Flere penge på kontoen: Kommune hæver alle pædagogers løn

Pædagogerne i Egedal skal have mere i løn. Det er kommunen og BUPL Nordsjælland blevet enige om.

Uanset om man er nyuddannet og nyansat eller har mange års erfaring, så venter der en fast lønforhøjelse på næsten 500 kroner om måneden for alle pædagoger i Egedal Kommune.

Og det er første gang nogensinde, at lønnen gives til alle uanset erfaring i faget, oplyser Egedal Kommune i en pressemeddelelse.

Man har besluttet at løfte ledere og medarbejdere indenfor BUPLs overenskomstområder med 3,2 millioner kroner i bestræbelserne på at styrke indsatsen for fastholdelse af kommunens medarbejdere samt rekruttering af nye medarbejdere i en tid, hvor der netop er rift om pædagoger.

Og lønforhøjelsen vækker glæde hos begge parter bag aftalen.

- Jeg er superglad for at vi har indgået en ny aftale med BUPL til glæde for vores personale. Målet med den her aftale er, at vi kan fastholde vores personale i kommunen, og på sigt kan det være med til, at vi kan skaffe mere kvalificeret personale til vores børnehaver, siger formand for Familieudvalget i Egedal Kommune, Lasse Nørskov (S), til TV 2 Lorry.

500 er ikke meget, men en god start

Og selvom 500 kroner ikke lyder af meget, så er det en god start, mener man hos BUPL.

- Vi har fundet en løsning, som er varig, og som samtidig anerkender, at pædagogerne har en vigtig opgave at løse for at skabe kvalitet i daginstitutionerne. 500 kroner er ikke mange penge, men det er en god begyndelse. Når man ikke tjener så meget, så betyder 500 kroner om måneden også en del, siger Pernille Riis, formand for BUPL Nordsjælland, til TV 2 Lorry.

Egedal Kommune er dog ikke den eneste kommune, der prøver at lokke eller fastholde pædagoger med en kontant gave.

Både Lyngby-Taarbæk og Københavns Kommune har lavet aftaler, der betyder, at nyuddannede pædagoger kan få en engangsbonus på 15.000 kroner.

Men både eksperter og nabo-borgmestre har kritiseret den model for, at den kan føre til en lønkonkurrence mellem kommunerne.

- Det her skal ikke ses som et lønræs. Og selvfølgelig løser det ikke, at der ikke er nok pædagoger, men man kan også sige, at pædagogerne har været en faggruppe, som har haft en hård tid, og det her er også en erkendelse af, at de har gjort et fantastisk stykke arbejde ude i institutionerne, siger Lasse Nørskov.

Kommunen har indgået opsigtsvækkende aftale med BUPL - nu får pædagogerne mere i lønningsposen

Fakta om lønforhøjelsen i Egedal Kommune

Følgende vilkår er aftalt mellem BUPL Nordsjælland og Egedal Kommune.

• Fordeling af midlerne sker med afsæt i et Egedal tillæg, således at alle medarbejdere omfattet af nedenstående overenskomster vil være berettiget til tillægget.

• Det forhandlede beløb ligger over det politisk afsatte beløb og er dermed også en del af den ordinære lønforhandling.

• Tillægget udgør årligt 5.500 kr. + pension

Kilde: Egedal Kommune


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik