Fængsel eller nyt stadion til landsholdet: Her er de mulige planer for nyt område

I løbet af det næste år skal politikerne i Egedal Kommune beslutte, hvad der skal ske med området Kildedal Nord. Både et fodboldstadion, et arresthus og hotellejligheder er oppe at vende.

Hvorvidt det bliver lyden af jublende tilskuere, synet af kriminelle i håndjern eller nye lejligheder, Egedals borgere i fremtiden kan komme til at støde på i området Kildedal Nord, bliver lige nu diskuteret af kommunens politikere.

Helt konkret er tre mulige planer for området, der ligger omkring en kilometer fra Egedal Station, lige nu på bordet. Måske skal området indeholde et stort træningsanlæg for DBU’s landshold. Måske skal der ligge et fængsel. Eller måske skal der være boliger, hotel og erhverv.

- Det er klart, det er en positiv udfordring at stå over for tre bejlere, der gerne vil Egedal. Det kan jeg da ikke lade være at være en smule stolt af. Men det er vigtigt at understrege, at der ikke er indgået nogle aftaler endnu, lyder det fra Egedals Borgmester Karsten Søndergaard.

Stort landsholdsstadion

Et splinternyt træningscenter for DBU’s landshold er et af de mulige projekter, der lige nu bliver drøftet. Det er der stor begejstring for fra politisk side, selvom hverken projekt eller finansiering er på plads.

- Selvfølgelig ville det være utroligt spændende og skabe positiv omtale af Egedal Kommune, men det er på et meget tidligt stadie. Men lad os se, hvordan det udvikler sig. Vi følger alle projekterne tæt, siger Karsten Søndergaard.

Egedal Kommune er ikke det eneste sted, hvor DBU overvejer at placere et stadion. Også fire andre kommuner er med i opløbet om at blive det nye fodboldsamlingspunkt. Beslutningen om et fodboldstadion ligger dermed mange år ud i fremtiden og kan ikke udelukkende afgøres af Egedal Kommune selv.

- Vi ser på en række forskellige modeller og mulige placeringer af et nationalt træningscenter med gode faciliteter for vores mange landshold. Vi er i dialog med forskellige kommuner og andre relevante samarbejdspartnere, siger Kenneth Reeh, der er konstitueret administrerende direktør i DBU.  

Arresthus for kriminelle

En af de andre store spillere, der er med i opløbet om at få fat i jorden ved Kildedal Nord, er Kriminalforsorgen.

De vil gerne etablere et arresthus for kriminelle. Mens DBU endnu ikke er helt afklaret, om de vil bygge deres nye fodboldstadion i Egedal, er Kriminalforsorgen mere sikre, lyder det fra Egedals borgmester. 

- Et sådant projekt vil få en enorm positiv afsmitning på lokale håndværkere og erhvervsliv, som kan lande opgaver både i forhold til anlægsopgaven, men også i forbindelse med driften. Det er meget spændende, siger Karsten Søndergaard.

Omkring 300 medarbejdere skal tilknyttes fængslet, hvis det bliver en realitet.

500 boliger og hotellejligheder 

Sidst men ikke mindst bliver det også diskuteret, om området skal bruges til boliger, hotellejligheder og erhverv.

Virksomheden Casa har blandt andet foreslået kommunen at bygge omkring 500 boliger og 142 hotellejligheder i området, og de vil samtidig lave et område til erhverv. 

Egedals politikere skal nu beslutte sig for, hvilke scenarier, de helst ser.

- Det er jo tre spændende ting, så jeg vil ikke udelukke nogen. Der er ingen tvivl om, at Kriminalforsorgen er længst frmeme, men det er ikke ensbetydende med, at de andre ting ikke også kan blive en mulighed, siger Karsten Søndergaard.

Et fodboldstadion udelukker dog ikke muligheden for boliger eller et arresthus, lyder det fra borgmesteren. Nogle af projekterne kan nemlig ligge side om side, og dermed kan det godt ende med, at to ud af de tre projekter bliver en realitet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik