Ekskluderet Venstre-mand, DF’er og radikal danner ny lokalliste

Borgerne skal have mere at sige i Egedal Kommune, mener de tre medlemmer af en ny lokalliste i Egedal Kommune.

Borgerne skal inddrages meget mere i det politiske arbejde i Egedal Kommune, og der skal mere demokrati på rådhuset.

Det er mærkesagerne for en ny lokalliste - Lokallisten Ny Egedal - der onsdag ser dagens lys i Egedal Kommune, siger partistifter, Ulrik John Nielsen, til TV 2 Lorry.  

- Vi vil have 100 procent fokus på borgeren, vi vil lytte til borgerne og træffe beslutninger ud fra borgernes ønsker, siger Ulrik John Nielsen.

Han blev smidt ud af Venstre efter intern ballade i 2018. Ulrik John Nielsen er stifter og spidskandidat for Lokallisten Ny Egedal, der også kommer til at tælle Bettina Zarp, der nu forlader Dansk Folkeparti, og Helle Anna Elisabeth Nielsen, der forlader Det Radikale Venstre. 

quote Vi vil have 100 procent fokus på borgeren

Ulrik John Nielsen, stifter af Lokallisten Ny Egedal

Den nye lokalliste vil med tre pladser blive byrådets tredjestørste parti. De vil med Ulrik John Nielsens ord hverken blive røde eller blå - men arbejde tværpolitisk og søge indflydelse, hvor de kan.

Ulrik John Nielsen, stifter af den nye lokalliste, blev i oktober 2018 smidt ud af Venstre. 
Ulrik John Nielsen, stifter af den nye lokalliste, blev i oktober 2018 smidt ud af Venstre. 
Foto: TV 2 Lorry

Venstre og Socialdemokratiet har henholdsvis fem og seks ud af de i alt 21 pladser i byrådet i Egedal Kommune. De bestemmer det meste uden at inddrage de øvrige partier, mener Ulrik John Nielsen. 

- Venstre og Socialdemokratiet har et flertal sammen og kunne lige så godt slå sig sammen. De kalder det en forligskreds, men det er ikke særlig demokratisk, når der er 21 politikere i byrådet. Det er ikke okay over for os andre, siger Ulrik John Nielsen. 

Smidt ud af partiet

Kimen til Lokallisten Ny Egedal med fokus på borgerinddragelse blev lagt, da Ulrik John Nielsen i oktober 2018 gav udtryk for, at han ikke ville stemme for det kommende års budget. Dengang var han altså stadig medlem af Venstre. 

Han var utilfreds med at flytte fritids- og ungdomsklubben fra Liselund i Ganløse til Ganløse Skole. 

Selvom han endte med at stemme for budgettet, blev han smidt ud af Venstre med følgende ord: 

“Arbejdet i byrådsgruppen er baseret på gensidig tillid, loyalitet og samarbejde. Dette klima har det desværre ikke været muligt at opnå med Ulrik John Nielsen,” som Venstre skrev i en pressemeddelelse. 

Siden da har byrådet ifølge Ulrik John Nielsen flere gange tilsidesat borgernes ønsker, holdninger og meldinger, der er kommet frem på borgermøder og i høringssvar. 

Det gælder eksempelvis i forhold til salg af jord til et nyt arresthus og i sagen om Ølstykke Privatskole, hvor gruppen bag det nye skolebyggeri og Ulrik John Nielsen mener, at byrådet spænder ben, og borgmester Karsten Søndergaad (V) omvendt mener, at byrådet har gjort alt, hvad de kan for at hjælpe skolen. 

quote Den borgerinddragelse, der foregår nu, er et rent skue

Ulrik John Nielsen

Ulrik John Nielsen, tror du ikke, at Venstre og Socialdemokratiet gør det, de mener er bedst for Egedal Kommune og borgerne?

- Den borgerinddragelse, der foregår nu, er et rent skue. Det meste er allerede handlet af mellem Venstre og Socialdemokratiet. Det blev vi trætte af, siger Ulrik John Nielsen.

