Flere skud affyret mod diskotek

Der blev sat en brat stopper for nytårsfejringen på et diskotek i Nordsjælland, da en mand affyrede skud.

En 48-årig mand har nytårsnat affyret flere skud mod et diskotek i Nordsjælland.

quote Heldigvis var det hurtigt overstået, og ingen gæster var i fare takket være vores dørmands hurtige reaktion.

Diskotek X

Nordsjællands Politi modtog anmeldelsen om skudepisoden på Diskotek X i Egedal Centeret i Stenløse klokken 02.47 natten til tirsdag. Uden for diskoteket havde en mand affyret op til flere skud med en pistol - en 9 mm Glock. Ingen personer blev ramt under skyderiet, oplyser politiet.

Diskotek X skriver på sin egen Facebookside, at der var tale om en meget beruset mand, der var blevet smidt ud fra stedet tidligere på natten.

Vendte tilbage med pistol

Manden havde tilsyneladende beskyldt flere for at have taget sin pung, hvorefter han truede en dørmand og derfor blev smidt ud.

Han vendte tilbage med en pistol, som blev affyret flere gange mod diskoteket.

- Der er med sikkerhed blevet affyret flere skud. Det kan vi se på facaden, og det har vi fået at vide af flere vidner, fortalte vagtchef Henrik Alstrup tirsdag morgen.

Ifølge Diskotek X’s forklaring nåede manden at trænge ind på diskoteket, men ingen skud blev affyret indenfor.

”Vi er naturligvis kede af, at vi skal opleve dette på vores sidste aften på X, hvor vi stort set aldrig har haft ballade, og da slet ikke af den art. Men heldigvis var det hurtigt overstået, og ingen gæster var i fare takket være vores dørmands hurtige reaktion”, skriver diskoteket.

Dørmand pacificerede gerningsmand

Det var nemlig en dørmand, der fik overmandet og pacificeret den skydegale mand.

 

Senere viste det sig, at gerningsmanden havde sin pung på sig. Han er blevet anholdt og er tirsdag morgen blevet undersøgt ved Retsmedicinsk Institut, så politiet har kunnet sikre sig sporene.

Den anholdte mand er tirsdag i Retten i Lyngby blevet varetægtsfængslet, oplyser Nordsjællands Politi til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik