Gale tal bag skolelukning: To borgere tvinger kommune tilbage til regnemaskinen

To borgere i Egedal har gravet sig dybt ned i rådhusets beregninger for konsekvenser af at lukke en skole. Og kommunens tal er helt forkerte, mener de. Nu ryster kommunen så meget på hånden, at der skal regnes forfra.

Den ene er økonom. Den anden er elektriker med solid, teknisk indsigt. Sammen har de brugt mange timer på at gennemregne materiale fra Egedal Kommune.

I 2018 besluttede kommunalbestyrelsen i Egedal at lukke to skoler - nemlig Toftehøjskolen i Ølstykke Stationsby og Søagerskolen i Smørum. Skolerne står nu tomme, og eleverne er flyttet til andre skoler. Men der er et problem. For forvaltningen og politikernes beregning af, hvilke skoler, der skal lukkes - og hvilke økonomiske konsekvenser, det vil få - er muligvis helt og aldeles skudt ved siden af.

Det mener i hvert fald økonomen Johan Hahn og elektrikeren Nicolai Sørensen. De påpeger, at når politikerne vælger at lukke Toftehøjskolen for at redde Søhøjskolen - den tidligere Hampelandsskolen - så er der regnet forkert. Det bliver langt dyrere at bevare Søhøjskolen, end det, politikerne har fortalt borgerne.

- Da de ville lukke Toftehøjskolen, var vi nogle stykker, der forsøgte at få etableret en privatskole. Det lykkedes ikke, men vi havde jo en masse materiale liggende i form af de aktindsigter, vi havde fået i forbindelse med lukningen. Og da vi dykkede ned i materialet, kunne vi se, at tallene er forkerte, siger Johan Hahn til TV 2 Lorry.

Kæmpe millionforskel

Det er det såkaldte vedligeholdelsesefterslæb, de to borgere har koncentreret sig om. Vedligeholdelsesefterslæbet handler om, hvor meget en bygning trænger til istandsættelse - hvor mange penge, der skal kastes i den for at renovere den. Og her har kommunen ikke styr på tallene, mener de to.

For når Egedal Kommune har meddelt, at Søhøjskolen har et vedligeholdelsesefterslæb på 43 millioner kroner - så er det rigtige tal 102 millioner. Og dertil kommer, at der skal bruges 40 millioner kroner på at bringe skolen op på moderne standard.

Hvordan kan I nå frem til tal, der er så forskellige fra kommunens?

- For eksempel fordi de har brugt et forkert antal kvadratmeter. Og så har kommunen en såkaldt vedligeholdelsesefterslæbsmodel. Den beskriver standarden på de enkelte bygningsdele, og så kan man regne en score ud. Men den tager ikke højde for, om et tag snart skal skiftes, eller om vinduerne skal skiftes, og dermed er tallene forkerte, forklarer Johan Hahn.

quote Jeg er ret sikker på, at de desværre har ret.

Karsten Søndergaard, borgmester, Egedal

Meget tyder på, at han og Nicolai Sørensen har ret i deres kritik af kommunens tal.

- Jeg er ret sikker på, at de desværre har ret, lyder det fra Karsten Søndergaard (V), der er borgmester i Egedal.

Skolelukning står ved magt

Over for TV 2 Lorry vil han dog ikke gå ind i de konkrete tal.  Men Egedal Kommune beder nu et eksternt konsulentfirma om at gennemgå beregningerne.

Hvis de to borgeres tal holder, ændrer det så på jeres beslutning om, hvilke skoler, der lukkes?

- Nej, det kommer ikke til at ske. Nu har vi jo flyttet børn til Søhøjskolen. Og folk skal kunne være trygge ved deres fremtidige arbejdsplads og deres fremtidige skole. Det kommer vi ikke til at lave om på, siger borgmesteren.

Men hvis I tidligere havde været opmærksomme på, at jeres tal er forkerte, ville I så have besluttet noget andet? 

- Jeg tror, at vi havde stået samme sted som i dag. Inden vi tog beslutningen, var vi rundt på skolerne og kigge og fornemme, hvad der var rigtigt. Og jeg er ikke i tvivl om, at vi tog den rigtige beslutning, lyder det fra borgmesteren som understreger, at det ikke alene var økonomien, der førte til beslutningen om, hvilke skoler, der skal lukkes.

- Den holdning overrasker mig en lille smule - men det lugter jo af, at det hele tiden har været meningen, at Toftehøj skole har været den, der skal lukkes, siger Johan Hahn.

Og borgmesterens ønske om at holde fast kan altså vise sig at være dyr for Egedals borgere. Meget dyr endda. For ifølge Johan Hahn skal der ud over de godt 140 millioner kroner til opgradering af Søhøjskolen - som altså er den overlevende skole - også bruges mange penge på den skole, der skal nedlægges - Toftehøjskolen.

quote Det er trist, at man ikke tager det seriøst, når nogen påpeger en fejl.

Johan Hahn, borger, Egedal Kommune

Stedet skal sælges til et ejendomsudviklingsprojekt. Og på skolen er der i dag en fjernvarmevarmecentral, der forsyner lokalområdet med varme. Den vil en køber af skolen ikke binde an med, og den skal derfor flyttes. Og under skolen har en skytteklub holdt til i kælderen de sidste 50 år. Ifølge Johan Hahn vil det koste mellem seks og 10 millioner kroner at flytte deres faciliteter. Johan Hahn mener, at kommunen har reageret stædigt, fordi den ikke tidligere har lyttet til kritik af tallene.

- Det er trist, at man ikke tager det seriøst, når nogen påpeger en fejl og bare fastholder, at der ikke er noget at komme efter, siger han.

Aldrig sket før

Imens holder borgmesteren fast i skolelukningen. Og selv om de to borgere nu tvinger kommunen tilbage til regnemaskinen, så har han i dag ros til overs for deres indsats - for det hører til sjældenhederne, at to borgere sætter sig så meget ind i et kompliceret talmateriale og tolker det så overbevisende, at det hele skal regnes om. 

- Jeg har ikke før oplevet, at der sker noget som det her, og man er nødt til at rose de to for deres engagement, lyder det fra borgmesteren, som - hvis økonomen og elektrikeren får ret - skal på jagt efter en hel masse millioner til vedligeholdelsesefterslæb.

Johan Hahn er en af de to borgere, der har regnet så grundigt på tallene fra Egedal Kommune, at sende nu skal analyseres af et eksternt konsulentfirma.
Johan Hahn er en af de to borgere, der har regnet så grundigt på tallene fra Egedal Kommune, at sende nu skal analyseres af et eksternt konsulentfirma.
Foto: Privatfoto

 



 






Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik