældre fra deres hjem i byen Irpin tæt på Kyiv.
- Jeg forstod, at vi skulle væk, da okkupationen begyndte og bomberne begyndte at sprænge omkring os, siger hun til TV 2 Lorry.
Manden er i krig
Hendes mand er tilbage i Ukraine og kæmper for landet.
- Selvfølgelig er vi er meget bekymrede. Jeg har rigtig mange bekendte i den ukrainske hær, som vi ikke få kontakt til. Vi ved, at de enten er ved fronten eller er taget til fange. Vi beder til, at der ikke er sket noget endnu værre, siger Iryna Rudnevska, som arbejder som TV-producer på et madprogram i hjemlandet.
Død og ødelæggelser
For Iryana Atypina var selve flugten en uvirkelig og traumatiserende oplevelse.
- Vi så byer, hvor krigen hærger....Mange soldater og døde mennesker.
Har du set en død person før?
- Nej.
Hvordan er det pludselig at befinde sig midt i en krig?
- Jeg vil bare sige, at det ikke er normalt.
Kan ikke slå ihjel
Misha Kuznetsov føler sig splittet i forhold til, om han burde være derhjemme og kæmpe.
Han elsker sit land, men hans kristne tro forbyder ham at dræbe et menneske. Krigen gør ham afmægtig, siger han.
- Når bomberne falder føler jeg mig lille, lille, bitte. Så lille, Misha tager hånden op, og viser en lille centimeter med sin tommeltot og pegefinger.
Misha fortsætter:
- Bomberne falder. Boom boom... igen og igen. Folk dør derovre, de dør derovre. Mine børn ser det ske. De ser det hele. Krigen i Kharkiv. Ja, undskyld.
Misha sukker dybt og tager hånden til brystet, stemmen bævrer.
Musik holder familien oppe
Misha og familien holder sig blandt andet oven vande med hjælp af musik. Under besøget siger Misha til sin 7-årige Janosh, at han skal synge en sang, som familien ofte synger. Den handler om den ukrainske nationalplante kalkved.
- Åh, på engen lænede den røde kalkved sig, vores herlige Ukraine er ked af noget, synger Janosh med klar stemme.
Den 7-årige dreng er helt sikker i teksten. Misha istemmer kraftfuldt på ukrainsk:
- Åh, på engen lænede den røde kalkved sig, vores herlige Ukraine er ked af noget. Vi vil have den røde kalkved!
Sangen er blevet en slagsang for det ukrainske folk. Ud over at mange selv synger den, er den også blevet streamet millioner af gange på youtube. Far og søn skråler:
- Vi vil muntre vores herlige Ukraine op og glæde os!
Håber på job
Alle ukrainerne ønsker hurtigst muligt at få et job og blive en del af det danske samfundsliv.
- Vi tænker meget på, hvad vi kan bidrage med, så vi kan være nyttige i Danmark, siger Iryna Rudnevska.
Hverdag
Misha Kuznetsov ønsker sig en hverdag:
- Jeg vil bare gerne have et normalt liv, hvor mine familie ikke går sulten i seng.
Det hårdeste er uvisheden om, hvornår de kan komme hjem.
- Jeg ved ikke, hvor længe jeg skal være her. Hvornår jeg kan komme hjem.
Du savner dit land?
- Ja.