De to øvrige medlemmer af det nye parti er enige med partistifteren i, at der mangler borgerinddragelse i Egedal Kommune.

Artiklen fortsætter efter boksen...

Det siger borgmester, Karsten Søndergaard (V), om det nye parti og beskyldninger om for lidt borgerinddragelse og demokrati i byrådet. 

Svært at følge hjertet

Bettina Zarp - der altså nu melder sig ud af Dansk Folkeparti - mener, at hun uden held har forsøgt at få byrådet til at gennemgå det tidligere byråds planlagte skolelukninger på ny.

- Det har været rigtig svært at skulle følge sit hjerte. Jeg fik at vide, at beslutningen var taget tidligere, siger Bettina Zarp til TV 2 Lorry. 

Hun understreger, at hun ikke smækker med døren efter at have meldt sig ud af Dansk Folkeparti, som den senere tid ellers har mistet flere byrådsmedlemmer landet over på grund af utilfredshed med ledelsen i partiet. 

- Det handler ikke om Kristian Thulesen Dahl (formand for Dansk Folkeparti, red.) eller at Morten Messerschmidt er blevet næstformand. Jeg vil ikke sige noget dårligt om Dansk Folkeparti, siger hun. 

Men hvorfor kunne du ikke arbejde for mere borgerinddragelse i Dansk Folkeparti?

- Nogle gange har man sine egen måde at gøre tingene på. Peter (Hemmingsen, der nu er eneste DF-medlem i byrådet, red.) har sin måde, og jeg arbejder nok mere lig de to andre medlemmer i lokallisten, siger Bettina Zarp.

Hvad vil du sige til alle de vælgere, der har stemt på dig med det indtryk, at du ville repræsentere Dansk Folkeparti?

- Det er ikke en fejlstemme, og jeg har stadig mine holdninger, jeg tager dem bare med til et nyt parti. Det er her, jeg mener, man lokalt kan skabe forandring, siger Bettina Zarp.

Personlige stemmer ved kommunalvalget i 2017 i Egedal Kommune

Bredt samarbejde

Helle Anna Elisabeth Nielsen, der nu forlader Det Radikale Venstre, understreger også, at hun ikke smækker med døren til sit gamle parti. Hun tager også sine holdninger med til Lokallisten Ny Egedal.

- Vores lokalliste fødes på tværs af tre partier, og det er i sig selv et afsæt, der ligger op til det brede samarbejde. Det viser vi borgerne, der længe har været vant til en alliance mellem Venstre og Socialdemokratiet, siger Helle Anna Elisabeth Nielsen. 

Hun har som sine partifæller også haft oplevelser af, at borgerne ikke er blevet lyttet ordentligt til i konkrete sager om skolelukninger. 

- Høringsprocessen har været der, men der er ikke handlet på det, der blev sagt. Når der skal træffes store beslutninger for borgernes hverdag, skal vi tage hensyn, siger Helle Anna Elisabeth Nielsen. 

Hvorfor kunne du ikke kæmpe for det som radikal?

- Det gøres bedst fra et sted, hvor ideologier ikke står i vejen, siger Helle Anna Elisabeth Nielsen. 

Lokallisten Ny Egedal i Egedal Kommune får hjælp til at organisere sig fra lokallisten i Gribskov Kommune, NytGribskov, hvor partiet også har borgmesterkæderne. 

 

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Politik

Ole Bjørstorp

Vraget borgmester truede med at forlade S - nu skifter han mening

Stormflod (1)

Ny rapport om kæmpe ø-projekt får lunken modtagelse: "Det er simpelthen dødens pølse"

Enhedslistens erhvervsordfører Victoria Velasquez

Enhedslisten vil give gavekort til millioner af danskere

vote-hilleroed.jpg

Magten kan skifte ved kommunalvalget i Hillerød - nu vil V og S vise deres forskelligheder

Egedal

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere