Brand og sundhedsskadelig røg ovre: Borgere kan igen gå udenfor

En brand i en transformatorstation udviklede farlig røg. Branden er slukket, og folk må nu gå ud igen, lyder det i den seneste beredskabsmeddelelse.

Lørdag morgen oplyser Frederiksborg Brand & Redning til TV 2 Lorry, at branden blev slukket, og brandfolkene kunne forlade stedet fredag aften omkring kl. 22.00.

På cirka samme tidspunkt i går talte TV 2 Lorry også med Frederiksborg Brand & Redning, som oplyste, at den tidligere varsel om sundhedsskadelig røg var ophævet, og personer i det berørte område igen kunne gå udenfor.

Hverken Frederiksborg Brand & Redning eller Nordsjællands Politis vagtchef, Ole Hestbæk, er lørdag morgen bekendt med borgere, der har oplevet gener efter branden.

Heller ikke årsagen til branden er endnu kendt.

- De tekniske undersøgelser går formentlig i gang på mandag, når brandstedet er blevet koldt, oplyser vagtchefen til TV 2 Lorry.

Men hvis man har indåndet røg fra branden og bliver dårlig, skal man kontakte 1813.

Tidligere artikel:

En brand i en transformatorstation i Hove ved Smørum har her til aften udviklet farlig røg, og folk i området er blevet bedt om at søge indenfor.

Nordsjællands Politi fik alarmen om branden kort før klokken 17.

På det tidspunkt udviklede branden en kraftig røg. Branden blev kort før klokken 19.30 slukket, men der var fortsat røgudvikling.

Ved 21:30-tiden er brandfolkenes arbejde stadig ikke slut, fortæller indsatsleder René Bech fra Frederiksborg Brand og Redning til TV 2 Lorry.

- Vi er stadig ved at køle en tank med en masse dieselolie ned. Der har ikke været brand i tanken, men den er blevet varmepåvirket, og derfor giver vi den en masse vand, siger han. 

 
 
Foto: Local Eyes

Stor evakuering

Myndighederne besluttede at evakuere 160-170 personer i en radius på omkring 1000 meter fra branden.

- Det var rent præventivt. Hvis branden blusser op igen, skal folk ikke udsættes for røgen, forklarer vagtchef Søren Bjørnestad fra Nordsjællands Politi til TV 2.

Han kan ved 21.30-tiden ikke sige noget om, hvornår folk får lov at vende hjem igen.

Beboere i Hove By, Lunden og på indfaldsvejene til Hove By og Lunden må derfor fortsat væbne sig med tålmodighed, før de igen kan lukke op for døre og vinduer.

- Jeg vil tro, der går nogle timer endnu, før vi er færdige med, siger indsatsleder René Bech fra Frederiksborg Brand og Redning.

 
 
Foto: Local Eyes

Frygtede eksplosion

Frederiksborg Brand og Redning fået hjælp fra en lang række beredskaber til at bekæmpe branden.

Det drejer sig blandt andet om Beredskab Øst, Beredskabstyrelsen Sjælland og Hovedstadens Beredskab. 

Beredskaberne har både sendt materiel og mandskab afsted. Indsatsleder Rene Bech vurderer, at der har været cirka 40 brandfolk til stede. 

- Vi var bange for, at tanken ville springe i luften, og derfor var det nødvendigt med ekstra mandskab, siger han

Ifølge elselskabet Ørsted får branden ikke betydning for elforsyningen i området, skriver Ritzau.

 
 
Foto: Local Eyes

Et kæmpe brag

TV  2 Lorry talte tidligere på aftenen med 85-årige Bitten Inge Jansson, der er nabo til transformatorstationen, der ifølge hende ligger 50 meter fra hendes eget hus.

Hun fortalte, at hun hørte et kæmpe brag, hvorefter der sev en stor, sort røgsky op i luften. 

- Det lød som om det sprang i luften derovre. Jeg kunne ikke se skoven for bare træer på grund af al den røg. Det sev også ind i mit hus, siger Bitten Inge Jansson, der skyndte sig at lukke vinduerne.

Hun fortalte, at hun lider af astma, men endnu ikke havde oplevet gener som følge af røgen.​

Hvis man føler ubehag, som følge af branden, skal man kontakte 1813, oplyser Frederiksborg Brand og Redning.

 
 
Foto: Local Eyes

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik