Beboere mistænker nyt indbrudstrick i julen

Flere beboere i Egedal Kommune mistænker nu indbrudstyve for at have opfundet et nyt, snedigt trick, så de ved, om folk er hjemme.

Flere beboere i Egedal Kommune mistænker nu tyve for at have opfundet et nyt trick til at tjekke, om de er hjemme i deres hus.

Henover julen har flere forskellige husstande nemlig oplevet, at deres skraldespand pludselig har stået ulåst op til flere gange. 

quote I starten tænkte jeg, at jeg nok selv måtte have glemt at låse den. 

Cecillia Wiil, beboer i Egedal Kommune.

På den måde kan tyvene gå rundt og se, hvor der er gode chancer for at begå juleindbrud uden at blive opdaget. Hvis skraldespandene stadig står ulåst, når tyvene kommer tilbage, er der med andre ord frit slag.

Cecillia Wiil er beboer i Ølstykke, og er en af dem, som i løbet af julen flere gange har været ude og dreje låsen på sin skraldespand tilbage. 

- Jeg tror, at det var i sidste uge, jeg kom hjem efter arbejde og opdagede, at skraldespanden var åben, og jeg ved, at jeg altid låser den. I starten tænkte jeg, at jeg nok selv måtte have glemt at låse den. 

Hør Cecillia Wiil fortælle om sin mistanke mod et nyt indbrudstrick. 

Da hun første gang fortalte sin mand om sin mistanke, skød han med det samme hendes teori ned. 

- Nu er det sket flere gange i løbet af de sidste par dage, så jeg sagde til min mand forleden dag: "Det er da mærkeligt. Jeg låser den altid, men hver gang jeg kommer ud er den åben”. Min mand syntes, det var lidt langt ude, men derefter opdagede jeg, at der var flere på Facebook, som advarede mod det samme, så der er nok noget om snakken, at det her er det nye indbrudstrick. 

Flere beboere i Egedal advarer nu hinanden om et nyt indbrudstrick gennem den lokale Facebook-side. 

 
 

Nordsjælland Politi: Ingen kommentarer

I alt har Nordsjællands Politi rundet 100 indbrudssager i løbet af julen. Senest blev der begået 38 indbrud rundt omkring i politikredsen gennem 1. juledag.

Dermed var Nordsjælland den politikreds i landet, hvor der blev anmeldt flest indbrud i løbet af den 25. december. 

Antallet af anmeldelser om indbrud i juledagene er torsdag nået op på 741 på landsplan. Det er et fald i forhold til samme periode sidste år. Da var tallet 815, oplyser Rigspolitiet.

quote Vi kan nok aldrig sætte en stopper for det. Men man kan altid holde øje og hjælpe hinanden, hvor man kan.

Cecillia Wiil, beboer i Egedal Kommune.

Selv har Cecillia Wiil da hun boede i Skovlunde, haft oplevelsen at komme hjem og opdage et indbrud i hendes hjem. Derfor håber hun nu, at beboerne i Egedal kan gå sammen om at stoppe tyvene og de mange indbrud.

- Vi kan nok aldrig sætte en stopper for det. Men man kan altid holde øje og hjælpe hinanden, hvor man kan. Hvis man for eksempel ved, at naboen er væk for en stund, så er det god stil lige at kigge en ekstra gang efter, om der skulle være noget mistænkeligt derovre, siger hun og tilføjer: 

- Selv har jeg gået rundt og fortalt naboerne om min mistanke med skraldespandende. Mange af dem har ikke opdaget noget endnu, men nu ved de, at de fremover skal holde ekstra godt øje med deres hus. 

Nordsjællands Politi ønskede ikke at stille op til interview med TV 2 Lorry onsdag, da der ikke foreligger nogen dokumentation for den mistænkelige metode. 

Så mange indbrud blev der begået i julen (20-26. december)

Nordsjællands Politi

100 indbrud

 

Københavns Politi

42 indbrud

 

Midt- og Vestsjællands Politi

61 indbrud 

 

Københavns Vestegns Politi 

55 indbrud 

 

Samlet antal i hele landet fra d. 20. - 26. december. 

741 indbrud

 

Kilde: politi.dk

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik